Plader

Kent: Då som nu för alltid

Skrevet af Søren Jakobsen

De svenske nationalmelankolikere lægger sig selv i graven med stort annonceret farvelalbum og turné. Albummet viser, at det er rette tid at stoppe – men også, at der er meget at takke Kent for.

Jocke Berg og resten af den svenske kvartet Kent har altid haft en vældig flair for det storladne, og deres 12. og sidste plade, Då som nu för alltid er selvfølgelig ikke nogen undtagelse. I et år, hvor man allerede har måttet vinke farvel til adskillige musikalske ikoner, er det dog en slags lykkelig skilsmisse, Kent annoncerede med deres gennemarbejdede teaser-video, der både annoncerede en række afskedskoncerter samt denne, deres sidste opus.

For en anmelder midt i 30’erne er det ikke svært at blive sentimental over den beslutning, for Kent har på godt og ondt været et solidt soundtrack til den svære transfer fra teenageårene og ind i det udefinerbart voksne. Og samtidig en god gang svenskundervisning. Men lad det være sagt tidligt, at det måske er for det bedste, at Eskilstunas fineste smider plektre, mikrofoner, trommestikker og weltschmerz i gryden for sidste gang.

For det har været en lidt forsuttet omgang plader, de har smidt ud i de seneste otte-ti år, hvad angår musikalsk evolution, og Då som nu för alltid er ingen undtagelse. Selvom pladen momentvis rammer strejf af den melodiske tæft og flair for hjerteskær, der gjorde dem til folkehelte i især vores broderland, så er forsøget på netop at gøre den til et grandiost, sidste værk ofte lidt for tydeligt imellem de store codaer på numrene og klicheerne om at takke af mens legen er god og opfordringer til at tro på kærligheden – uanset alt.

Det er jo ikke fordi, man kan sige, at de tager fejl, og der er få, der havde turde håbe på, at de netop gik ud med et mesterværk, som denne skribent. Sådan ville det ideelle manuskript have set ud, men melodimæssigt halter Kents svanesang desværre lidt ofte.

Ret skal være ret: De senere års elektroniske eskapader og flirten med det senere Coldplays, øhm, farverige univers, er ikke min kop te. For de, der har set Kents udvikling som én i den bedre retning, vil pladen muligvis nok gøre sit arbejde.

Men Kent havde engang noget mere, og følsomheden halter nu og da i al sin anstrengthed. Indrømmet, et nummer som den tindrende ”Vi är inta längre där” har både i kraft af titlens sentimentale patos og omkvædets schwung en lyd af gamle dage, det er svært ikke at blive lidt berørt af. Men decideret rørende er den nu ikke, alt taget i betragtning. Ligeledes med afslutteren, ”Den sista sången”, som igen dog ikke er særligt opfindsom i hverken valg af titel, opbygning eller tekstmæssige budskab.

Kent har nu ellers altid været gode til at fremstille episke afslutningsnumre (“747”, “Mannen i den vita hatten”, “Ensammast i Sverige”, “Visslaren”). Og på den måde er det meget pudsigt og godt for den tiltagende melankoli, der rammer én under det sidste Kent-nummer nogensinde, at de kværker ”Den sista sången” lige præcis inden, den når at ramme de velkendte klimakser.

Måske er jeg selv lidt hård ved Då som nu för alltid som netop en slags opgør med den episke melankoli, svenskerne altid har været gode til at hælde i ens øregange, men det virker som et godt tidspunkt at stoppe på, det her. De heldige, der fik billetter til en af deres sidste koncerter til efteråret, kan jo passende gemme snøfteriet til den omgang.

Kents sidste udspil er ikke en lang gang menings-tom passeren revy af deres karriere, men et fint lille popalbum, der dog ikke rigtig rammer de højder, bandet havde på toppen af deres karriere. Men ”tack”. Så mycket, endda.

★★★★☆☆

Deltag i debat