Koncerter

Roskilde Festival 2016: Sleep, 29.06.16, Avalon

Skrevet af Simon Freiesleben

Sleep kan bedst beskrives som en musikalsk dræbersnegl, der langsomt, men ubønhørligt æder sig ind på tilhørerne.

Sleep-800px

 

Roskilde Festival kunne som afslutning på festivalens første musikdag præsentere kultbandet Sleep og deres potente hashpsykose-soundtrack. Bandet er et levn fra 90’erne, hvor de i årtiets tidlige år agerede pionerer inden for genrerne stonerrock og doom-metal med en mytologi, der er større end deres bagkatalog.

Den korte historie om Sleep er historien om en flok drengerøve, der kombinerede en enorm forkærlighed for Black Sabbath og hård tobak, der fik en kæmpe pladekontrakt af London Records. Efter to år i studiet, havde bandet brugt alle penegene på pot og kom tilbage med albummet Dopesmoker. En lidt speciel plade, der kun rummer et enkelt nummer. Det varer til gengæld også lidt over en time, og består af noget af det mest nådesløst, monotont, riffende musik. Det faldt dog ikke i pladeselskabets smag, da de i små ti år nægtede at udgive pladen, og Sleep gik kort efter i opløsning. Men nu er de tilbage!

Der var tyndt besat, da de ældre mænd i bar overkrop vadede ind på Avalon, der lå fuldstændigt badet i røgslør og rødt lys. Vi var knap et minut inde i den tunge proto-Black Sabbath hymne “Dragonaut”, før lugten af sød tobak fyldte teltdugen. Koncerten blev af konferencieren introduceret som en “High Intensity concert”, men det må skyldes ironi eller uvidenhed om bandets musik. Sleep er ikke musik, der skal moshes til. I så fald ville det nok også blive verdens langsommeste moshpit. I slående modsætning til de højenergiske trash-konger i Slayer, der spillede tidligere på dagen, så kan Sleep bedst beskrives som en musikalsk dræbersnegl, der langsomt, men ubønhørligt æder sig ind på tilhørerne. Det er den type koncert, hvor det faktisk giver en markant bedre oplevelse, bare at lukke øjnene og forsøge at gå i et med musikken.

Jeg må indrømme, at jeg i starten blev en kende bekymret. Ville det mon ikke blive for monotont og udynamisk i længden? Kan man godt have en god Sleep koncert, uden at være under indflydelse af andet end en lunken fadøl eller to? Både og, må dommen hedde. For det blev virkelig hurtigt monotont, grænsende til det kedelige. Samtidig var det også hamrende udynamisk, da bandet stod plantet, som var deres fødder svøbt i beton. Men efter små tyve minutter havde Sleep spillet sig varme, og her ramte de et groove, der til tider både var overraskende melodiøst, ja – på grænsen til det funky(!) – og som simpelthen rockede fabelagtigt hårdt. Så er det en fornøjelse bare at stå og lade lydvibrationerne omsluge en. De kalder det jo ikke stenerrock for ingenting.

Koncertens højdepunkt for mig var helt klart “Dopesmoker”, der ganske nådigt blev spillet i en forkortet udgave. Det bliver dog så tungt og højt, at det får en fantastisk tranceagtig karakter. Bandet spiller foran en solid mur af forstærkerracks, og de spiller virkelig, så man kan mærke det fysisk. Det når aldrig samme grænseoverskridende og kropstrancenderende ubehagelige lydniveau som eksempelvis Sunn 0))), men det er måske også at foretrække hos denne skribent.

Sleep var en lang og støjende fuckfinger til Red Hot Chili Pepers, aftenens hovednavn på Orange Scene, og et bevis på, at man altså godt kan være en gammel stener, uden at lyde fuldstændigt afdanket.

★★★★☆☆

Deltag i debat