Koncerter

Flume, 19.06.16, NorthSide Festival, Aarhus

Foto: Thorsten Iversen/NorthSide
Skrevet af Simon Freiesleben

Den hypede australske DJ og producer Flume spillede en fin koncert, der sendte publikum videre til resten af aftenen med opvarmede dansefødder. Han havde dog den tidlige koncerttid imod sig og manglede den afgørende wow-faktor, der kunne løfte koncerten.

Foto: Thorsten Iversen/NorthSide

Foto: Thorsten Iversen/NorthSide

Søndag kunne NorthSide Festival diske op med den hypede australske DJ og producer Flume. Den kun 24-årige verdensstjerne blev oprindeligt opdaget i en talentkonkurrence i sit hjemland, og han har siden 2011 udgivet en lind strøm af ørehængende remixes såvel som to album med egne sange. Senest kom albummet Skin i maj måned, hvorpå Flume har samlet en lille hær af gæsteoptrædende kunstnere som eksempelvis rapperne Vince Staples og Raekwon, svenske Little Dragon og sågar NorthSide-aktuelle Beck på nummeret “Tiny Cities”.

Der var derfor en vis spænding forbundet med at høre, hvordan sangene mon ville blive foldet ud live. Havde Flume mon et es eller to i ærmet i form af gæsteoptrædener? Rent musikalsk stod det hurtigt klart, at der var tale om et rendyrket DJ-sæt, hvor der ganske vist blev skruet og trykket på nogle knapper, men det eneste deciderede liveindslag var et sæt elektroniske trommer, der fik en omgang prygl i ny og næ. Flume forblev ganske solidt plantet bag konsollerne ved sin centralt placerede kommandopult og sendte den ene dansevenlige rytme efter den anden ud til det trætte, men taknemmelige, NorthSide-publikum.

At Flume var programsat til allerede at gå på scenen klokken 17.20 kunne som udgangspunkt godt ligne noget af en fejlsatsning eller i værste fald et dødsstød mod enhver feststemning fra arrangørerne, da flere publikummer stadig virkede lettere tømmermændsgroggy, og det desuden var umuligt at arbejde seriøst med noget lysshow på dette tidspunkt. Men Flume har, trods sin unge alder, allerede en del erfaring med at spille på større festivaler, og han havde skruet et fornuftigt sæt sammen. Tidligt faldet perlerne drypvis – for eksempel fik vi det soul-samplende hit “Holdin On” som et af koncertens første numre – så gryden akkurat blev holdt i kog, mens Flume klogeligt holdt de bedste kort tæt på kroppen.

Det tager tid at få varmet et søndagstræt publikum op, men efter en lille halv times hyggesæt begyndte Flume at smide velvilligt om sig med de storladne bangers, han nu engang er kendt for. Kæmpehittet “Never Be Like You” indvarslede koncertens hitspækkede slutspurt, og det var som om, at anlægget lige fik et ekstra nøk opad på lydstyrken. Sammensætningen af de raslende electro-synths med Vince Staples aggressive og adrætte vers på nummeret “Smoke & Retribution” satte for alvor gang i festen, inden der blev lukket og slukket med Flumes episke remix af Disclosures “You & Me”, der vel efterhånden bliver spillet oftere end originalen.

Flume spillede et DJ-sæt, der fungerede fint som en blød partystarter, så publikum kunne tage til resten af aftenens koncerter med opvarmede dansefødder. Men det var også tydeligt, at den australske beatmager manglende den sidste og afgørende wow-faktor, der kunne løfte showet og gøre det til en unik oplevelse. Det var nok lige lovligt optimistisk at have håbet på en gæsteoptræden fra selveste Beck, men havde det været en nattekoncert, så kunne overdådige visuals måske have løftet festniveauet en tak eller tre. Det var en fin koncert, men mere forglemmelig end uforglemmelig. Bliver jeg om to måneder spurgt, hvad jeg oplevede på NorthSide, så er Flume næppe blandt de første 10 ting, jeg kommer i tanke om.

★★★½☆☆

Deltag i debat