Koncerter

Roskilde Festival 2016: First Hate, 27.06.16, Countdown

Skrevet af Sabina Hvass

Den danske duo har bevæget sig fra en indadvendt energi til en mere dansabel, udadvendt stil, som bestemt klæder deres synthpop i livesammenhæng. Det var tydeligt tirsdag på Roskilde.

First Hate_PR-800px
Siden Undertoner sidst så duoen First Hate, har fremtoningen ændret sig fra en dronet og introvert vibe til en mere dansabel og udadvendt energi. Vi møder Joakim Nørgaard og Anton Falck, som er klædt i hvidt, mandag kl. 22.30 på Roskildes Countdown-scene, som i min mening kommer til sin ret når mørket er faldet på, og sceneshowet får lov at lave parringsdans med miljøet, hvor man kan vælge ståpladser på græsset eller på de tilstødende tribuner.

Den buldrende intro smelter sammen med den store skærm bagerst på scenen, hvor stiliserede 3D-gengivelser af ansigter, billeder af slanger, der smyger sig om hinanden og skiftende grafiske strukturer forbinder sig organisk med First Hates synthunivers og den kølige sommeraften. Udfordringen består til gengæld i at skille Falcks dybe stemme fra bunden i lydbilledet. Kun når han bevæger sig fra sagte sang til mere intense og rumklingende udbrud kommer vokalen til sin ret på åbningsnummeret “Infinite Horizon”. Leveringen fejler dog ikke noget.

Falck har moves, der inspirerer publikum, som gladeligt støver dansetrin af, der hører til i den new wavede sektion af en synthpopfest. En fest, First Hate leverer med fuld overbevisning i 2016. Den oplagte tråd, de trækker til genrefæller som Depeche Mode, er uomgåelig, men jeg mener også, at First Hate holder sig til en mere minimal tilgang til synthens kapacitet, der betyder at de transcenderer lydlig familiaritet og bliver mere tidssvarende end tilbageskuende. F.eks. på nummeret “Holiday”, som ganske vist er skåret efter en yderst genkendelig popformel, eller det pumpende tema på “White Heron”. Omkvæd på begge numre bliver en slags målestang for det overskud, der momentant løfter stemningen fra det dystre og kantede til fjerlette pophøjder.

I stedet for at bruge de massive synthflader til at lukke sig om i sig selv, bliver sangene små notifikationer til os om, at festen fortsætter og festivalbenene skal følge med. Falck og Nørgaard finder et sweet spot til nummeret “Girls in the Club”, og med præcise skud elektronisk backing, får det stærkt undervurderede claves instrument en hovedrolle i musik såvel som koreografi. I parløb med det groovede “Warsawa”  bliver de kompakte programmerede mønstre og synthflader slugt, fordøjet og omsat til en frydefuld energi hos publikum. Og det var nærmest umuligt ikke at give sig hen til det sfæriske og stemningsfulde univers, som vi var vidne til denne anden dag på Roskilde Festivalens opvarmningsprogram.

Numrene fra den seneste af bandets to EP’er, The Mind of a Gemini, har overvægt i sættet, der byggede sig op trin for trin på en trappestige mod et fuldvoksent electropopmonster. De dramatiske udsving hos Nørgaard udebliver, mens jeg fuldt ud tilkendegiver, at hans plads i aftenens performance glider let i baggrunden for danseiveren og det stålsatte blik fra Falck. De skønhedsfejl, der var at spore sætter ikke stopper for et helhedsindtryk af en kraftfuld musikalsk og visuelt mættende koncert.

★★★★★☆

Deltag i debat