Koncerter

Damien Rice, 19.06.16, NorthSide Festival, Aarhus

Skrevet af Peter Krogh

Den irske singer/songwriter stod for en af søndagens første koncerter, og det kan være en utaknemmelig opgave at vække et træt festivalpublikum på tredjedagen. Ville Damien Rice selv være i sløvt hyggehumør? Heldigvis ikke!

Fotos: Peter Kirkegaard/NorthSide

Lørdag aften stod irske Damien Rice på scenen i Vega. Dagen derpå, søndag, efter et tur på de danske motorveje, stod han på scenen i Ådalen i Aarhus. Et søndagsdovent publikum tog imod ham – på et af en festivals mest nådesløse tidspunkter, kl. 14. Det ville nok blive tilbagelænet. En kende dovent, men bestemt tilforladeligt. Sådan var de tanker, jeg havde, da jeg bevægede mig mod Rice, målt ud fra hans glimrende plader indtil nu. Denne skepsis, på forkant, skulle heldigvis få behørig modstand fra hovedpersonen selv, der ikke havde tænkt sig at dovne den dagen derpå!

De to kække konferenciers lagde ved introduktionen ikke skjul på, at de også forventede en stille stund med Damien Rice. »Nu skal vi hygge os, og det er helt ok at blive liggende i græsset,« var indgangsbønnen, der skulle vise sig ikke at holde vand hele vejen igennem.

Damien Rice fyldte ikke meget som han stod der med sin guitar, ene og alene på scenen. Ulasteligt klædt i bondeskjorte, hørbuks og seler. Solen skinnede, og selvom vinden fra tid til anden truede med at blæse de, overordnet set, smukke og bekendte sange fra hinanden i luften over NorthSide, så evnede han at fastholde hovedparten af de fremmødte. Ikke mindst gjorde sangmaterialet, at Rice var på sikker grund, fordi han netop har evnen til at skrive den fængende akustiske popsang. Eksemplificeret i de to åbnere ”Delicate” og ”9 Crimes”.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Damien Rice har haft store kvaler med at finde sig selv som sangskriver efter de to verdensomspændende succesudgivelser O og 9. Det i en sådan grad, at han var lige ved at skrotte sit seneste album, My Favourite Faded Fantasy, på målstregen, usikker på om han kunne leve op til egne evner og, ikke mindst, indfri publikums tårnhøje forventninger.

Titelnummeret fra netop My Favourite Faded Fantasy greb da heller ikke publikum i lige så høj grad som numrene fra sangerens heyday – selvom det faktisk var her, han for alvor blev personlig og antændte den vildskab, den lille forsagte irlænder også udstråler, når han er bevæbnet med sin guitar og sine sange. Det skulle vise sig, at Rice heldigvis lykkedes med at vække folk og drive dem i sin retning, også når han ikke greb til de sikre, allerede elskede musikalske kort. Dette gjorde han ikke kun ved at spille de numre, folk kendte, men også ved at iføre sine kompositioner alskens loops og forskellige instrumenteringer, der blev samplet på stedet. Rice anvendte også to mikrofoner, hvor den ene gengav hans fine røst klart og tydeligt, og den anden gav stemmen en solid omgang distortion. Det fungerede i den grad og tilsatte sangene kant og (endnu mere) nerve.

På “Canonball” var der dømt klædelig fællessang, og “The Blower’s Daughter” blev leveret med gribende inderlighed, og i de tilfælde gik tingene virkelig op i en højere enhed. I det sidste nummer, “It Takes a Lot to Know a Man”, blev diverse instrumenter samplet på stedet og smedet sammen i et konstant stigende lydniveau. Hen over det hele blev der lagt en tung rytme af trommespillet på medbragte flightcases! Den sidste ingrediens var naturligvis Rice på akustisk guitar med sin, nu, klagende stemme. Magien blomstrede pludselig i fuldt flor – og mens nummeret fik lov at rinde ud, havde Rice stillet guitaren og med et »nameste« forladt scenen til lyden af sin egen sang.

Gåsehuden krøb frem, og hvis der ellers var nogen, der urimelig vis skulle være døset hen, vågnede de til udelt begejstring! Men seancen var slut. 50 minutter i selskab med Damien Rice var forbi. Min forudindtagede frygt var blevet gjort til skamme – i ret så overbevisende grad!

★★★★★☆

Deltag i debat