Koncerter

Roskilde Festival 2016: Shy Shy Shy, 27.07.16, Rising

Foto Aleksandar Kovacevic

Shy Shy Shys fløjlspop fik det bedste frem i publikum, på trods af at bandets harmløse sange manglede popstjernekvaliteter.

Foto Aleksandar Kovacevic

Foto: Aleksandar Kovacevic

Der sker ofte noget helt magisk, når unge danske bands tager turen op på en Roskilde-scene i opvarmningsdagene og møder festivalens bundsympatiske publikum. Om det var venner af københavnske Shy Shy Shy, der havde stillet sig op foran scenen, skal jeg ikke kunne sige, men deres entusiasme var en soleklar kontrast til det publikum, der med korslagte arme normalt møder bands i hovedstaden.

Det klædte Shy Shy Shy at blive mødt af den massive kærlighedserklæring fra publikummet, der manifesterede sig i medbragte konfettirør og en yderst malplaceret crowdsurf på de forreste rækker. De lignede vitterligt et band, der elskede at stå på den scene, og fik publikum til at smådanse og nikke stille og roligt med hovedet til tonerne af deres fløjlsbløde musik, samt at skråle med på den karakteristiske fløjtemelodi i ”Do Not Ask”.

Men den fremragende stemning blandt publikum er desværre også noget nær den eneste bedrift, jeg kan tilskrive Shy Shy Shy. Deres stramt iscenesatte fløjlspop er nærmest provokerende harmløs i sin mangel på svært forglemmelige hooks, og Astrid Cordes’ og Simon Kjeldgaards vokaler er tangerende til det anonymt kedelige.

Jeg blev ærlig talt overrasket over, at publikum blev imponeret over så lidt. Som de to vokalister vendte sig mod hinanden og sang deres sange, mindede de om Alphabeat på halvsløj dag. Vel og mærke uden at have det samme gode popøre som Anders SG og Stine Bramsen.

På enkelte, yderst sparsomme tidspunkter åbnede bandet op for lidt vildskab, og her blev koncerten faktisk også ganske fremragende. Astrid Cordes fremstod næsten som en popstjerne, da hun lod sig suge ind i en glimrende vokalsolo, der også resulterede i eftermiddagens måske største jubelbrøl fra publikum. Ellers var det som om, at Shy Shy Shy slet ikke turde at være popstjerner. Mest af alt var de bare nogle glade mennesker, der sagde, de var glade, fordi vi var kommet – og undskyld mig, men når jeg går hjem fra en koncert, vil jeg gerne have haft en oplevelse, der strækker sig til mere, end at dem på scenen var glade for, jeg kom. De skal altså også give mig noget, når de nu stiller sig op og spiller en koncert.

Deres fløjlspop var simpelthen for harmløs til undertegnets smag. Men hey, bedømt på de øvrige publikummers respons, er der højst sandsynligt et eller andet, jeg ikke forstod til den koncert.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Perry MacLeod Jensen

Biografi: Musik har altid været en del af mig. Helt tilbage i 1. klasse sendte mine forældre mig til musikalsk legestue, og sidenhen har jeg altid spillet på et eller andet instrument. Da jeg gik på efterskole, blev jeg ramt af Becks vanvidsmix af hiphop, techno, støjrock, funk, blues, folk & metal, og siden da har Beck været en musikalsk vejleder for mig. Han førte mig over mod MGMT, som jeg selvfølgelig skulle se spille i Amager Bio. Den koncert førte min opmærksomhed mod 'the loudest band in New York', A Place to Bury Strangers, der spillede opvarmning, og så var det helt naturligt at efterfølgende kaste min kærlighed på My Bloody Valentine og Sonic Youth.
Fem favoritalbums:
Beck: The Information
My Bloody Valentine: Loveless
David Bowie: Low
PJ Harvey: Let England Shake
Yo La Tengo: And Then Nothing Turned Itself Inside-Out

Skriv et svar