Koncerter

Jake Bugg, 19.06.16, NorthSide Festival, Aarhus

Foto: Peter Kirkegaard/NorthSide
Skrevet af Peter Krogh

Søndag i Ådalen lignede Jake Bugg en, der hellere ville være alle mulige andre steder. Den unge brite læner sig op ad rockens legender, men, i modsætning til dem, leverer han en alt for ufarlig præstation.

Foto: Peter Kirkegaard/NorthSide

Foto: Peter Kirkegaard/NorthSide

Den unge knøs med den store stemme, Jake Bugg, var på NorthSide-plakaten denne søndag eftermiddag, hvor der ikke var så tæt befolket som vanligt. Her skulle han forsøge at give den dovne plads lidt benzin sidst på eftermiddagen med sine sange hentet i rock’n’roll, som vore fædre kendte den.

Jake Buggs sange driver af tradition, men hvor nogle vælger at træde ind i traditionen for at skabe nyt, har Bugg valgt at låne lidt fra såvel Lead Belly og Johnny Cash som Oasis. Han gør det hæderligt, men aldrig i en form, hvor det for alvor bliver til hans eget. Til det synes han alt for benovet over sine forbilleder og rock’n’roll generelt.

Den unge brite har en røst, som mestrer de stille passager, det er der, han er bedst. Når det bliver en kende mere rocket og med kant, bliver det i længden noget nasalt. Til gengæld, og det er ikke det bedste lod for en sangskriver, er sangene simpelthen for ideforladte. Man tager sig i at tænke: Hvor er det lige, jeg har hørt den melodi før?

Når Bugg og band fungerede dårligst, blev det til en omgang pub-rock uden nerve. Andre gange var der tilløb til andet end rock på stedet, men det var først til allersidst, og der var tiden løbet ud og fra Jake Bugg.

Bandet, der tæller tre mand, udover Bugg på guitar og sang, lagde ud med de sikre kort og numre fra det selvbetitlede debutalbum. Samspillet var egentlig upåklageligt, men det kunne ikke redde de som oftest gumpetunge kompositioner, som nok har hittet, men denne søndag eftermiddag blev leveret med en uengageret indsats. Jake Bugg lignede dybest set én, der hellere ville være alle andre steder end Åbyhøj – det er muligt, at han er den generte type, men den stillestående attitude gik ud over helhedsoplevelsen og den måde, sangene blev sendt ud fra scenen.

Jeg stod alligevel og blev lidt imponeret over, at 22-årige Jake Bugg i så ung en alder er nået så langt på så kort tid?! Enten er folk som sådan nemme at imponere eller også er mit musikalske termometer svært at få til at stige i graderne? I særdeleshed når det, der fremføres, gøres uden den store gnist? Og måske væsentligst, når det bliver tilforladeligt og traditionsbundet fremfor at lade sig udfordre af, netop, traditionen!

Hvert nummer blev afsluttet af et høfligt, men distanceret »thank you very much« – og selv en smule entusiasme over sangene fra sit eget nye album, On My One, svær at mønstre. Det blev præsenteret med et skuldertræk og et: »We have a new album out… well, so we have to play some of the new songs…« “Bitter Soul” hed et af de nye numre, og uden at lyde alt for åbenlyst ironisk, så lød det netop sådan! Et ældre nummer som ”Taste It” kom til at fremstå, bedst af alt, akavet, da omkvædet, »I never felt more ALIVE«, blev fremført gentagende gange uden antydningen af gnist!

Jake Bugg skabte ikke det store liv, men lod til selv at blive indfanget af den sløvhed, der ofte indfinder sig til en fest, der kører på tredje døgn. Måske Bugg og band var trætte eller det sene søndagsjob blot var noget, der skulle overstås? Enkelte publikummer sås danse til den, indrømmet, dansable Johnny Cash-”tog-rytme”, der lå under flere af numrene, men mestendels blev der blot nikket høfligt med hovedet og vippet diskret med fødderne.

Da Jake Bugg pligtskyldigt havde passet sin time i søndagens skema og kunne runde dagens job af, forlod han og resten af bandet scenen. Jeg gik fra seancen, stadigvæk grublende over, hvad der har fået anseelige mængder til at købe de album, som den unge sangsmed har sendt på gaden indtil nu? Nuvel, underholdning uden at skulle bruge den største tankevirksomhed kan være fint, det samme kan en hjernedød popsang uden mening også være fra tid til anden. I Jake Buggs tilfælde er det ikke meningsløst, slet ikke, men det er til gengæld brølende ufarligt – og det må rock’n’roll altså aldrig blive!

★★☆☆☆☆

Deltag i debat