Koncerter

Heartland Festival, lørdag 11.06.16, Kværndrup

Eventyrlig stemning under træerne på Heartland. Foto: Morten Rygaard/Heartland.
Skrevet af Camilla Grausen

Den fynske todagesfestival løb af stablen for første gang nogensinde, og Undertoner var med på andendagen, som både bød på yoga, lydkunst og livemusik med navne som Thomas Dybdahl og Blaue Blume.

En splinterny festival har set dagens lys. Heartland er navnet, og festivalen har hjemme i slotsparken, der omkranser Egeskov Slot ved landsbyen Kværndrup på Fyn. Den stort anlagte todagesfestival havde cirka 6000 gæster, og Undertoner var med på festivalens andendag. Ifølge nogle af de gæster, der deltog fredag, var førstedagen lidt præget af jeg-kommer-lige-fra-arbejde-stemning, hvor der var mere festivalfeeling lørdag, hvor en del havde overnattet på campingområdet og andre sat dagen af til at slappe af, købe sig fattig i madboder og høre musik. Fredag var Sun Kil Moon, The Flaming Lips og danske Chinah blandt navnene på programmet, og lørdag var det blandt andet Mercury Rev – som vi har anmeldt særskilt, Editors og Ásgeir, der optrådte. Her følger et kig på, hvad der ellers foregik.

Foran Egeskov Slot var god plads til afslapning mellem koncerterne. Foto: Camilla Grausen

Foran Egeskov Slot var der god plads til afslapning mellem koncerterne.

Egoer, Eno og vågn-op-koncert
Ud over musikprogrammet kunne festivalgæsterne også søge indenfor i festivalens tredje telt til såkaldte Talks, hvor mediepersoner, forfattere og kunstnere diskuterede lidt af hvert. Jeg overværede en samtale mellem Martin Krasnik og Mikael Bertelsen, der skulle samtale “Om samtalen” (meget meta), men det blev mest til godmodige drillerier, de to egoer imellem, og en generel lovprisning af egen tilstedeværelse.

Senere på dagen gæstede Brian Eno også et propfyldt Talks-telt, som ellers kunne rumme 1000 gæster. I den mørkelagte riddersal på selve Egeskov Slot havde Eno nemlig kreeret et lydinstallationsværk med titlen The Ship. Kun et begrænset antal gæster blev lukket ind i salen ad gangen, så i perioder var der timelang kø til at komme ind og ligge på gulvet og lytte til Enos kreation (eller for nogles vedkommende: få en lur). I nogle passager indeholdt The Ship tale, musik eller blot rungende lyde. Kunst, drømmerejse eller kejserens nye klæder? Det kom nok an på, hvilken del af værket, man hørte.

På Highland, den mindste af festivalens to scener, stod danske Blaue Blume klar til at starte ballet som lørdagens første band kl. 12.30. Scenen lå lige ved siden af indgangen til campingområdet, og på tæpper foran scenen lå festivalens overnattende gæster og vågnede i solen side om side med de nyankomne, lidt mere friske lørdagsgæster. Der blev drukket kaffe, spist is og i det hele taget chillet igennem, da Blaue Blume gik på scenen i rødt lys og med ivrig brug af røgmaskinen.

Med sidste års album Syzygy har Blaue Blume udvidet deres artrock betragteligt i forhold til deres debut-EP, og det giver også mere varierede koncerter, hvilket man allerede kunne høre på sidste års Frost Festival. Bandets optrædener er dybt afhængige af, hvor god form, forsanger Jonas Schmidts stemmebånd er i, for det er i den grad hans stemme, der præger koncerten. Det er anden gang, jeg hører bandet live, og begge gange har hans stemmebånd da også været velsmurte. Ledsaget af skiftevis klemtende fingerspil og huggende akkorder fra guitaristen, foldede Schmidt sin specielle skønsang ud med stor indlevelse.

Blaue Blume stod for lørdagens første Heartland-koncert. Foto: Camilla Grausen

Blaue Blume stod for lørdagens første Heartland-koncert.

Hen mod slutningen af sættet støjede bandet mere med trommeslageren på overarbejde, og det er fint at høre, at Blaue Blumes numre kan udvikle sig i forskellige retninger, og det understreger deres nu mere vidtstrakt lyd. At de er kommet et godt stykke vej på kort tid, synes jeg også stod klart, da hittet “In Disco Lights” kom, for i grunden falder det igennem med sin enkelthed og lidt kvalme sødme. Det slår mig, at bandet har fundet sin egen unikke lyd, især takket være Jonas Schmidts vokal. Det er ikke altid, den lyd lige falder i min smag, men hvis man gerne vil drive det til noget som band er det overordentlig vigtigt med en klar musikalsk signatur, og det har Blaue Blume.

Stræk ud foran slottet eller drøm dig væk med Dybdahl
Både før og efter Blaue Blumes koncert var det muligt at dyrke yoga under ledelse af en yogalærer på plænen foran slotssøen. Andre af festivalens muligheder var at smage øens lokale jordbær eller snaps, besøge en af de talrige madboder med alt fra charcuteri til brændende kærlighed og snaskede burgere. Man kunne få skuldermassage af fremmede hænder, skrive digte inde i et klædeskab eller – hvis man tilhørte gruppen af de yngste festivalgæster – slå sig løs i legeområdet.

Man kunne selvfølgelig også lade andre om løjerne og fokusere på musikken. På Heartlands store scene, Lowland, gik Thomas Dybdahl med band på kl. 16, alle velklædte som var de på vej til et sommerbryllup med Dybdahl i blåt jakkesæt og hvid skjorte. Bryllup var det ikke, men det var da både noget med kærlighed, fest og om ikke champagne, så i al fald boblende drinks fra den nærliggende cocktailbod. »Hvor er det fint! Hvilket dejligt sted!« udbrød den altid høflige og positive nordmand, som takkede og roste mange gange undervejs. En overordentlig sympatisk gut, det må man altså sige.

Thomas Dybdahl med band på Lowland Stage.

Thomas Dybdahl med band på Lowland Stage.

Dybdahl delte ud af de blide toner med sin helende stemme, der kunne gøre enhver blød om hjertet med “A Lovestory”, og han lullede det fortrinsvist siddende publikum ind i en behagelig eftermiddagslur med storbyvuggevisen “One Day You’ll Dance for Me, New York City” fra albummet af samme navn.

Det var langtfra kun en-mand-en-stemme-en-guitar-numre, der prægede eftermiddagen, og Dybdahl fik virkelig noget ud af sit fem mand store band med numre som “This Love Is Here to Stay” og “Easy Tiger” fra 2013’s What’s Left Is Forever. Desværre hørte man også begyndelsen på at problem, der gik igen i flere koncerter på Heartland: Der var skruet for meget op for bassen, så nogle af de finere nuancer i Dybdahls silkebløde kompositioner druknede, og den totale svømmen-væk i vellyd udeblev. Lidt ærgerligt, for sådan en junieftermiddag i sådan nogle omgivelser havde Dybdahls behagelige vellydsnumre da været et helt perfekt match.

Støj og personlig soul i solnedgangen
»NU bliver det deprimerende,« jokede vi på vej hen til Low, der vitterligt har nogle sange med tåretrillende triste tekster bag sig, men det var nu ikke det, der prægede den amerikanske slowcore-trios koncert på Highland-scenen denne lørdag. Ægteparret Alan Sparhawk på guitar og Mimi Parker på trommer skiftedes til at synge, og med både kirkelige, højtidelige numre med vokalen i front og støjende, udstrakte numre viste Low god variation. Igen var der desværre bøvl med den for høje bas, der i nogle numre ødelagde den dramatik, de øvrige instrumenter dygtigt prøvede at opbygge. Der var ikke ret meget genkendelse i form af gamle Low-numre for mit vedkommende, og hovedvægten lå på nyere materiale fra især sidste års Ones and Sixes.

Lige i de sidste solstråler, inden solen gled ned bag trætoppene, spillede den 25-årige svensker Seinabo Sey en personlig koncert med adskillige forklaringer på engelsk om, hvad hendes sange handler om af kærligheds-, identitets- og livskvaler med mange gode råd til publikum. I grunden er Seinabo Seys snakke charmerende (omend lidt lange) og gør, at man som publikum føler, at man får noget med hjem og kender sangerinden bedre, end da man kom. Hun har unægteligt en stor, kraftfuld stemme, som læner sig op ad idoler som Alicia Keys, Adele og Lauryn Hill – sidstnævnte citerede hun også undervejs. Vi fik blandt andet Seys hit “Younger”, og sangerinden og band bevægede sig fra electropop med håndspillede trommer til storladne soulballader med god brug af korsangerinden, og især den rytmestyrede “Hard Time” overbeviste.

Eventyrlig stemning under træerne på Heartland. Foto: Morten Rygaard/Heartland.

Eventyrlig stemning under træerne på Heartland. Foto: Morten Rygaard/Heartland.

Mens Brian Eno og Bjarke Ingels diskuterede kunst og folk fik deres aftensmad efter lang tid i kø, var mange gæster en tur i teltet eller bilen for at pakke sig ind inden aftenens og festivalens sidste koncerter med Anne Linnet, Editors og WhoMadeWho. Andre havde en lang køretur foran sig og startede rejsen hjemad.

Der blev sat punktum for første Heartland Festival nogensinde, og man kan vist godt kalde det en succes; godt hjulpet på vej af et velvilligt publikum og perfekt sommervejr. Den store slotspark med de forskellige niveauer i landskabet, udsigten til sø og slot, de fint pyntede træer med lys i og behagelige halmballer at slænge sig på er med til at give en rigtig dejlig festivaldag, hvor der, i modsætning til eksempelvis NorthSide, er god plads til at hænge ud mellem koncerterne. Det er muligt at levere større overraskelser på musikfronten, men i betragtning af, at dette var første år, så var det solide bookinger, Heartland havde foretaget, med blik for festivalens stemning. Det er meldt ud, at Heartland i hvert fald kommer til at løbe i tre år. Hvis ellers musiknavnene lever op til omgivelserne, så er der god grund til at holde et skarpt øje med Heartland Festival i 2017.

Fotos: Camilla Grausen, hvis ikke andet er angivet.

Deltag i debat