Artikler Interview

Lee Ranaldo – Ukendt land

Foto: Panos Georgiou

Undertoner har mødt guitarikonet Lee Ranaldo, mest af alt er kendt fra sin tid hos støjrockpionerene Sonic Youth. Efter denne gruppes opløsning i 2011, har Lee Ranaldo stærkt og sikkert arbejdet videre som solist, samt med gruppen The Dust.
Nu er Ranaldo tilbage på turné med sin trio El Rayo, samtidig med, at han barsler med et nyt studiealbum.

Foto: Panos Georgiou

Foto: Panos Georgiou

Omtrent 30 år eksisterede bandet Sonic Youth. 30 år med en intens og kompromisløs tilgang til den elektriske guitar og rockens støjende potentiale.

Gruppen, som grundlæggende bestod af fire stærke individer, Thurston Moore, Kim Gordon, Lee Ranaldo og Steve Shelley, skabte et band, der syntes at være uadskillelig. På hver sin facon og med hver sin originalitet, skabte de sammen musik, der blev verdenskendt på tværs af generationer.

Men i 2011 skulle det være slut. Bandet brød op og gik hver til sit. Sonic Youth var nu ikke længere et aktivt band, og nu ville hvert medlem fokusere på andre projekter. Men netop med dette band tør det nok siges, at der ikke ville være nogen fare for musikalsk inaktivitet. Gennem tiden med Sonic Youth har alle bandets medlemmer sideløbende været aktive i massevis af forskellige projekter af kortere eller længere varighed. Hvis man skal forsøge at danne sig et overblik over deres kreative output, ja så gøres dette aldeles ikke på én enkelt dag. Der herskede ingen tvivl om, at verdens ører ikke ville blive snydt for mere musik fra disse kreative individer.

For Lee Ranaldos vedkommende, er det i tiden efter Sonic Youth blevet til tre soloplader, Between the Times and the Tides fra 2012, Last Night on Earth fra 2013, og senest Acoustic Dust fra 2014. Sidstnævnte er akustiske remakes af materiale fra de to foregående plader.

Nu barsler Lee Ranaldo på ny med en studieplade, altså den tredje med nyt materiale, efter solokarrieren begyndte.

Generalprøve på fremtiden

Når man bevæger sig rundt bag kulisserne på spillestedet Vega, skal man holde tungen lige i munden. Denne bygning er et virvar af trappeopgange, korridorer og lagerrum. Det minder vel mest af alt, som var man på vej til at indtage sin arbejdsplads på en produktionsfabrik.

I et backstagelokale i denne labyrint, har Undertoner sat Lee Ranaldo stævne for at få en snak med ham om den kommende plade.

Da den forsinkede lydprøve er overstået, kommer bandet endelig ned i de mørke backstagelokaler. Efter lidt forvirring omkring print af deres sætliste, er Lee Ranaldo klar til interviewet. Jeg øjner chancen og stjæler opvarmningsnavnet Kristian Hartings backstagerum, så vi kan tale uforstyrret.

Her er du i København klar til din tredje koncert på denne tour. Hvordan er det gået indtil nu?

»Ja, tredje koncert på denne tour. Tredje koncert med dette band.« understreger Ranaldo. Bandet El Rayo, som er en trio bestående Cayo Machancoses, Raúl Fernandez og Lee Ranaldo selv, er kommet godt fra start. Men Ranaldo er også ærlig omkring, at nye ting også giver udfordringer. »Det er gået godt indtil videre. Vi prøver dog stadig at finde ud af en masse ting, for at være ærlig.«

Den garvede musiker tegner et billede af en turné, der måske mest af alt skal ses som en slags generalprøve på, hvad man kan forvente af fremtiden: »Ideen med denne tour var at starte med en meget nedbarberet gruppe, altså som en trio, og afprøve forskellige arrangementer af sangene, og senere på året, til efteråret, når den nye plade kommer, komme tilbage med en større gruppe, der er mere færdig.«

Formatet er altså ikke endeligt, skal det forstås. Det giver god mening, når man tænker på, hvad der er sivet ud vedrørende den kommende plade Electric Trim. Det lader nemlig ikke til at have samme nedkogte format, som aftenens trio.

Jeg kan forstå, at der er en del gæster og samarbejdspartnere på den kommende plade, så det er altså ikke kun trioen?

»Nej, slet ikke. Faktisk er Cayo bassisten og pianisten slet ikke med på pladen. Mit band The Dust er med på pladen sammen med en masse andre samarbejdspartnere. Men det er egentlig Raul og jeg, der har lavet pladen, og så har vi inviteret forskellige gæster ind til forskellige formål,« slår Ranaldo fast.

Opgør med vaner

Der findes efter tredive år utallige indblik i, hvordan Sonic Youth arbejdede, og hvordan deres plader blev til. Sonic Youths store passion for improvisation, og gruppen som kreativ kollektiv, synes at være gennemgående i hele deres karriere. Bandets forhold til alt lige fra sangskrivning, indspilning og produktion gennemsyres af en gør-det-selv-mentalitet. Det har altid været Sonic Youths, og derfor også Lee Ranaldos, varemærke. Derfor vil jeg da også gerne, at Ranaldo vil uddybe hvordan og hvorfor, at det er tid til en forandring.

Processen med at optage og producere den kommende plade virker til at have været meget anderledes for dig?

»Ja, meget anderledes. Det er lang tid siden, at jeg har arbejdet med en producer, der har haft hænderne helt nede i at forme en plade, og det var dét, jeg ville have på denne plade,« forklarer Ranaldo. Han giver indtryk af at have tænkt en del over, hvad han har ønsket sig med denne plade, samt hvordan det skulle opnås.

Lee Ranaldo sidder roligt og forklarer, lettere eftertænksomt, om pladens tilblivelse. Meget selvbevidst forholder han sig til udfordringerne ved at lægge vanerne på hylden. »Det er ikke normalt for mig at arbejde med. Jeg er meget mere vant til en mere organisk bandsituation,« forklarer han, mens han på samme eftertænksomme facon efterfølgende giver udtryk for sin kreative nysgerrighed. »Men alligevel vil jeg gerne presses til at prøve nogle nye ting med musikken. Jeg vil se de forskellige veje, musikken kan gå.«

Ranaldos talestrøm bliver her pludselig afbrudt, da Kristian Harting kommer tilbage til sit backstagelokale. Straks undskylder Ranaldo høfligt, at vi har sat os i hans backstagerum.

Jeg skynder mig at stille et nyt spørgsmål, da det virker til at afbrydelsen har fået Ranaldo til at tabe tråden.

Føler du dig positiv, og at du har udviklet dig med denne måde at arbejde på?

»Denne plade var aldrig blevet sådan med min normale fremgangsmåde. Jeg er super glad for den! Jeg tror, det er noget af det bedste, jeg nogensinde har lavet. Helt sikkert,«fortæller han, lettere ydmygt, men dog passioneret om resultatet.

Akustisk nu, elektrisk senere

Den akustiske guitar er normalt ikke noget, man kommer til at tænke på, når samtalen går på Lee Ranaldo og hans tid i Sonic Youth. Gamle smadrede elektriske guitarer, ofte af mærket Fender Jazzmaster, er det, man oftest forbinder med denne guitarist. Men netop den akustiske guitar lader også til at være en utrolig stor del af den søgen, som Electric Trim udspringer af.

De sidste par år har du interesseret dig mere og mere for den akustiske guitar. Du har udgivet en plade med akustiske sange og har spillet solokoncerter med akustisk guitar. Er denne tour og denne plade en videreudvikling derfra?

»Det er det til dels. Min interesse for den akustiske guitar går tilbage til dengang, hvor jeg begyndte at spille guitar, og det er aldrig noget, jeg er stoppet med,« fortæller Ranaldo, hvorefter han ivrigt supplerer: »Så de sidste par år har det simpelthen bare virket som en interessant vej at udforske. Jeg hørte nye ting i den akustiske guitar.«

Straks som jeg tænker, at stilen med den akustiske guitar ligger fast, overraskes jeg af, hvad Ranaldo efterfølgende siger; »Efterhånden, som vi bliver et mere komplet band, bevæger vi os nok mere tilbage til elektriske instrumenter.«

Ret nonchalant tegner Ranaldo et billede af et udviklingsforløb, der fremstår velovervejet, uden dog at virke fastlagt.

»Jeg tror, idealet for os er, at når vi har det komplette band, vil jeg spille noget i stil med 60 eller 70 procent elektrisk, og noget i stil med 30 procent akustisk,« lyder det forventningsfuldt.

Lee Ranaldo har gennem så mange år afprøvet grænserne for den elektriske guitars potentiale. Men på trods af det uortodokse og støjende udtryk, har det aldrig skortet på eksperimenter og udvikling. Både i og udenfor bandet har der aldrig hersket nogen tvivl om, at for Ranaldo og de andre fra Sonic Youth, var og er musikkens grænser noget, der skal flyttes med. Det er derfor heller ikke nogen overraskelse, at Lee Ranaldo fortsætter sine eksperimenter. Det kan godt være at han på det seneste er blevet mindre støjende, men udviklingen er der stadig. Med El Rayo tegner det til, at der er nye sider af Lee Ranaldo i vente.

Deltag i debat