Koncerter

Roskilde Festival 2016: Virgin Suicide, 27.06.16, Rising

Virgin Suicide er ikke et band, der gør nogen fortræd, men med deres velspillede, anglofile indiepop får de alligevel solen til titte frem.

Virgin Suicide - Stephanie Stål-800px

Foto: Stephanie Stål

Det lignede næsten fem drenge, der trådte direkte ud af deres camp og op på Rising-scenen, da Virgin Suicide gik ind og begyndte at spille. Fem arketyper på unge festivalgængere udgør det nye indiepop-skud, der sidste år debuterede med deres selvbetitlede debutalbum. Og dem blandt publikum, der endnu ikke har taget skridtet op på scenen som Virgin Suicide, havde virkelig glædet sig til den her koncert.

Der blev således taget godt imod Virgin Suicide under deres Roskilde-ilddåb – en prøvelse, de bestod med visse komplikationer. Det er nemlig svært at have noget imod det københavnske band. Med deres solide charme og rare, sommerlige indiepopsange, spiller de sig ind i den 80’er-Manchester/britpop-revival, der godt og grundigt ramte Danmark sidste år med vidunderlige Communions. Man kan have det rart til Virgin Suicides koncerter. Man kan give varme kindkys til ens Roskilde-forelskelse, eller måske bare forelske sig i de fem fyre på scenen. Men når det er sagt, bliver der nok aldrig kastet brosten mod præsidentpaladset til tonerne af Virgin Suicides musik. Dertil er musikken alt, alt for pæn til, at man kan blive overordentlig rasende.

Musikalsk klinger Virgin Suicide som indieikonerne The Smiths eller britpopperne fra Suede. Hvis man lukkede øjnene, kunne man sågar fristes til at tro, man for et kort øjeblik var transporteret til Tinderbox festivalen, hvor Suede netop har spillet. Men hvor særligt Morrissey leverer en lossende samfundskritik i sine sange, ja så lader det til, at Virgin Suicide ikke bruger deres ben til andet end at danse. Således brugte forsanger Martin Grønne sin taletid på en så harmløs kommentar som: »Vi håber, at solen kommer frem.«

Det gjorde den så også ganske velfortjent i sættets næstsidste nummer ”Virgin Suicide”. Martin Grønne og Terkel Røjles fingrer nærmest dansede på guitarernes gribebræt og sendte herlige sommertoner ud af højtalerne, mens bassist Kristian Kyvsgaard og trommeslager Simon Thoft Jensen fyrede et bundsolidt groove af.

Overordnet set mindede sangene nok lidt for meget om hinanden, og derfor var der heller ikke rigtigt nogle momenter, der for alvor stak ud. Men et genhør med den klassiske, anglofile indielyd er som oftest velkomment i mine ører. At man tilmed næsten følte, man kunne genkende dem, der stod oppe på scenen, gjorde bare oplevelsen endnu mere charmerende. »Se! Det er mine venner, der spiller på Roskilde.«

★★★★☆☆

Deltag i debat