Koncerter

Yeasayer, 17.06.16, NorthSide Festival, Aarhus

På P6 Beat-scenen skulle Yeasayer vise, om de stadig er noget værd, ni år efter udgivelsen af debutalbummet All Hour Cymbals. Desværre var de nye numre ubetydelige parenteser.

Fotos: Hjördís Jónsdóttir/NorthSide

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke har skænket newyorkerkvartetten Yeasayer så meget som en tanke de sidste fem års tid. De er et af de eksperimenterende freak folk-bands, der kom i slipstrømmen af Animal Collective i slutningen af 00’erne, og det er jo en håndfuld år siden efterhånden. Pludselig stod de så foran mig på P6 Beat-scenen på NorthSide Festival.

Der var heller ikke ligefrem proppet foran scenen, da jeg fem minutter før koncertstart kunne vade helt op foran. Jeg er nok ikke den eneste, der har lagt bandet på hylden, tænkte jeg, men jeg var spændt på at se, hvad de nu har at byde på.

Mens musikken startede, kom der flere til. Over dansable trommerytmer, cool baslinjer, trestemmigt kor og til tider uendelige guitarmelodier, spillede Yeasayer hyggelig, smådansende og velspillet indierock. Det var bestemt ikke musik, der trådte nogen over tæerne, og min sidemand påstod efterfølgende, at han var ved at gabe kæben af led. Størstedelen af Yeasayers numre har desværre ikke nævneværdige hooks. Sangene er heller ikke særligt eksperimenterende, og selvom det var tydeligt, at Yeasayer virkelig gerne ville ud over scenekanten, var der bare heller ikke særligt meget energi i deres musik.

Det tænkte jeg i hvert fald halvvejs igennem koncerten. Lige med undtagelse af de glimrende sange ”2080” fra debutalbummet All Hour Cymbals (2007) og ”Ambling Alp” fra Odd Blood (2010) blev vi præsenteret for en sløv omgang middle of the road-rock. Der var ikke meget freak tilbage i Yeasayer.

Men langsomt fik Yeasayer fremarbejdet den energi, der ellers manglede i deres fremførsler. ”O.N.E.” blev fremragende sunget af guitarist Anand Wilder, og pludselig klappede publikum i takt til musikken, mens de sang med på omkvædet »Hold me like before / Hold me like you used to / Control me like you used to«. Det hele blev faktisk ret godt, indtil strømmen gik, og der ikke kom noget lyd ud af højtalerne. Nu var det ellers lige ved at blive så godt. Efter en længere pause fik Yeasayer lov til at komme ind og spille det afbrudte nummer igen, og så var scenetiden også løbet ud.

Yeasayer har bestemt nogle mindeværdige momenter i deres bagkatalog, der var en behagelig fornøjelse at høre. Men disse momenter var desværre også undtagelser, hvor de nye numre fremstod som ubetydelige parenteser. Det var en koncert, som jeg bestemt ikke er ked af at have oplevet, men som jeg også sagtens kunne have undværet.

★★★½☆☆

Leave a Reply