Koncerter

Roskilde Festival 2016: Hockeysmith, 28.06.16, Rising

Hockeysmith har lavet en smågenial fusion af nattens bastunge trance og drømmende poptoner. Desværre skyggede et svagt publikumsfremmøde og spilletidspunktet for den totale forførelse.

Hockeysmith-800px

Ifølge Roskilde Festival er en af deres absolut fornemmeste opgaver at præsentere dig for musik, du aldrig har hørt om før. Således havde jeg aldrig hørt om britiske Hockeysmith, før jeg vanen tro kastede mig ud i den obligatoriske nørdeopgave, det nu engang er at gennemsøge det vidunderlige musikprogram for nye forelskelser. Og jeg er altså faldet ret pladask for søstrene Hockeysmith – særligt efter min snak med Annabel, Georgie og livebassisten Lui en uge inden deres koncert på Rising-scenen.

Derfor ønskede jeg dem også alt det bedste, når de skulle præsentere deres drømmepop inspirerede trance på festivalens sidste opvarmningsdag. Desværre var det tydeligt, at festivalfolket skulle have det sidste ud af de mytiske opvarmningsdage, og det var altså ikke foran den pyramideformede Rising-scene. Igennem mine nu ni Roskilde Festivaler har jeg aldrig set så få mennesker troppe op til en koncert i opvarmningsdagene. Alle alarmklokker råbte fejlcast.

Det skulle Hockeysmith dog hurtigt modbevise. Med det samme hoppede Annabel og Georgie Hockeysmith rundt på scenen til tonerne af deres euforiske drømmetrance. Og jeg kan godt forstå dem, for det var også umuligt for mig at stå stille til de tunge beats.

Deres fusion af Cocteau Twins-klingende drømmepoplyde og nattens baspumpende mørke er smågenial. Fusionen skaber en lydlig gengivelse af dansegulvets melankoli, hvor Annabel Hockeysmiths lavtmiksede skyggevokal forfører os ind i nattemørket. Georgie Hockeysmiths velfungerende guitartoner er massive og smurt ind i et tykt lag chorus. Således påtog guitaren en yderst dominerende plads i lydbilledet, der gjorde rock/electronica-sammensmeltningen herligt forvirrende. Selvom at referencerne til særligt Cocteau Twins-guitaristen Robin Guthries karakteristiske lyd er markante, blev Hockeysmith på intet tidspunkt et plagiat. Tværtimod er det nærmest umuligt at sige, hvad det her band lige lyder som  uden at liste en lang række genrer og artister op.

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at den tunge, melankolske klubmusik havde yderst svære arbejdsvilkår klokken 17 om eftermiddagen. Det er derfor vitterligt en skam, at de ikke spillede ca. fem timer senere på den mere elektronisk venlige Countdown-scene.

Derfor følte jeg også, at det kunne have været så meget bedre, da den afsluttende ballade ”Tears at My Age” ringede ud, og det sparsomme publikum kunne juble over en ellers glimrende koncert. Tid og sted er desværre nogle gange altafgørende, selvom musikken var både forførende og original.

★★★★☆☆

Deltag i debat