Koncerter

Roskilde Festival 2016: For Akia, 27.06.16, Rising

For Akias musik består af få simple, men effektive greb: Dansable rytmer, simple guitarriffs og hooklines. På bandets hits spillede disse elementer flot sammen ved deres koncert på Roskilde Festival, men flere af de andre numre havde ikke helt nok at byde på.

For akia-800pxDet kan være udfordrende at skulle spille et tømmermændsramt Roskilde-publikum op først på eftermiddagen i opvarmningsdagene. Det var imidlertid ikke et problem, som For Akia havde, da de spillede på Rising-scenen mandag klokken 13.15. Med en smittende energi og spilleglæde indtog den danske trio scenen og havde et dansende publikum med fra start.

Når man spiller så dansabel indierock som For Akia gør, ville det have været oplagt at starte et Roskilde-sæt på toppen. Alligevel valgte bandet at lægge ud med det stille intronummer ”Intro Song” fra deres nye EP Get Forward. De havde dog arbejdet en længere og mere energisk komposition ind i nummeret, som byggede anslaget fint op. Det var dog på deres andet nummer, nye single ”Recognizer”, at publikum for alvor bed på. Sangen har klart hitpotentiale og dens opløftede energi og fængende melodi gik rent ind hos det gyngende og sommerglade publikum.

For Akia siger selv, at de spiller discogrunge. Dette synes dog i mine ører som en upræcis betegnelse, da ingen af de to genrer egentlig er præsente i deres musik. Selvom musikkens tempo er højt og dansabelt, er 16. dels hi-hat og backbeat lilletromme altså ikke decideret disco. Og selvom de fleste numre er bygget op omkring simple riffs i barreakkorder, trækker de mere associationer tilbage til 60’er-bands som The Kinks og The Who end til den bryske 90’er-grunge. Men i virkeligheden lyder For Akia mest som et indierockband, der har lyttet meget til Franz Ferdinand og MGMT.

Det var klart For Akias hits, der fungerede bedst ved koncerten. Bandets musik består af få simple, men effektive greb: Dansable rytmer, simple guitarriffs og hooklines. På føromtalte ”Recognizer” og koncertens afslutningsnummer ”When I Come Home”, spiller elementerne flot sammen. Men flere af de andre numre har ikke helt nok at byde på, og musikken bliver noget banal og anonym i kraft af den simple opskrift.

Selvom bandet blev ramt af et par tekniske problemer (som de improviserede sig ud af på imponerende vis), var lyden glimrende under koncerten. Den slagkraftige bas og sprøde diskante guitar spillede flot sammen med de to sangeres harmoniseringer. En større del af instrumentationen var imidlertid udgjort af et backtrack, og selvom dette ofte kan være en fin løsning på et underbemandet band, virker det altså underligt, når melodistemmerne ikke bliver spillet af nogen på scenen – især når man spiller enkel indierock. Selvom For Akia måske ikke behøver et fjerde bandmedlem, ville det bestemt være en ide at tage en ekstra livemusiker med.

★★★★☆☆

Deltag i debat