Artikler Interview

Roskilde Festival 2016: Hockeysmith – »Nu skulle vi ind i en by-periode«

Som en del af vores optakt til Roskilde Festival og især festivalens Rising-dage har vi stillet nogle spørgsmål til den britiske Hockeysmith, der for tiden bor i København, og som gæster festivalen tirsdag.

Hockeysmith

Hockeysmith spiller tirsdag kl. 17 på Rising

Som musikskribenter har vi svært ved at få armene ned, når festivalsæsonen er i fuld sving. I år er bestemt ingen undtagelse! Festivaltoget er indtil videre kørt fra SPOT Festival i Aarhus over Primavera i Barcelona, Heartland på Fyn og til weekendens strabadser på NorthSide Festival i Ådalen. Næste station: Roskilde.

Traditionen tro varmer vi op til Skandinaviens største musikfestival med nedslag hos udvalgte artister fra opvarmningsprogrammet. Undertoner møder de britiske søstre Annabel og Georgie, der udgør shoetronica-bandet Hockeysmith sammen med deres bassist Lui Severin Falkentorp, til en snak om deres musik, Cornwall, København, Roskilde Festival og deres forestående koncert.

Hvordan begyndte I at lytte til den musik, I er inspireret af?

Annabel: »Vi begyndte at spille musik ret sent. Derfor har vi været på en lang rejse, hvor vi er blevet influeret af forskellige ting. Vores forældre er ikke særligt musikalske, så vi startede bare med at lytte til popmusik i radioen. For fire år siden hørte vi bands som Cocteau Twins og My Bloody Valentine for første gang, og vi kunne med det samme høre, at det her er anderledes, og så har vi sidenhen bevæget os videre mod andre ting, der er anderledes. Men det er shoegaze-genren, der ligger tættest på vores hjerter, for det var det første, vi forelskede os i på den poppede side af de alternative ting. I shoegaze kan du nemlig lave pop på en anden måde. Vores første gig var også virkelig Jesus and Mary Chain-inspireret.«

Hvordan det?

Georgie: »Annabel havde virkelig kort, punket hår. Det var også vores første koncert, hvor vi var fulde.«
Annabel: »Det var meget spartansk, hvor vi kun brugte guitar og vokal. Vi plejede at øve med ørepropper, og da jeg på et tidspunkt tog dem ud, var jeg sådan: ”Georgie, ved du, at der kommer de her meget høje, nasty lyde ud af din forstærker?”«

Det er to år siden, I sidst har udgivet noget. Hvad er der sket i mellemtiden?

Annabel: »I 2014 besluttede vi, at vi ville flytte fra Cornwall til København. Det var virkelig som om at starte forfra, men det var nødvendigt for vores musik.«

Hvordan var Cornwall?

Annabel:»Der havde vi en total isolation i et naturligt og organisk område med stranden tæt på. Det var helt klart noget, vi dengang skulle indfange i vores musik, for ellers kunne vi ligeså godt have boet i en by.«
Georgie: »Vi fik fat i en campingvogn, flyttede ned til Cornwall og lavede et staldrum om til et studie. Her boede og levede vi i to år, hvorefter vi flyttede ind i en gammel tour bus, der ikke kunne køre.«
Lui: »Cornwall er som Møns Klint på steroider. Det er et meget dramatisk sted med mange smukke lyde fra havet. Det er også et tropisk sted på grund af palmerne.«
Annabel: »Du har sagt, at det er som et miks mellem L.A. og…«
Lui: »…Silkeborg. Det er noget med arkitekturen og de store gader, men jeg ved ikke, hvor sandt det er.«

Det lyder ret vidunderligt. Hvorfor flyttede I så til København?

Georgie: »Vi spillede på Distortion for to år siden og blev med det samme forelsket i det her sted.«
Annabel: »Vi mødte nogle gode mennesker igennem Nis Bysted fra pladeselskabet Escho. Der var ikke nogen punkatmosfære i Cornwall, og vi indspillede også noget i London, vi ikke var tilfredse med. Så det rigtige for musikken var at flytte til København.«
Georgie: »Efter Distortion blev vi bare ved med at komme tilbage i weekenderne og hænge ud med de bands, vi havde mødt. Så fik vi muligheden for at dele et lille værelse i København, og det passede med, at vi havde isoleret os selv længe nok efter tre-fire år. Nu skulle vi ind i en by-periode.«
Annabel: »Nis Bysted har virkelig været god til at passe på os. Der er en virkelig god musikscene i København, og lige nu er der ikke noget i England, der inspirerer os. Alle de nutidige shoegaze-bands, vi lyttede til, var københavnske bands som alle Escho-bandsene og Iceage. Sidste jul spillede vi en koncert sammen med Communions, og det var virkelig cool. Det første band, vi spillede med til Distortion, var First Hate.«
Georgie: »Derefter mødte vi hele tiden First Hate til de samme koncerter.«
Annabel: »Vi har flyttet meget rundt i Storbritannien. Vi voksede op i Bristol, som er et virkelig godt sted at opdage musik som Massive Attack og Portishead. Men jeg ramte faktisk først min Portishead-fase, sidste sommer da jeg boede i København og læste 33 1/3-bogen om Dummy-albummet.«

Hvordan bliver jeres koncert på Roskilde Festival?

Lui: »Vi har prøvet at lave et mere strømlinet festivalset, der er mere rocket, end når vi spiller på små steder.«
Annabel: »Vi kommer til at DJ’e mindre og mere bare fokusere på at performe. Der er mange, der vil komme til at opdage os live for første gang, men vores sange kan være ret komplekse, så vi vil gerne præsentere dem i deres simpleste form. Der kommer mange nye sange, og det bliver også det længste set, vi nogensinde har spillet. Normalt spiller vi jo kun i 20-30 minutter.«
Georgie: »Det er nok 70 procent af sangene, der er nye.«
Annabel: »Det føles som om, vi har ventet virkelig lang tid på at udgive sangene, så det er lidt skræmmende at skulle spille dem.«
Georgie: »Det føles også rart at afslutte indspilningsperioden med at skulle spille sangene live.«
Annabel: »Men det er også en udfordring at oversætte vores lyd til koncerter, fordi vi laver så mange ting på sangene i studiet – særligt guitarer.«
Lui: »Sangene er skabt af så mange forskellige lyde, instrumenter og samples, så det er selvfølgelig en kæmpe udfordring at spille, når vi kun er tre.«

Hvordan løser I så den udfordring?

Georgie: »Vi udvælger de fundamentale samples og lyde, og så fjerner vi resten. Det er virkelig rart at spille sammen med livebas, når jeg spiller guitar. Uden den, kan jeg godt føle, at jeg spiller på toppen af lyde, der er optaget i forvejen, så jeg føler mig uden for musikkens vibe.«
Annabel: »Vi eksperimenterer også med livetrommer, men det er vi ikke færdige med.«

Har I været på Roskilde Festival før?

Georgie: »Nej, men du har været der nogle gange, Lui.«
Lui: »Som en normal dansker har jeg været der fire-fem gange. For enhver dansk musiker er det en barnedrøm at få lov til at spille på Roskilde, så jeg glæder mig sikkert mere end Annabel og Georgie.«
Annabel: »Jeg tror, det er det samme for os med Glastonbury. Vi spillede der i 2009 på en lille scene, da vi lige var startet.«
Georgie: »Det var første gang, vi tog på festival, og det var ekstremt overvældende.«

Hvem glæder I jer ellers til at se på festivalen?

Annabel: »PJ Harvey. Jeg synes altid, det er vildt at tænke på, hvordan hun har lavet det hele selv. Det er så punket, men sangene er stadig gode. Lyden af hendes vokal er så distorted, og det er en virkelig god reference for os, for alle vil gerne have en poppet side frem i os. Det er så interessant at se, hvordan hun har udviklet sig til en popartist på hendes senere plader.
Grimes spiller virkelig cool og sjove koncerter, og så har hun en masse gode sange. Hun er virkelig god til at balancere mellem at performe og håndtere alle maskinerne.«
Georgie: »Jeg glæder mig også virkelig til at se Red Hot Chili Peppers
Lui: »Jeg så dem sidste gang, de spillede på Roskilde. Skandale koncerten, men jeg nød det virkelig meget.«

Du er den første, jeg møder, der nød den koncert.

Lui: »Jeg var bare virkelig fuld. Det er det gode ved festivaler, at hele publikumsatmosfæren kan gå forud for musikken.
Når man kigger på festivalplakater fra tidligere år, kan man se, at der er så mange bands, der spillede på de små scener dengang, som er blevet kæmpe nu.«
Annabel: »Vi har arbejdet med nogle, der virkelig godt kan lide S!vas og Young Thug. Det har måske smittet lidt af på os. Vi har nogle sange, der er lidt inspireret af det.«
Georgie: »Min nye chef har sagt, at jeg også skal se Dizzy Mizz Lizzy

Det er god musik at drikke fadøl til.

Georgie: »Okay. Så skal jeg nok ikke se dem.«

Kan I beskrive jeres musik med tre ord?

Lui: »Shoetronica.« (Alle griner)
Annabel: »Ja, ”the inventors of shoetronica”.«
Lui: »Okay, måske ikke shoetronica. Dubby trance.«
Annabel: »Det her er virkelig svært. Hvad med vores EP? Den kommer til at hedde Tears at My Age. Der er en masse kærlighed, følelser og passion lagt i det over de sidste to år.«

Så kan titlen være de tre ord, som vi bare udvider til fire.

Annabel: Ja. Men det er ikke som sådan emo. Det er noget, der virkelig viser, hvad vi har gang i. Det er stort, melodisk, men også en smule mellow.

Se Hockeysmiths nye musikvideo “Let’s Dagger” her:

Hockeysmith spiller tirsdag kl. 17 på Rising

Deltag i debat