Fotos: Thorsten Iversen & Johanne Teglgård Olsen/NorthSide
Lørdag eftermiddag havde NorthSide Festivals publikum glæden af at blive forkælet med rockbandet Velvet Volume som en lille perle på eftermiddagsprogrammet. Søskende-trioen gæstede P6 Beat-scenen, og det må siges at være noget af en stor scene for det unge orkester at blive eksponeret på. Men fra øjeblikket, gruppen gik på scenen, stod det klart, at der ikke var behov for at være bekymret for, hvorvidt bandet ville falde igennem på den store scene. Der var attitude fra første øjeblik, da først guitaristen Noa Lachmi kom ud og slog strengene an, før hun fik selskab af først lillesøster Nataja på trommer og siden Naomi på bas i en veløvet rock’n’roll-entré.
Desværre for Velvet Volume var koncertens første håndfuld numre præget af en lyd, der mudrede, og en vokal, der druknede totalt i guitarfuzz. Det viste sig heldigvis kun at være et midlertidigt onde, da der efter en små 10 minutter kom styr på vokalen, og bandet gik klart igennem. Den garagerockede “Pretty Face” satte for alvor gang i publikum, der med stor entusiasme tog imod gruppens debut på hjembyen Aarhus’ største festival. Velvet Volume leverede præcis det velfortjente rock’n’roll-knytnæveslag, som NorthSide-publikummet havde brug for, for at få gang i systemet på festivalens sidste dag.
“Honey” var endnu et fedt indslag, hvor Velvet Volume udviste et ganske overlegent publikumstække, så man skulle tro, at de ikke har lavet andet end at spille rockmusik det sidste årti eller mere. Sangen blev kørt helt ned, så man troede, at den var slut, for så blot at blive sparket i gang igen med fornyet intensitet. Dette trick anvendte Velvet Volume til maksimal effekt et par gange – uden at overgøre det eller lade det glide over i jam-ligegyldigheder. Udover at fremstå som et meget sammenspillet og rutineret orkester, så er gruppen også gode til at give hinanden plads i spotlightet. Det drejer sig blot om små passager her og der, men det klæder virkelig det samlede indtryk af gruppens styrker, at de hver og især får lov til at brillere.
Man mærker dog, at gruppen endnu har et sparsomt bagkatalog at trække på. De fleste af sangene er ydermere skåret efter samme 70’er-rockede skabelon, hvilket gør, at de hurtigt kan glide over i hinanden. Der er dog ingen skam i at gøre én ting, hvis man gør det så godt som Velvet Volume gør! Jeg er ikke i tvivl om, at vi endnu ikke har hørt trioens bedste materiale, og der er masser af plads til, at gruppen kan vokse musikalsk.
Koncertens højdepunkt var den New York Dolls-inspirerede “I Think I Need You” med sin fræsende guitarpassage og Noas rå Patti Smith-klingende vokal. Det er helt kriminelt, at et så ungt orkester (alle tre er under 20 år) kan indtage så stor en scene med så meget overskud som Velvet Volume udviste, uden at de på nogen måde fremstod som nogen, der havde mistet jordforbindelsen. De var simpelthen knuselskelige og charmerede publikum helt ned til de bagerste rækker.
Det virkede absolut ikke malplaceret, at det unge band skulle spille på samme festival som en aldrende rock’n’roll-legende som Iggy Pop. Onde tunger har længe påstået, at rock’n’roll er død, men jeg skal hilse og sige, at den altså lever i bedste velgående hos Velvet Volume.