Koncerter

Steve Gunn, 22.05.16, Loppen, København

Skrevet af Victor Ohlendorff

Kurt Viles tidligere bandkammerat Steve Gunn har et nyt album på vej, som han gav en forsmag på på Loppen. Desværre var Gunn en noget fraværende hovedperson, der koncentrerede sig langt mere om sin guitar end om publikum.

Steve Gunn

Amerikanske Steve Gunn besøgte søndag aften Loppen på Christiania. Singer/songwriteren, som har sin base i Brooklyn, udgiver albummet Eyes on the Lines den 3. juni, og aftenen var derfor primært sat af til at spille de nye sange. Steve Gunns forrige soloplade, Way Out Weather, blev vel modtaget blandt kritikere, og derfor var både forventninger og nysgerrighed til det nye materiale stor.

Det var dog ikke mange, som havde sat kryds i kalenderen for at se koncerten, så Loppen virkede både trist og tom. Om det var fordi, at naboen Nemoland havde afholdt sommerkoncert få timer forinden, eller om Steve Gunn bare ikke er et stort navn herhjemme, det vides ikke. Man skulle tro, at intimiteten og den tætte kontakt med publikum gav Gunn en fordel, men desværre kom han aldrig rigtig ind under huden på publikum. Det er svært at komme udenom, at noget kunne tyde på, at sangeren havde udnyttet Loppens geografiske placering og anskaffet sig en del Peter Belli-tobak forinden. Det var i hvert fald mangel på tilstedeværelse, som var koncertens største skuffelse.

Der er ingen tvivl om, at Steve Gunn er musikalsk velbegavet. Hans guitarspil er simpelthen i en klasse for sig, og man fornemmer, at han har en stor passion for det. Desværre blev energien ikke overført til publikum, og hvor godt guitarspillet end lød, så blev mange passager hurtigt langtrukne og kedelige.

Som før nævnt var det Steve Gunns kommende plade, der var omdrejningspunktet for koncerten med få undtagelser. Albummets to offentliggjorte singler, “Ancient Jules” og “Conditions Wild”, er begge veludførte skæringer, som beviser, at Steve Gunn kan sit håndværk i studiet. Når det så er sagt, blev sangene i live-format hurtigt kedelige, og hvis man ikke havde hørt Gunns sange før, kunne man let forveksle den ene med den anden.

Hver gang Steve Gunn begyndte en ny sang, fik man en fornemmelse af, at der kunne være noget stort i gære. Men det var som at åbne en sodavand og finde ud af, at brusen mangler. Jeg stod tilbage med en tom fornemmelse blot få minutter inde i numrene. Steve Gunn gør selvfølgelig bare det, han er god til, og det er at spille guitar. Men ligesom sin gode ven og tidligere bandkammerat Kurt Vile har Gunn en tendens til at gøre guitaren til fokuspunkt frem for publikum. Det er en fordel at kunne fokusere på begge dele samtidig, for ellers kan publikum stille sig fint tilfreds med at høre sangene hjemme i stuen.

Ved koncertens afslutning forsøgte Steve Gunn sig med en akustisk version af nummeret “Way Out Weather”. Et super nummer, som mange af de fremmødte med sikkerhed havde set frem til. Vokalen lå desværre for langt tilbage i lydbilledet, så Gunn havde ikke de optimale arbejdsbetingelser. Det krævede en arbejdssejr, men det slag tabte han desværre.

Steve Gunn er en fortræffelig kunstner, som i studieversion virkelig har sine klare styrker. Søndag aften fik publikum en forsmag på, hvad fremtiden bringer, og selvom koncerten ikke er særlig mindeværdig for hverken Steve Gunn eller mig selv, ser jeg stadig frem til den nye plade med stor nysgerrighed.

★★★☆☆☆

Leave a Reply