Koncerter

The Temper Trap, 17.06.16, NorthSide Festival, Aarhus

Foto: Thorsten Iversen/NorthSide
Skrevet af Peter Krogh

Det australske indierockband nåede endelig til NorthSide på festivalens første aften. Desværre blev det til en uengageret koncert med lidt for enslydende numre.

Foto: Thorsten Iversen/NorthSide

Foto: Thorsten Iversen/NorthSide

En lille, men voksende mængde relativt feststemte mennesker havde forsamlet sig foran Blå scene på NorthSide Festival, hvor australske The Temper Trap i år endelig dukkede op i Ådalen! Endeligt, da de var på plakaten allerede for fire år siden, men dengang valgte at blive hjemme. Uden at lyde alt for spydig, så tænker jeg, at bandet også denne gang kunne have valgt at droppe Northside?! Nu hvor de endelig var her – og med et spritnyt album i bagagen, valgte de at køre et festivalsæt af, som til tider var decideret kedeligt.

Som det sig hør og bør fyldte de nye sange meget i sættet, men selvom de numre som The Temper Trap kreerer ofte er skræddersyet til festivalformatet, kom de aldrig helt derop, hvor såvel band som publikum hengav sig fuldt ud. Det kunne godt blive en kende enslydende og lettere monotont i længden. The Temper Trap er faldet halvt i Coldplay-gryden, men uden for alvor at have noget interessant og vedkommende på hjerte – det er såmænd pænt og nydeligt alt sammen, men i en sådan grad, at jeg tog mig selv i at falde i staver fra tid til anden.

»It’s fucking great to be back«? Sådan lød det fra forsanger og guitaristen Dougy Mandagi et stykke inde i koncerten. Jeg skal ikke sige om Dougy og resten af The Temper Trap har været i Aarhus før (?), men med hensyn til NorthSide var det deres debut. Måske de bare havde glemt den der aflysning, og måske følte de alligevel, at det kørte godt, det setup, de havde gang i, her på festivalens første aften. Bevares, der kom stadig flere publikummer til, uden at der for alvor var stemning længere ud end de første rækker.

Den stemning, som The Temper Trap i deres tilbagelænede og forsigtige form bød op til, fangede ikke for alvor de folk, der havde fundet vej til koncerten (i mangel af bedre?). Et publikums dalende interesse kan oftest læses i, at der bliver talt højlydt om ugens begivenheder samt hentet store mængder øl, fremfor at have opmærksomheden mod de udøvende kunstnere. Disse, de udøvende, skal nogle gange kæmpe for at få et uinteresseret publikum med på legen – i dette tilfælde virkede det som om, at selv bandet var tilfredse med, at så længe der bare var en nogenlunde hyggelig stemning, så var det helt fint for dem.

Det blev signaleret og billedliggjort ved en lettere uengageret indsats fra de fire australiere som helhed og den til tider nærmest teatralsk syngende Dougy Mandagi, der hen imod slutningen pludselig forsøgte sig med de obligatoriske »klap med«-finter og selv hengav sig i noget, der mindede om dans og hop på stedet. Det skal retfærdighedsvis siges, at publikum nok ikke var verdens nemmeste, men det må aldrig blive en undskyldning for ikke at levere en helhjertet indsats.

De er uden tvivl pissesøde hver og en i bandet, og de vandt lidt på deres umiddelbare fremtoning, men de mangler i den grad en frontfigur, der kan gøre sangene spillevende og indfange et publikum. Der mangler variationen i kompositionerne, meget kom til at fremstå enslydende og med den samme opbygning, blot afbrudt af den obligatoriske ballade fra tid til anden.

Jo længere vi nåede hen i koncerten, mens afslutningen nærmede sig, var det som om, at bandet og publikum var blevet enige om præmissen. Det var okay og alt nok, at begge parter havde hygget sig, uden at få hverken blod, sved eller tårer på tøjet. Rejsen i et musikalsk bakkedrag uden alt for mange højdepunkter, passede begge parter fortrinligt. For publikum er det jo sådan det er, en festival er ikke en forsamling af hardcore fans, men lige så mange der har indløst billet til festen frem for tonerne. Det er derimod skidt, når de optrædende vælger at levere en indsats, hvor de ikke en gang gider finde festen!

The Temper Trap spillede en håndfuld ældre kompositioner, inden der blev lagt vægt på det nye album Thick As Thieves. Blandt de nye numre var eksempelvis singlen ”So Much Sky” og ”Burn”. Sidstnævnte er et glimrende eksempel på, hvad det er, The Temper Trap står for. Et lækkert produceret og AOR-lydende nummer, som vil gøre sig glimrende til bilture ud i vidtåbne landskaber, men som dør en stille død på en mark i Åbyhøj, når det fremføres på ufestlig og ufarlig facon ved 19.30-tiden en fredag aften, mens solen skinner.

Bandet sluttede seancen med et nummer, der bestod af ét langt omkvæd. Et omkvæd som igen og igen sagde: »Feels so good to be alive!« Sådan var fornemmelsen også her, da The Temper Trap, tydeligvis selv tilfredse med indsatsen, trissede af scenen igen. Det blev et ufarligt besøg i ulvetimen og en parentes i såvel NorthSides som The Temper Traps historie.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat