Koncerter

Deftones, 17.06.16, NorthSide Festival, Aarhus

Foto: Anna Klode/NorthSide
Skrevet af Simon Freiesleben

Deftones pendlede dygtigt mellem hård rock, progmetal og melodiske passager. De fik understreget eget format, scenetække og tekniske kunnen, men så heller ikke mere.

Foto: Anna Klode/NorthSide

Foto: Anna Klode/NorthSide

Deftones er efterhånden de sidste bannerførere for 90’er- og start-00’ernes alt-metal-bølge, og er vist nok det eneste band, der er sluppet helskindet fra en flirt med den efterhånden hedengangne nu-metal. Sacramento-bandet udgav i april albummet Gore, deres ottende studiealbum. På trods af at Deftones angiveligt turnerer for at sprede budskabet om det nye album, så mærkede man ikke meget til det udover det store backdrop med flamingoer taget fra Gores albumcover. Deftones leverede et ganske klassisk festivalsæt, hvor fokus lå på de træfsikre hits, som kan få gang i såvel nye som gamle fans.

Deftones lagde hårdt ud med en 1-2-kombination af den hektiske “Rocket Skates” fra Diamond Eyes samt den helt gamle, sublimt rockende klassiker “My Own Summer (Shove It)” fra 1997. Sangene blev leveret med fed energi, og man kan ikke stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt Deftones er et hårdtarbejdende band. Hvis ikke forsageren Chino Moreno havde travlt med at skrige eller headbange, så spurtede han frem og tilbage på scenen og leverede et par flyvespark for god ordens skyld. Morenos brintoverilte-blegede hår og tossestreger på scenen fik ham til at fremstå som en hyperaktiv teenager fanget inde i en 42-årig mands krop. For ikke at lade gruppens frontmand stå alene med sin teenagefaktor, så havde bandets bassist, Sergio Vega, valgt at farve sin pjuskede manke skrigende lilla. Charmerende tidløst eller et tegn på midaldrende mænd i midtvejskrise? Den dom overlader jeg til læseren.

Efter de to hårde åbningssange skruede Deftones en kende ned for intensiteten. Dette skifte blev kendetegnende for koncerten, der vekslede mellem hyperenergiske energiudladninger og mere melodiske passager. Deftones har arbejdet i og udforsket grænselandet mellem modstridende dualiteter, hvilket afspejler sig i så godt som alle deres sange. Morenos vokal svinger mellem smertende skrig og melodisk skønsang, ligesom musikken veksler mellem intens metal, der får djævletegnene i vejret, og de mere introverte og afdæmpede passager. Der er ingen tvivl om, at Deftones er afsindigt dygtige til det, de gør, og de lejlighedsvise skift i dynamik fremhæver i høj gruppens tekniske evner. Især på det Tool-inspirerede nummer “Rosemary” blev tempoet taget helt ned med en led, tung og atmosfærisk omgang progmetal, der mere indbød til at stå og lukke øjnene og drømme sig væk fremfor at starte et moshpit.

Når nu snakken falder på moshpits, så er det sigende for NorthSides pæne og velopdragne publikum, at Chino Moreno måtte stå og dirigere publikum oppe foran for at få et gedigent moshpit op at køre. Man kan stille spørgsmålstegn ved, hvor stort overlap der egentlig er mellem NorthSides segment og Deftones’ fanskare, men publikum lod til at tage godt imod musikken. Især klassikeren “Change (In the House of Flies)” fra gruppens kommercielle gennembrud, White Pony, blev modtaget som en vaskeægte crowdpleaser, og et øjeblik var både inkarnerede Deftones-fans og de forbipasserende, der egentlig var på vej til Lukas Graham-koncerten, forenede med armene svajende over hovedet.

Deftones er super professionelle performere, og de leverede en god indsats i den time plus ekstranumre, de havde fået til rådighed. Men samtidig tog de ingen chancer og bød ikke på snerten af overraskelse eller nogen udfordring af den klassiske Deftones-lyd. Deftones må siges at være indbegrebet af et band, der har indset, at man ikke bør pille ved en formel, der grundlæggende set fungerer. De giver folket, hvad de vil have, og så ikke mere end det.

★★★★☆☆

Deltag i debat