Koncerter

Mercury Rev, 11.06.16, Heartland Festival, Kværndrup

Skrevet af Camilla Grausen

De smukke rammer omkring Egeskov Slot på Fyn passede perfekt til Mercury Revs fantasifulde drømmerock, som fik en tung bund denne sommeraften.

Mercury Rev pressebilledeEt band som Mercury Rev, der skriver sange om sommerfugle, snefnug og svanedronninger, hvor kammerpop møder storladen rock, passede som fod i hose på den splinternye Heartland Festival i Egeskov Slots park. Her hang lysekroner fra træerne, roserne blomstrede, og magiske væsner gemte sig sikkert i slotshavens labyrint. Smukke rammer til Mercury Revs fantasifulde drømmerock.

Alligevel var det ikke et imponerende antal mennesker, der havde samlet sig foran Lowland Stage, da det amerikanske band gik på scenen først på aftenen. Måske trak madboderne, den store banket, de grønne arealer med aftensol og køen til interviewet med Brian Eno mere i nogle gæster. Måske er Mercury Rev gået lidt i glemmebogen for mange – hvis de da ellers nogensinde har kendt dem. Bandet er ellers at betragte som aftenens hovednavn, måske i selskab med Editors. I øvrigt var frontmand Jonathan Donahue i sin tid medlem af fredagens hovednavn, The Flaming Lips. Nuvel, undervejs kom der flere folk til, og mange havde sat sig på bakken over for scenen med fint udsyn.

Scenen blev indtaget af de to oprindelige medlemmer Donahue og guitarist Grasshopper sammen med tre yngre medlemmer. Donahue indledte med en række kokette positurer med løftet knæ og “The Queen of Swans” fra sidste års The Light in You, bandets føste album i syv år. Den blev efterfulgt af en god gammel kending, “The Funny Bird” fra Mercury Rev-klassikeren Deserter’s Songs fra 1998. Bandet pendlede koncerten igennem mellem nye og gamle numre – især fra netop de to plader – og gik således fra “Central Park East” direkte til en smuk levering af en af mine absolutte favoritter, “Holes”, via en let jazzet overgang fra den dygtige trommeslager, som viste stor spilleglæde og lavede flydende overgange mellem numrene, hvilket fungerede rigtig godt og forhindrede deciderede pauser.

Mercury Rev gav deres drømmende rock en tung bund og lod mange numre space ud i velorkestreret larm med Donahue som magiker, der med fagter satte gang i udbrud fra guitar eller trommer. Andre gange stod han i centrum og bevægede de imaginære svanevinger op og ned. Lidt excentrisk har man vel lov at være. Under “Lincoln’s Eyes” fra All Is Dream (2001) spillede han på sav for til slut at dirigere bandet med saven højt hævet i venstre hånd og buen i højre. Så har man set det med i den gamle slotspark.

Bandet vekslede virkelig godt mellem forfinede sværmerier og buldrende rockudfoldelser. Som på førnævnte “Lincoln’s Eyes”, der med sin spage start og Donahues her nærmest pibevokal indleder med en sær, uhyggelig gåde: »What explodes like a fractal, pops like a light bulb/Looks really awful at four in the morning/Moves with a dead stare, coils around your ankles/Fangs long as neckties and strikes without warning?« – indtil nummeret udfolder sig i ordløs, symfonisk rock.

Ligeledes på “Opus 40”, hvor Donahue for første gang bidrog til støjforlængelserne på guitar i en af flere outtroer, der gav tempo og tyngde til numrene. Med en bombastisk overgang gik nummeret over i “The Dark Is Rising”, der selv skifter brat mellem modsatrettede passager, måske egentlig lidt klodset, især live.

Når man er et band, der skriver sange om en hvid hest i en fortryllet skov, så er man nødt til at have noget modspil til det sukrede trylleunivers. Det har der indimellem været for lidt af på visse af bandets senere plader, men vi fik det virkelig denne aften. Det er let nok at støje hele vejen igennem en koncert, men netop at lave vekselvirkningen mellem det sagte og det vilde er en kunst, som Mercury Rev mestrede flot – og var det skønt at høre dem rocke ud. De lod også til at nyde det selv, og til slut takkede Grasshopper publikum »from the bottom of my heart«.

Det var en stor fornøjelse at høre nogle af Mercury Revs bedste, ældre numre og høre, at de stadig mestrer den magiske drømmerock og som få andre bands kan fremmane besjælet natur og give indtryk af, at den verden, der omgiver os, indeholder mere end leverpostejsmadder, arbejdsdage og tv-avis. Der findes en magisk, poetisk verden lige under overfladen – den tanke kunne man sagtens følge sådan en sommeraften i de eventyrlige omgivelser.

★★★★★☆

Deltag i debat