Plader

Cody: I’ll Ride With You

Skrevet af Anja Ingwersen

Cody besidder en dobbelthed på det nye album I’ll Ride With You af melodisk lethed og mørke undertoner i tekstuniverset. Den dobbelthed betyder også, at Undertoners anmelder hverken bliver suget ind i albummet eller frastødt af det.

Codys femte album er velproduceret stemningsmusik. Ved første gennemlytning må jeg indrømme, at jeg ikke var videre berørt. Det var som om, det aldrig rigtigt peakede – jeg var uforløst. Jeg sad og ventede forgæves på at høre det, jeg husker fra en koncertoplevelse tilbage i 2012. Dengang talte Cody syv musikere og lyden var noget anderledes – meget mere folket og festlig. Men det er jo fuldstændig uretfærdigt at sammenligne med koncertmindet. I’ll Ride With You skal høres på egne præmisser.

Cody, som nu tæller de fire musikere Frederik Thybo (violin), Kasper Kaae (sanger og sangskriver), David Fjelstrup (guitar) og Line Felding (cello), skaber på dette album et drømmende univers med forskellige små lækre detaljer og vellyd. For hver gennemlytning folder det sig mere og mere ud. Den lidt specielle sammensætning af instrumenter – og fraværet af andre – giver et specielt udtryk. De bevæger sig mellem flere genrer – post folk, pop, rock, americana og singer-songwriter – og de trækker dygtigt på hele musikarven.

Albummet åbnes med titelnummeret “I’ll Ride With You”, som lyder stille, blødt, luftigt og ukompliceret. Rygtet vil vide, at inspirationen til nummeret kommer fra hashtagget #illridewithyou. Efter angrebet på Charlie Hebdo tilbød en kvinde nemlig at følge en anden muslimsk kvinde i toget, fordi hun var bange for at bære tørklæde i toget. Sammen med det bløde og luftige ligger en dybde, der er på kanten til det melankolske.

Netop denne dobbelthed er karakteristisk for hele albummet. På den ene side er upbeat numre som ”When the Boys Stop Running and the Girls Aren’t Here” og “Rise Over Reason” nærmest happy go lucky rent lydmæssigt, mens “Searching for Diamonds” og “WW” har helt andre tunge undertoner i tekstuniverset. I det øjeblik lyrikken og Kasper Kaaes stemme dikterer melankoli, kommer en stryger eller et kor og løfter yndigt kompositionen op af det sorte hul, den var på vej ned i.

Kasper Kaaes stemme er egentlig ikke speciel karakteristisk, men han bruger den alsidigt og dygtigt. Lige fra det lyse og lette, til noget der nærmest går over i croon og helt ned i den dybeste bas. Indimellem kommer han dog så langt ned, at det er på kanten til at lyde lidt anstrengt. Hans stemme akkompagneres på mange numre af passager med kor, som sine steder løfter nummeret og er utrolig smukt, men på nogle numre bliver det faktisk irriterende. Irriterende, fordi det giver mindelser om Kærsås børnekor fra 70’erne.

Det er utrolig forfriskende at høre strygere blive integreret i dette mangesidede udtryk på en måde, hvor det ikke bliver storladent, som når andre kunstnere vælger at inddrage symfoniorkestre. Strygerne får sin helt egen og meget velafbalancerede plads. Personligt er det dog David Fjeldstrups guitar, som bliver den gennemgående favoritlyd på albummet.

Samlet set efterlader albummet mig med nøjagtig den dobbelthed, som det rummer hele vejen i gennem. I’ll Ride With You er et album, som ikke suger sin lytter (eller i alt tilfælde mig) helt ind, men som ej heller frastøder.

★★★☆☆☆

Leave a Reply