Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’16: Torsdag

Skrevet af Simon Freiesleben

Sæt krydser og følg med i vores guide til andendagen af Roskilde Festivals hovedprogram anno 2016.

Silvana Imam - by Elisabeth Ohlson Wallin-800px

Silvana Imam. Foto: Elisabeth Ohlson Wallin

Roskilde Festival eksperimenterede sidste år med at skyde musikprogrammet en dag frem, og det var helt klart en succes. Derfor er vi igen i år så heldige, at vi får fornøjelsen af et fuldt musikprogram, der byder på koncerter for både de morgenfriske typer såvel som for natteravnene. Og hold nu fast på hat og briller for et tætpakket torsdagsprogram! Der er al mulig grund til at kravle tidligt ud af dit telt (foruden de saunalignende klimaforhold), for ellers risikerer du at gå glip af to af Roskilde Festivals sejeste kvindelige artister. Vor svenske naboer har været så søde at låne os deres aktivistiske hiphopdronning Silvana Imam for andet år i træk. Klokken 13 på Apollo bliver der rig mulighed for at få liv i dit efterhånden radbrækkede festivalkorpus, når der skal råbes politiske slogans og kastes håndtegn. Er hiphop ikke din kop te, så kan du i stedet danse ned til Arena kl. 14. og åbne dagens bal i selskab med den eklektiske amerikanske diva-sangerinde Santigold.

Således opvarmet og igang er du nu klar til for alvor at tage hul på resten af dagens program. Her må det siges, at det simpelthen er umuligt at komme uden om Avalon. Det er ikke mindre end en rendyrket tour de force af alle Roskilde Festivals mange kvaliteter, så ingen kan fortænke dig, hvis du medbringer en campingstol og resolut planter dig foran scenen – klar til dit livs marathon-koncertseance. Choir of Young Believers har med Grasque lavet en stærk kandidat til årets danske album, og kl. 15 kan du opleve dem spille deres første Roskilde koncert siden 2008. Det bliver uden tvivl formidabelt! Bliv endelig hængende ved Avalon, for kl. 17 går Destroyer på scenen, og selvom man nemt kunne mistænke dem for at spille tung dødsmetal, så er der tale om et konsekvent genrebrydende indieband, der behersker alt i spændvidden fra blød jazz til den fineste Springsteen-inspirerede 70’er rock.

Når det kommer til stærke bookinger af kvindelige artister, så er torsdagsprogrammet gaven der bare bliver ved med at give og give. Hvis du gik glip af Grimes‘ futuristiske sci-fi popfest, da hun gæstede Falconer Salen i februar, så får du chancen for at gøre bod på den fejl kl. 18 på Arena. Der skal nok være kærlighed i luften og masser af neonfarver. Er du mere til singer-songwriters af den klassiske skuffe med sarkastisk bid og attitude, så holder australske Courtney Barnett hof på Avalon kl. 19. Her på redaktionen forelskede vi os sidste år hovedkuls i debutalbummet Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sitog vi er ikke i tvivl om, at Roskilde-publikummet også vil forelske sig i den karismatiske sangerinde, når hun opfører sin forrygende lyrik live.

Vi håber, at du har husket at fylde lommerne med energi-barer, for nu er vi på vej ind i den hektiske slutspurt på dagens program. Der bliver ikke meget tid til at kaste en flæskestegssandwich eller falafel indenbords. Hvis du var til Courtney Barnett, så skal du med garanti også forbi Arena kl. 20.30 og opleve hendes ældre åndsfælle PJ Harvey. Polly Jean Harvey er indbegrebet af rock’n’ rolls rå naturkraft, og sidst hun kiggede forbi Roskilde Festival i 2011 kvitterede Undertoners Camilla Grausen med fuldt hus; 6 U’er. Det er derfor helt i orden at have høje forventninger til denne koncert!

Hvis du, af uransaglige årsager, ikke har planer om at kigge forbi PJ Harvey, så kan du med ro i sindet blive hængende foran Avalon (en udmærket tommelfingerregel at følge denne dag). Den ultra-talentfulde multikunstner, producer og idémand Devonté Hynes har lagt sin vej forbi Roskilde Festival med sit funkede 80’er-romantiske projekt Blood Orange, og det bliver endda med et spritnyt album i kufferten! Blood Orange har annonceret, at de 1. juli udgiver deres længe ventede opfølger til 2013’s glimrende Cupid Deluxe.


Hele Danmarks Bisse giver koncert på Gloria kl. 22.30. Med fire plader på under et år (og hele tre på vores top 10 over danske plader sidste år), er der lagt op til en vaskeægte hitparade. Kom i god tid – der bliver helt sikkert proppet på den lille scene, og du vil gerne kunne blære dig overfor dine hipstervenner med, at du var der, da Bisse indtog Gloria. Hvis du ikke når ind til koncerten før Gloria bliver fyldt, så fortvivl ej. Hvis du tør, så kig forbi Ho99o9 når de spiller dødshiphop på Pavillon kl. 22.15. Det bliver det tætteste, du kommer på at opleve Death Grips på Roskilde Festival, før de rent faktisk tager sig sammen og booker Death Grips.

Med mørkets frembrud kl. 01. bliver det skummelt i selskab med britiske Savages på – ja, du gættede det – Avalon. Det kan godt være at punk er død, men postpunk har fået noget af en revival i de sidste par år, og Savages er klart et af de nyere postpunkbands med mest at byde på.

Hvis du på dette tidspunkt, imod alle odds, ikke føler dig træt og klar til at puttesove, så bør du droppe natmaden og lægge din vej forbi Gloria kl. 02.30. Her skal Blood Sport nok sørge for at tæve de sidste kræfter ud af dig med deres semi-improviserede og hyperenergiske fusion af afrobeat og punk (de kalder vist selv deres musik for aggro-beat). Hvis du stadig har kræfter til at stå på benene efter denne tid, så har du altså også virkelig gjort dig fortjent til en tiltrængt nattesøvn på dit punkterede liggeunderlag i dit smadrede festivaltelt. I morgen skal du nemlig op og gøre det hele igen, en gang til!

Det var så vores guide til, hvordan du får en god torsdag på Roskilde Festival. Uanset hvad du ender med at se, så håber vi at du får en god musikdag! Husk, at du løbende kan tjekke Undertoner og følge med i vores anmeldelser af nøje udvalgte Roskilde Koncerter. God festival!

Leave a Reply