Plader

Car Seat Headrest: Teens of Denial

Skrevet af Joram Menzer

Bag bandnavnet Car Seat Headrest står den 23-årige amerikaner Will Toledo, som med sit studie-debutalbum, Teens of Denial, bevæger sig lige på grænsen af at have begået et indie-mesterværk, hvor han med ironisk distance spidder sin samtid og ungdommens problemer.

Der er ét svimlende og imponerende tal, der springer i øjnene, når man læser om bandet Car Seat Headrest: Den blot 23-årige bagmand Will Toledo har netop udgivet sit 13. album. Med til historien hører dog, at størstedelen af disse er udgivet af Will Toledo selv, og han har selv stået for produktion og spillet instrumenterne, ligesom udgivelserne i vid udstrækning er indspillet i Will Toledos soveværelse, bil og lignende steder (læs: ikke i et studie).

Ifølge biografien om Car Seat Headrest på allmusic.com udkom hans fire første udgivelser med en advarsel om, at pladerne »ikke er særligt gode«. Sådanne advarsler behøver Car Seat Headrests nye udgivelse, Teens of Denial, ingenlunde at blive udstyret med. Tværtimod. Skulle der følge en advarsel med udgivelsen, ville det til gengæld give mening, hvis der stod, at albummet kan være svært vanedannende.

Car Seat Headrest bevæger sig i et lo-fi rock’n’roll univers, hvor sangstrukturerne trækker tydelige veksler på blandt andre Radiohead, Beck og The Cars, mens den sarkastiske lyrik bringer mindelser om Father John Misty og John Grant. Men det ville være ganske urimeligt at tale for meget om Car Seat Headrests (sandsynlige) inspirationskilder, for der er ingen grund til at fratage den unge mand sin helt særegne musikalske identitet. Teens of Denial er så absolut meget mere end blot summen af sine mulige inspirationskilder, og der er tale om et gennemført værk med få skønhedsfejl, hvor pladens kvaliteter åbenbarer sig mere og mere for hver gennemlytning.

Den eneste kritik, jeg vil fremføre, er, at enkelte numre – ”Not What I Needed” og ”1937 State Park” – forekommer ligegyldige i sammenligning med pladens højdepunkter, hvoraf tre især skal fremhæves: Førstesinglen ”Vincent”, den 11.30 minutter lange ”The Ballad of the Costa Concordia” og ”Drunk Drivers/Killer Whales” er alle mesterlige sange med potentiale til at blive klassikere inden for genren.

Sidste år blev et udvalg af Car Seat Headrests enorme bagkatalog genindspillet og udgivet på selskabet Matador, og det er dem, der har placeret Car Seat Headrest i et studie med et band og indspillet de nye sange, så der er altså tale om en slags debutplade for bandet.

Uanset hvad man kalder det, står en ting klart allerede i albumåbneren ”Fill in the Blank”: Den bedre produktion og tilstedeværelsen af et ”analogt” band løfter Car Seat Headrest fra spændende, musikalsk talent til musikalsk sværvægter. Sangskrivningen er sublim, og Will Toledo er en fremragende historiefortæller, der med ironisk armslængde beretter om hverdagssituationer for en ung mand i den vestlige verden, hvor stoffer, alkohol, forelskelse og snigende depression er blandt emnerne.

Vokalen fremføres ofte i en form for stream of consciousness, der tilfører pladen en knivspids apati, som passer glimrende til sangenes ironiske distance. Toledos stemmeføring er en væsentlig del af dette udtryk, og han mumler og råber sig igennem flere passager. Tag nu igen åbningsnummeret, hvor han køligt konstaterer: »You have no right to be depressed/you haven’t tried hard enough to like it/I haven’t seen enough of this world yet/but it hurts, it hurts, it hurts, it hurts«.

Den føromtalte stream of consciousness bliver nok bedst eksemplificeret på “Vincent”, hvor Toledo rabler sig igennem linjerne: »For the past year I’ve been livning in a town that gets a lot of tourists in the summer months/they come and they stay/for a couple of days/but hey, I’m living here every day/I don’t need the complications/I’m just in it for the beatings«. Flere gange lyder det som om, at Toledo fylder for få eller for mange stavelser ind i hver takt. Alligevel lykkes det at holde sangen i en stram kompositorisk snor, hvor vokalen fungerer fejlfrit sammen med de sporadiske guitaranslag og den pulserende tromme- og basrytme, og det hele gøres med en naturlighed, der grænser til det overlegne. Det er en nydelse, og det skal høres. Og hvis der var nogen, der troede, at flow kun var for rappere, så behøver de ikke at lede efter modbeviset længere. Sangen er i øvrigt et godt eksempel på, hvad der lykkes for Car Seat Headrest igennem stort set hele pladen.

”Drunk Drivers/Killer Whales” er også en sang, der skal høres, og den åbner perfekt ømt med en skingert syngende Toledo, der lyder som det mest ensomme menneske i verden, mens langspilleren ”The Ballad of the Costa Concordia” i løbet af sine 11.30 minutter kommer så vidt omkring, at det nærmest ville kræve en selvstændig anmeldelse at udrede den. Igen må opfordringen blot være: Lyt. Nu.

En anden opfordring til alle dem, der skal til Roskilde Festival, er at reservere tidspunktet 02.15 natten til lørdag den 2. juli 2016, hvor Car Seat Headrest spiller på Pavilion. Med Teens of Denial er den koncert nemlig lige blevet et absolut must see på årets festival.

★★★★★½

Om skribenten

Joram Menzer

Biografi: "Vil du helst være blind eller døv?".
Det er et af den slags hypotetiske – og lettere groteske – spørgsmål, man af og til hører. Siden jeg som 12-årig købte min første cd, som var Guns N’ Roses’ Use Your Illusion II, har jeg ikke været i tvivl. Jeg vælger til enhver tid at beholde min hørelse.
Guns N’ Roses og Nirvana startede min musikalske opdragelse, og i mange år var det guitarrocken, der havde min interesse. Det ændrede sig, da jeg i slutningen af 90'erne blev introduceret for Wu-Tang Clan. Rock-cd’erne og de hullede jeans blev pensioneret og erstattet af rap og hængerøvsbukser, som dominerede i mange år af mit liv. Tool og Deftones fik mig tilbage i folden hos rockmusikken. Derimellem havde det fransk/engelske band Stereolab åbenbaret et følelsesladet musikalsk spektrum, som var nyt for mig, og sammen med rap og rock er de stadig i fast rotation på min pladespiller, som siden også har måttet finde sig i støvet fra jazz-vinyler, hvor især Miles Davis finder vej til mine øregange.

Fem favoritalbums:
Mr. Bungle: California
Radiohead: Hail to the Thief
Stereolab: Sound-Dust
TOOL: Ænima
Wu-Tang Clan: 36 Chambers

Skriv et svar