Koncerter

Copenhagen Psych Fest: Fribytterdrømme + Spids Nøgenhat + Les Big Byrd + Moon Duo, 16.07.16

Lørdag på Copenhagen Psych Fest 2016 bød på endnu mere psykedelisk rock fra ind- og udland.

Årets Copenhagen Psych Fest fandt sted på Christianias spillesteder, og Undertoner havde sendt et hold anmeldere og en fotograf til Staden for at lytte nærmere til højdepunkter fra programmet fredag og lørdag. Læs også anmeldelserne af fredagens koncerter med De Underjordiske, Childrenn, Hjortene og Electric Eye.

Fribytterdrømme
Publikum var så småt ved at blive utålmodige i Den Grå Hal, da Fribytterdrømme var blevet godt og vel en halv time forsinket. Men da forsanger Lau Pedersen kom valsende barfodet ud på scenen i åbenstående flipperskjorte, og resten af ensemblet gav sig i kast med den tungt groovende ”Ørken”, var alt hurtigt tilgivet. De kalder det jo for fanden ikke Psych Fest for ingenting, vel?

Fribytterdrømme imponerede Undertoners anmelder lørdag til Psych Fest.

Fribytterdrømme imponerede Undertoners anmelder lørdag til Psych Fest.

»Tag med mig af sted ud på tunnelsynssafari / I hvirvelstrøm om dig, i kaotisk leg,« lød kommandoen fra scenen, og det gjorde vi så i Den Grå Hal, hvor hashtågerne dovent steg mod loftsbjælkerne til tonerne af Fribytterdrømmes syrede progrock.

Orkestret tæller syv mand (og hele tre guitarister), men til deres store ros, så virker det virkelig som om, at de hver især har deres rolle at udfylde i lydbilledet såvel som på performanceplanet – selv perkussionisten, der optrådte med brækket arm og koklokke. Guitaristen Tor Amdisen fortjener også at blive fremhævet som den showman extraordinaire, han er. Hans fandenivoldske optræden og publikumstække var en konstant fornøjelse at følge med i, og det var også Amdisen, der hoppede ned fra scenen for at gå ud blandt publikum og få dem til at sætte sig ned midt i det 20 minutter lange selvbetitlede nummer.

Der sad vi så, på gulvet i Den Grå Hal på Christiania, og hørte dansksproget syrerock, mens guitaristen sad ude blandt os og spillede videre. Den seance rummer hele essensen af Fribytterdrømme. Deres fascination af 60’erne og 70’ernes rock kunne nemt føles som en påtaget stiløvelse, men det føltes så oprigtigt, at det aldrig bliver dumt eller plat. Jeg var helt trist, da publikum rejste sig op til koncertens sidste sang, ”Fem er det magiske nummer”. Det var en unik og helt igennem forrygende oplevelse at sidde på gulvet til en rockkoncert og bare lade sig fortrylle.

Jeg vil ikke tøve med at kalde Fribytterdrømme for den noget nær perfekte booking til Copenhagen Psych Fest. I den times tid, koncerten varede, følte jeg mig virkelig henført til et helt andet sted i en helt anden tid, af deres vuggende, nydelsessyge og velspillede syrerock. Når det er så hamrende godt udført, så er jeg faktisk villig til at tilgive, at musikken til ”Fribytterdrømmen” er en skamløs pastiche af Pink Floyds magnum opus ”Shine on You Crazy Diamond”. For hvorfor i alverden skulle vi ikke have en dansk pendant til verdens bedste syrenummer?
(SF)

★★★★★½

Spids Nøgenhat
Den danske psykedeliske rocks spydspidser i Spids Nøgenhat fik et drømmespot på årets Psych Fest-program kl. 21. Og det blev en musikalsk mesterlig udgave af de ydmyge herrer, vi fik at se. Forsanger, guitarist og orgel-wiz Lorenzo “Guf” Woodrose underbyggede denne ydmyghed ved at fortælle, at han for 15 år siden aldrig havde troet, at et arrangement som Copenhagen Psych Fest ville kunne tiltrække så mange betalende gæster. Men det er en realitet, at 2.000 mennesker havde valgt at købe adgang til den psykedeliske rockfestival, der på dette tidspunkt godt nok lakker mod enden, og at næsten halvdelen valgte at være i selskab med Spids Nøgenhat.

Spids.

Lorenzo Woodrose i front for dansk syrerocks konger, Spids Nøgenhat.

Publikum stod som fasttømrede i den psykedeliske drøm, der var Den Grå Hal i går. Visuelt var det en magtdemonstration med strakt format og real time-projektion, hvor svampe, lyn og trippede formationer komplimenterede det høje musikalske niveau. De lyriske rejser fra kokset tilstand på gulvet ind i universets almægtighed, over mikroorganismers vandren og hverdagsbedrag var en fornøjelig tur. Der var en gennemgående optimistisk stemning, der lod paranoia vige for kærlighed. Vi fik en gennemtrængende version af “Den gennemsigtige mand” og et karakteristisk flydende “Lolland-Falster”, hvor hvert musikalsk mønster, hver en strofe blev leveret med fuld overbevisning og varme, der også er mærkbar i den store hal. Det var virkelig også en fornøjelse at overvære sammenspillet, hvor der var plads til lidt udskejelser på guitaren, og man kunne se, at bandet morede sig.

Spids Nøgenhat gik af scenen efter en kort udgave af det messende nummer “Fred”, og efter desperat hujen og råben fra publikum vendte de tilbage igen. »Jeg troede, I skulle videre?«, sagde Guf. Nej, vi blev da til den sidste snurren havde forladt rummet på “Ud på landet”, som dog blev en lidt usikker affære. Men lad der ikke være tvivl om, at vi forlod Den Grå Hal med en stor og hypnotisk oplevelse i bagagen, der cementerer Spids Nøgenhat som den danske syrerocks konger.
(SH)

★★★★★½

Les Big Byrd
Svenske Les Big Byrd er kendt fra andre konstellationer som Caesars, The Teddybears, Slaves og Fireside, og velspillende er de. Deres samspil var unægtelig flydende og veldisponeret.

Det fire mand høje band fik en lidt halvhjertet start i Den Grå Hal. Lyset var stadig tændt, da de gik på, og få var mødt op til koncerten. Det skyldtes sandsynligvis, at koncerten var sat til at foregå i Børneteatret i det trykte program. Gruppen gik dog ufortrødent i gang, og flere og flere folk kom til.

Les Big Byrd

Koncerten med svenske Les Big Byrd var en blandet fornøjelse.

Første nummer blev drevet frem af trommer og bas, som stod for melodien med støtte fra slideguitar og keyboard. Forsanger Joakim Åhlund leverede et eminent syre-fingerspil på guitaren, der tilføjede atmosfære til nummeret.

Musikken underbyggedes af de, synes jeg, flotteste visuals på festivalen. De skiftede imellem at være farvestrålende og hypnotiske til at være kolde og firkantede, og de stod på den måde for en stor del af variationen i koncerten.

Generelt har jeg anelse svært ved at forstå, hvor Les Big Byrd vil hen. Instrumentalt er de meget velspillende, men vokalen, synes jeg ikke, lever op til den psykedeliske del. Den trækker mere på 00’er-indiepop og stadionrock i mine ører, og det synes jeg er ærgerligt, for det mudrer lydbilledet. En anden ting, der er forvirrende, er musikernes fysiske udtryk. Forsanger og trommeslager er begge sminkede i hele ansigtet. Trommeslageren ligner nærmest Neo fra The Matrix med sin sorte uniform, og begge er de pyntet med noget, der ligner julelyskæder. Forsangeren er klædt i en camouflagejakke, og udtrykket forvirrer ærlig talt mere end det gavner. Guitarist og bassist er ganske almindeligt klædt, og ja, det giver altså en halvmærkelig og påtaget vibe fra scenen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om de mon har fundet inspiration hos landsmændene Bob Hund, hvor forsanger Thomas Öberg som den eneste i bandet altid er maskeklædt?

Jeg forsøgte flere gange at lukke øjnene og lytte, så jeg ikke skulle blive forstyrret af udtrykket, men det havde altså allerede skabt et indtryk, der var svært at slippe af med. Sammen med vokalen, der ville et andet sted hen end musikken, blev det altså en noget grumset affære.

Gruppen skal have, at de er umådeligt velspillende, især når de bevæger sig over i krautrocken. Den rå, skrattende guitar, de pulserende trommer, og orgelspillet fra keyboardet fremstår som en helhed. De formår at give hinanden plads og har en velfordelt lyd mellem instrumenterne.
(BK)

★★★½☆☆

Moon Duo
Al psychmusik rummer i sin essens en higen efter den transcendentale performance, hvor publikum såvel som band smelter sammen igennem musikken og føler sig ført til et andet sted. Der findes dog cirka lige så mange veje til denne transcendens, som der findes psychbands. Hvor et band som Tame Impala har noget nær perfektioneret den legesyge, fritsvævende og følsomme lyd, så hælder amerikanske Moon Duo til den anden grøft. Måneduoen låner fra drone- og krautrockens værktøjskasse for af den vej systematisk at afsøge repetitionens meditative kvaliteter i deres musikalske virke. Dette kommer ganske glimrende til udtryk på det sveddryppende livealbum Live in Ravenna fra 2014, så jeg havde set frem til at space ud i selskab med Eric ”Ripley” Johnson (Wooden Shjips), Sanae Yamada og trommeslageren John Jeffrey.

Moon Duo.

San Francisco-bandet Moon Duo en sen nattetime på Christiania.

Hvabehar? Ja, Moon Duo er ikke længere en duo, og har faktisk ikke været det siden 2014, hvor de fik John Jeffrey med, først som liveindslag og senere som fast medlem. På papiret burde tilføjelsen af en varmblodig trommeslager derfor kunne tilføre duoen en tiltrængt saltvandsindsprøjtning af dynamik i deres performance. Det lykkedes også – i hvert fald delvist.

Den hvidklædte trio lagde ud med et nummer, som jeg vælger at tro var ”Wildling” fra deres nye plade Shadow of the Sun. Når jeg må indrømme, at jeg ikke er helt sikker, så er det fordi, numrene minder så meget om hinanden, at det ene nummer mere eller mindre gled ubemærket over i det næste. Når Johnsons vokal samtidig ligger som en anonym messen sovset ind i så meget guitarstøj, at den nærmest går i ét med lydtapetet, så er det overordentligt svært at skelne de enkelte numre.

Møjsommeligt hamrede trioen sig varme på deres instrumenter, men der skulle gå henimod 40 minutter, før de virkelig faldt ind i det helt rigtige groove. Koncertens sidste tredjedel fremstod således markant stærkere end det foregående, men det var først på den afsluttende ”Motorcycle, I Love You”, at det virkelig blev besnærende. Moon Duo var en velspillet, ultratight og lidt kedsommelig fornøjelse. Den transcendentale performance udeblev.
(SF)

★★★½☆☆

Fotos: Daniel Nielsen/FrozenPanda.com

Deltag i debat