Koncerter

Roskilde Festival 2016: Masasolo, 26.06.16, Rising

Selvom Masasolo er et dygtigt band, der spiller udmærkede psychrock, var der bestemt plads til forbedringer ved deres koncert på Roskilde Festival.

Masasolo - Joe Wills-800px

For dem der havde for mange tømmermænd til at danse til Gents på Countdown, indbød Masasolo på Rising til psykedelisk rock ligeså varm og doven som den høje eftermiddagssol. Selvom det var et sparsomt og siddende publikum, som den danske kvartet blev modtaget af, da de indtog det lille tippitælt, strålede forsanger Morten Søgaard af glæde og spænding, da han slog tonerne an til en kort instrumental intro. Med et tilbagelænet og drømmende groove udstak anslaget fint rammerne for den forestående koncert.

Hvis man har hørt de to numre, som Masasolo indtil videre har udgivet, vil man måske have bemærket, at Søndergaards inspirationskilder er solidt forankret i den i disse år så populære psychrock revival. Men selvom arven fra The Beatles også var meget eksplicit på koncertens første nummer, lyder Masasolo langt mere som de populære neopsykedeligske arvtagere (og i øvrigt også Roskildeaktuelle) Tame Impala, end de oprindelige psykedeliske 70’er rockbands. Dette hørtes allerede tydeligt på koncertens andet nummer ”How It Feels”, hvis funky fremdrift bærer lighed med Tame Impalas nyere materiale.

På tredje nummer satte Masasolo koncerten et tiltrængt gear op. Med et stærkt riff rystede Søndergaard og co. dovenskaben ud af kroppen og rytmen ned i benene, hvilket de ca. 300 fremmødte tydeligvis satte pris på. Og med nummerets overbevisende break virkede det som om, de fire drenge virkelig fik vundet publikum over.

Lyden var med Masasolo på denne solrige søndag. Søndergaards vokal gik klart igennem og den effektdrevne guitar og de bølgende synthesizere smøg sig elegant om hinanden. Men hvor den auditive del af koncerten spillede fint, kunne man savne et visuelt aspekt. Især eftersom at bandet trækker så udtrykkeligt på en tradition, der netop vægtede koncertlysets æstetiske potentiale. Og selvom bandets bassist lignede en, der netop var ankommet med en tidsmaskine fra 1967, ville Masasolo bestemt have noget at vinde på at indarbejde et visuelt aspekt med lidt mere underholdningsværdi.

Man behøver som musiker ikke altid at skulle opfinde den dybe tallerken. Alligevel læner Masasolo i mine øjne sig så bramfrit op af Tame Impala, at det kan betvivle bandets relevans. Selvom det er et dygtigt band, der spiller udmærkede sange, ville Søndergaard have rigtig godt af at investere lidt mere energi i at finde sin egen plads i den moderne psychrock. Og når selv hans vokal minder så meget om Kevin Parkers, at det til tider kan være svært at kende forskel, bliver ligheden simpelthen for utilsløret. Da bandet spillede et cover af Kinks-nummeret ”You Really Got Me”, bar det også næsten ligeså meget lighed med Tame Impala-nummeret ”Desire Be Desire Go”.

Masasolos førstesingle ”Really Thought She Loved Me” har en smuk underspillet stemning. Men da kvartetten spillede sangen som koncertens næstsidste nummer blev denne stemning så underdrevet, at mange blandt publikum mistede interesse og begyndte at snakke i stedet for at lytte. Selvom bandet satte farten op med et riffstærkt og orgeldrevet afslutningsnummer, var luften gået en anelse og ballonen og flere publikummer var allerede bortvandret.

Jeg ser frem til at høre Masasolos fremtidige materiale de kommende år, men i min optik har de både noget at skulle arbejde med musikalsk og performancemæssigt.

★★★☆☆☆

Deltag i debat