Nyheder

Undertoners guide til NorthSide 2016

Foto: Morten Rygaard

NorthSide Festival 2016 står for døren. Tredagesfestivalen løber fra den 17.-19. juni, og Undertoner står selvfølgelig klar til at guide dig til den bedst mulige festivaloplevelse i det aarhusianske.

Foto: Morten Rygaard

Foto: Morten Rygaard

Solskinnet har i en dejlig rum tid fortalt os, at festivalsæsonen nærmer sig, og nu siger kalenderen det samme: Det er tid til livemusik, fadøl, solbriller og forbrændte næser. I den kommende weekend, den 17.-19. juni, løber NorthSide Festival af stablen for syvende gang, og Undertoner sender tre anmeldere af sted til smilets by. I skrivende stund kan man stadig sikre sig partoutbillet til hele festivalen samt endagsbillet til festivalens sidste dag, søndag. Her følger vores introduktion til årets program, så du minutiøst kan planlægge, hvornår du skal gå i baren, og hvornår du skal sætte telefonen på »forstyr ikke«-tilstand, så dine Tinder-matches ikke forstyrrer dig og alle omkring dig, mens I ser årets potentielt bedste koncert.

Fredag
Yeasayer var det band, alle Pitchfork-hipsters skulle kaste sin kærlighed over i 2008, da de udgav debutalbummet All Hour Cymbals. I april udkom bandets fjerde album, Amen & Goodbye, og sidst de gæstede Danmark, var det »umuligt ikke at danse med«. Samtidig spiller australske The Temper Trap, der endelig kompenserer for deres aflyste NorthSide-koncert i 2012. Mellemtiden har de brugt på at lave deres tredje album Thick as Thieves, der netop er udkommet. Fredagens to hovednavne er dog uden tvivl Iggy Pop og The Chemical Brothers. Iggy står måske midt i et rockhistorisk comeback. Ifølge anmeldelserne af hans koncert i Falconer Salen i maj, har den sidste overlevende af treenigheden Bowie, Lou og Iggy indset, at døden nærmer sig. Resultat: Iggy er sprællevende. Chemical Brothers har ikke været i Danmark, siden de spillede på Orange Scene i 2008. I år har NorthSide trukket et af de tungeste stik af alle landets festivaler, når Manchester-duoen, som er aktuelle med sidste års Born in the Echoes, fyrer op for, hvad der kunne blive årets helt store dansekoncert.

Lørdag
Lørdag spiller amerikanske Wilco, der stiller og roligt kandiderer til titlen som alternative rocklegender. Lige bagefter spiller Tool-frontmanden Maynard James Keenan med det mere afdæmpede soloprojekt Puscifer, der er i gang med sin allerførste europaturné. Unknown Mortal Orchestra var at finde på nogle af Undertoner-skribenternes individuelle årslister med psych-soul-albummet Multi-Love. Lige efter Unknown Mortal Orchestra giver de islandske postrock-legender Sigur Rós endelig lyd fra sig, siden de sidst gæstede Danmark på Roskilde Festival i 2013. Den koncert var en sand magtdemonstration, og man snyder vitterligt sig selv, hvis man ikke ser islændingene spille solen ned. Efter mørkets frembrud er Beach House klar med en gang hypnotisk drømmepop, og hvis deres lyd står lige så perfekt over Ådalen, som den stod i Store Vega i november, kan du godt begynde at glæde dig. Jamie xx runder lørdagen af, og lad os håbe, at koncerten vil føles bedre end »en våd bøvs«, som det var tilfældet for et år siden på Roskilde Festival.

Søndag
På sidstedagen spiller de tre vidunderbørn fra Velvet Volume, som de færreste kendte, da vi snakkede med dem for lidt over et år siden. Siden har de imponeret med en række stærke singler og en håndfuld koncerter, der beviser, at de spiller rockmusik bedre end de fleste. Über-britiske Jake Bugg var ligeledes et purungt vidunderbarn, da han slap sit selvbetitlede debutalbum for fire år siden. Hans beskedne alder skinnede igennem, da han besøgte Vega for tre år siden, så det bliver spændende at se, om alderen har modnet ham. Bloc Party vil vække dine efterskole-/gymnasieminder, der muligvis bliver forfrisket af numrene fra bandets nye album Hymns. Duran Duran leverer årets 80’er-hitparade med gigantsingler som ”Girls on Film”, ”Hungry Like the Wolf”, ”A View to a Kill” og ”Ordinary World”. Her er det bare om at stille op i jakkesæt og læbestift som en ægte new romantic. Sidste år spillede den elektroniske producer Caribou en glimrende koncert på Way Out West, og speaking of festivalen i Göteborg: Så viste Beck sidste år på samme festival, at han er i absolut topform og trækker på materiale fra hele bagkataloget. Rygter fra diverse fansider beretter sågar om, at hans koncerter er blevet endnu bedre. Hvis du ikke kan få nok af Beck, skal du også tage forbi Flumes koncert tidligere om søndagen. Beck gæster nemlig sangen ”Tiny Cities” på den australske EDM-producers dugfriske album Skin, og selvom de ikke har spillet sangen live endnu, var de ikke afvisende overfor tanken i et fællesinterview med radiokanalen Beats 1. »I better start practicing,« sagde Beck i interviewet. Hvis det sker, vil Beck-fans over hele verden være grønne af misundelse over, at du var der, og de ikke var.

Se det fulde program her, og følg med i alle Undertoners anmeldelser fra festivalen her. Vi ses i Ådalen!

Deltag i debat