Koncerter

Roskilde Festival 2016: Mendoza, 28.06.16, Countdown

Skrevet af Sabina Hvass

Var det ikke for Mendozas selvsaboterende pauser, så kunne man jo have risikeret at blive revet med ind i et ganske interessant darkpop-univers.

mendoza - Tom McKenzie-800px

 

Sandra Frederiksen aka Mendoza er navnet på et hidtil ubeskrevet blad i Undertoner-regi.  I foråret udgav hun sin EP Continuous Metamorphosis, der har været to år undervejs, hvor Frederiksen også har haft et identitetsopbyggende projekt som kunstner. Den entrepenante Mendoza har siden sin barndom slået sine folder i de forholdsvis lyssky miljøer på Vesterbro, hvor hun har kæmpet sig fra bodegabesøg som barn til job i mode- og musikbranchen, og nu ultimativt som sanger i sit eget projekt.

Denne eftermiddag er det en dansende dragqueen, der får lov at åbne ballet, og sætte stemningen med dramatiske paryk- og kostumeskifte. Countdown er ekstremt velbesøgt, hvilket ikke går ubemærket hen, da Mendoza og band betræder scenen: Jeg havde slet ikke regnet med at der ville komme så mange, lyder det, og denne anmelder måtte da også nøjes med en plads et godt stykke væk. “Keep Me Above You” starter sættet og lægger op til den klubvenlige linje, som Mendoza manifesterer i det overordnende udtryk. Udover en danser, en DJ og livetrommeslager har hun taget en VJ med, som synkroniserer visuals med de pumpende beats og insisterende vokaler, der lægger sig over poppede techno- og danceproduktioner.

Gennem koncerten er jeg draget af de overordnede nedslag fra den urbane virkelighed, som Mendoza har været vidne til – fra ludere og ladyboys på gaden til stoffer og sjælesorger på klubben, der forløses i et udfordrende og dystopisk udtryk. Æstetikken smelter godt sammen med de dæmoner, hun forsøger at dominere gennem teksterne, men mellem numre virker hun mere og mere overvældet, og den lidt overgearede begejstring falder ikke så godt i hak med de tunge tematikker. ”True Meaning of Cruel” er et tidligt eksempel på, at Mendoza det ene øjeblik er på en mission for at formidle de sårbare og modsætningsfyldte følelser, der skaber en godt kontrast til musikkens festlige vibes, og det næste står hun uden for sin musik fyldt af ærefrygt, mens hun skåler i vodka og giver shout-outs til vennerne.

Den nervøse energi får hun dog bugt med ved at hoppe ned til de forreste rækker og give den en ekstra tand på det ravende “Chemicals”, mens resten af publikum tydeligt drosler ned for den entusiasme, der ellers var opbygget gennem kontakten fra scenen. For anden gang på Countdown oplever jeg, at en kunstner taler sig selv ned uden grund, publikum bliver trods alt stående i varmen, og får lov at opleve de to bedste og mest sikre fremførte numre i form af “Love Druggie”, og Bloodhound Gang-coveret “The Bad Touch”.

Mendozas musik dykker ned i den 90’er dance- og technorevival, der ganske tydeligt er populær, når du f.eks. bevæger dig gennem Roskilde Festivals campingområde. Desværre engagerede hun sig aldrig fuldt ud til sine numre og blev katalysator for den bastunge fest, det kunne være blevet på Countdown. Var det ikke for Mendozas selvsaboterende pauser, så kunne man jo have risikeret at blive revet med ind i et ganske interessant darkpop-univers.

★★★½☆☆

Deltag i debat