Koncerter

Unknown Mortal Orchestra, 18.06.16, NorthSide Festival, Aarhus

Foto: Peter Kirkegaard

Amerikanske Unknown Mortal Orchestra fik alle til at danse, men det var efter en lang, indadvendt, gråvejrsramt optakt.

Foto: Peter Kirkegaard

Foto: Peter Kirkegaard

Det kan være så satans svært at spille på en festival, men hvis ens sange er stærke nok, går det sjældent helt galt. En god håndfuld af Unknown Mortal Orchestras sange er heldigvis både melodistærke og båret af et solidt groove, så det er selvsagt, at det heller ikke gik helt galt for den ellers indadvendte Ruban Nielson og hans band.

Hele pladsen dansede og hoppede til den genialt betitlede ”Can’t Keep Checking My Phone”, der afsluttede det glimrende sæt sammen med bundsolide sange som ”Necessary Evil” og den klaverbårne ”Multi-Love”. Kærligheden mellem band og publikum var ægte, og Ruban Nielson forlod scenen med et kæmpe smil.

Det så dog ikke ud til, at det ville ende sådan, da bandet dårligt turde kigge ud over scenekanten på den indledende ”From the Sun”. Koncentreret stirede frontmanden ned på sin guitar, mens han spillede sine kringlede guitarriff og sang. Det var tydeligt, at fremførelsen af sangene krævede al hans koncentration, og det betød, at der ikke var meget overskud tilbage, som publikum kunne kapitalisere. Først under sangens virtuose – men for lange – guitarsolo, levede Ruban Nielson nogenlunde op.

Taget i betragtning at sangene kræver en koncentreret fremførelse, er det sådan set fair nok, at det går ud over publikumskontakten. Det kan også være dragende at se musikere koncentrere sig om at levere det bedste, de kan. En sang som ”So Good at Being in Trouble” var rar easy listening, der fik mig til at længes mod at gøre rare ting ved den kæreste, jeg ikke har. Det er på trods af, at jeg småfrøs i det kedelige og blæsende gråvejr.

Mest af alt blev denne første halvdel af koncerten dog et langt kontrastløst groove, hvor momentvis gode melodier vejede op for et band, der dårligt virkede til at høre hjemme på en gråvejrsramt, åben festivalscene.

Så jeg var egentlig begyndt at kede mig lidt, da frontmanden for en enkelt sangs skyld havde smidt guitaren og nu stod og krammede de forreste publikumsrækker, mens han sang. Så kom rækken af virkelig gode sange også, der var svære at stå stille til. ”Ffunny Ffriends” lagde op til fællessang over det formidabelt fængende guitarriff, der er som selvskrevet til la-la-la-sang. ”Necessary Evil” var dejligt rocket, hvor det velspillende band virkelig groovede solidt, og i modsætning til den åbnende ”From the Sun” var guitarsoloen her et element, der lod den psykedeliske soulsang svømme ud i et behageligt hav.

Unknown Mortal Orchestra var ikke ligefrem et velkendt band for størstedelen af publikum, men alle endte med at danse til ”Can’t Keep Checking My Phone”, og mon ikke, at psych soul-kvartetten har fået en håndfuld nye fans i Aarhus.

★★★★½☆

Deltag i debat