Koncerter

Roskilde Festival 2016: The PowPow, 28.06.16, Rising

Foto: Camilla Grausen
Skrevet af Camilla Grausen

The PowPow fik en amputeret start på deres Roskilde-koncert, og desværre viste resten af deres koncert også, at de midt mellem britpop, garagerock og tyggegummipunk stadig mangler at finde formen som band.

Foto: Camilla Grausen

Foto: Camilla Grausen

Det danske rockduo The PowPow fik en underlig start på deres Roskilde-koncert tidligt på aftenen tirsdag. Noget teknik kiksede, og bandet prøvede tilsyneladende at gå i gang to gange, inden der kom styr på det, konferencieren præsenterede dem, og de så gik endeligt på. Det resulterede i en noget punkteret start, og bandet fandt da heller aldrig sig selv eller hinanden fuldstændig i første nummer “Move It or Lose It”, hvor frontmand Gustav Foss forståeligt nok så lidt befippet ud. Til andet nummer var selvtilliden blevet bedre, og Foss vrængede ud i klassisk Liam Gallagher-stil, mens han gestikulerede ud til publikum, som svarede igen med en hævede lambruscoflasker og øldåser. Senere præsenterede bandet også flere melodistykker venligst doneret af Oasis.

Duoen består af esbjergenserne Gustav Foss og Lasse Tarp, som har to ep’er på samvittigheden indtil videre foruden det album, Gustav Foss tidligere har udsendt solo. Live havde The PowPow medbragt yderligere fire musikere, og det gav selvfølgelig en mere fyldig lyd med et større liveband, men det lød desværre ikke som om, at duoen og bandet havde nået at blive rigtigt samspillet inden Roskilde-koncerten. En del gange kunne min ven og jeg ikke undgå at kigge på hinanden med “av”-miner, når rytmen passede dårligt med Gustav Foss’ vokal.

Da jeg inden festivalen lyttede til nogle af bandets sange med titler som “Born 2 Fuck You Up”, “Treat Me Like a Poolboy” og “I Do Not Wanna Sing This Song”, tænkte jeg, at koncerten nok skulle blive god med sådan noget gang-i-den-garagerock med britpopfornemmelser og højst sandsynligt et band med humor. Men til koncerten virkede det nærmere som om, de “flabede” tekster skulle tages alvorligt ud fra devisen: man bliver sej, hvis man synger slemme ting – som eksempelvis »fuck you up«, »jerk off« og »up your ass«. Det er bare ikke helt sådan, det hænger sammen, og The PowPow fucker ikke nogen op.

Ud fra denne koncert at dømme, ligger The PowPows styrker slet ikke i at være Oasis-flabede eller Libertines-punkede. At dømme ud fra energiniveauet i både introsangen og afslutningsnummeret, “Treat Me Like a Poolboy”, som begge kan give mindelser om danske Superheroes, så er det nærmere den helt enkle festenergi, de skal dyrke. Det er i al fald her, de lykkes bedst indtil videre. Som frontmand er Gustav Foss ingen underholdningsbombe, men han er dog god til at starte en fest, når numrene er til det og til at interagere med publikum og sætte dem i gang: »Er tømmermændene gået væk? Skal vi lave nogle nye?!«

★★½☆☆☆

Deltag i debat