Koncerter

Sigur Rós, 18.06.16, NorthSide Festival, Aarhus

Sigur Rós viste, at de selv som trio kan levere storslåede og imponerende lydklimakser. Det kræver bare de helt rette omgivelser, som NorthSide ikke helt kunne levere.

Fotos: Hjördís Jónsdóttir & Thorsten Iversen/NorthSide

De islandske postrockpionerer Sigur Rós har været i noget nær vinterhi de sidste tre år, siden de spillede en uforglemmelig, magisk koncert på Roskilde Festival i 2013. I mellemtiden har multiinstrumentalisten Kjartan ”Kjarri” Sveinsson forladt gruppen. Han har ellers været fast medlem, siden indspilningen af gruppens hovedværk, Ágætis byrjun (1999). Tilbage står trioen Jónsi på guitar, Georg ”Goggi” Hólm på bas og Orri Páll Dýrason på trommer og keyboard. Spørgsmålet var, om de tre herrer kunne løfte hele Sigur Rós’ pompøse lyd alene, eller om de ville udvide orkesteret, som de har haft for vane tidligere.

Igennem koncertens første numre ventede jeg næsten bare på, at scenen ville blive fyldt af musikere. I stedet trådte en trio ind bag en bevægelig skærm og spillede to og en halv elektroniske numre – heriblandt en hæderlig, småelektronisk udgave af ”Starálfur”, hvor meget af lyden lod til at være overladt til backtracks. Efter den første klaverdel af ”Sæglópur” gik trioen ud på den forreste del af scenen, tog deres instrumenter og gav os så det første musikalske klimaks. Et klimaks, der var så slagkraftigt og euforisk, at man dårligt lagde mærke til, at Sigur Rós er blevet et amputeret band. Det var satme imponerende, hvor meget lyd de tre mand kunne skabe på en scene, så jeg havde det helt fint med, at mine forventninger om et kæmpe band ikke blev indfriet.

Vi fik serveret en noget nær greatest hits-koncert med de største numre fra de vigtigste plader. Hver gang en ny sang begyndte, tænkte jeg, at det er også en virkelig god sang. Sigur Rós er måske ikke det mest festlige festivalband, men med deres potente bagkatalog kan de sagtens skrue en formidabel koncert sammen, der er tætpakket med vidunderligt smukke melodier, der bygger op mod gruppens karakteristiske euforiske klimaks.

Når det er sagt, var der lige noget med tid og sted, der ikke harmonerede særlig godt med Sigur Rós. Det er et band, der kræver en nogenlunde koncentreret lytteindsats, men med et spilletidspunkt klokken 21.30, var de fleste publikummers koncentrationsevne skyllet væk af for mange Gajol-shots. Mørket havde endnu ikke sænket sig over den pivåbne plads, selvom det bør være en minimumsbetingelse, at lyset er slukket, når Sigur Rós spiller, så det flotte scenelys kommer til sin ret.

Og så var der et eller andet med lyden, der gjorde, at klimakserne aldrig helt nåede himmelske højder. Bedst som jeg i fulde drag stod og nød de musikalske eksplosioner på numre som ”Ný batterí”, ”E-bow” og ”Festival”, var det også som om, at der kunne lægges flere lag på musikken, der ville gøre eksplosionerne endnu større. Måske skulle det, jeg hørte, bare komme højere ud over festivalpladsen. Måske kom Sigur Rós alligevel til kort som trio, når musikken skulle være allerstørst.

Gjorde Sigur Rós det bedste, de kunne? Ja, bestemt. Desværre er det ikke altid nok, for selvom trioen gjorde mere eller mindre alt rigtigt, og potentialet dermed var der for en uforglemmelig koncert, betød det lyse spilletidspunkt og lidt for ukoncentrerede publikum, at Sigur Rós må stille sig til takke med kun at have spillet en rigtig god koncert – ikke en, der var fuldkommen magisk.

★★★★★☆

Deltag i debat