Koncerter

Roskilde Festival 2016: Jamaika, 27.06.16, Countdown

Skrevet af Sabina Hvass

Der er ingen tvivl om Jamaikas talent, og sangenes tag i publikum, der vil blive spændende at følge på sin stjernekurs, hvis han da kan undgå flere ture bag tremmer.

Jamaika-800pxDen unge Jamaika er stukket af mod stjernerne i løbet af 2016. Som del af musikkollektivet Force One kunne han i starten af året præsentere sin første Youtube single og to feature singler med rapkollektivet DC efter at have spillet supportjob for MellemFingaMuzik, og givet en brandvarm performance på Distortion ’15. Det hele startede med tracket “Gode dage venter”, som udkom i starten af 2015, da den da kun 20-årige Jamaika sad i fængsel og ikke engang vidste, at nummeret var blevet udgivet. Denne mandag er det også kun tre dage siden, at han forlod endnu en tur bag tremmer til stor frustration for de fans, jeg har stillet mig ved siden af: »Han kommer altid for sent!«, bliver der sagt, og vi får en lille snak om den unge fyrs koncerter og tendens til at møde sent op.

Tre numre forløber med dele af Force One-holdet dog uden hovedpersonen, men er festen ellers i gang, da Jamaika betræder scenegulvet til sin Roskilde-debut. Den samlede energi fra scenen strømmer ud til publikum, og stemningen er varm og hjertelig. Leveringen af numrene fra debut EP’en SxB På Fri Fod. SxB, som udtales ’Sahib’, indeholder seks numre, som er omdrejningspunktet for aftenens koncert. Selv mener Jamaika, at han har brug for hjælp til vokalen efter to dages fest, men den disclaimer behøvede han sådan set ikke. Stemmen er fuldt ud overbevisende og går klart igennem de dybe, rungende basfigurer.

Countdown er aldeles velbesøgt af det unge hiphop-hungrende segment, der har forelsket sig i Jamaikas bluesede feel og tunge produktioner a la amerikanske Ty Dolla $ign. Lyrisk sætter han scenen inden for det forholdsvis hærdede miljø, han kender fra Vejle, og skaber en fin kontrast med tekster om det, han kalder sine gadesoldaters oplevelser og bløde melodier leveret i en ret lækker R’n’B-inspireret indpakning. Sammen med skiftende hype-men får Jamaika publikum revet med i det festlige, men også eftertænksomme leje. Det er alt andet lige en ret underlig oplevelse at se alle de tilbagetrukkede lokker og dyre polo-shirts blandt publikum, der tydeligt har èn eller anden relation til det Jamaika halv-rapper og synger om: at skubbe ulovlige produkter, skaffe hurtige penge, sidde inde og beskytte sig selv, sine nærmeste og være i en konstant konflikt med systemet. Men appellen til at råbe med når der bliver sagt »Fuck de der pansere!« fra scenen er uimodståelig for de tilhørende denne mandag aften på Roskilde Festival.

Sættets højdepunkter kommer i form af DC-nummeret “Oralé pt. 2”, og kulminerer med det populære track “Blodskudt”, hvor fællessangen peaker. Og mantraet er det en god sang, så spiller vi den to gange, gør sig gældende, da hele holdet vender tilbage på scenen efter Jamaika har truet med at gå af scenen efter blot 30 minutter. Samarbejdet med Ung Cezar på nummeret “HerEllerHabez” trumfer også det resterende sæt, som alt i alt virker en smule udisciplineret, og svingende. Tilbage står der dog ingen tvivl om Jamaikas talent, og sangenes tag i publikum, der vil blive spændende at følge på sin stjernekurs.

★★★★½☆

Leave a Reply