Koncerter

FAE + Devon Seven, 15.07.16, Pumpehusets Byhave, København

Den danske elektroniske duo FAE.
Skrevet af Frederik Voss

De to relativt nye navne FAE og Devon Seven leverede raffineret (og mindre raffineret) electropop for et småsnakkede, sommerafslappet publikum i Pumpehusets Byhave.

Den danske elektroniske duo FAE.

Den danske elektroniske duo FAE.

For fjerde år i træk byder Pumpehusets Byhave på gratis sommerkoncerter med upcoming kunstnere samt hyggelig stemning i gården foran det gamle vandværk. Fredag aften troppede jeg op ved den træstamme-beklædte scene for at opleve de to elektroniske kunstnere Devon Seven og FAE.

Devon Seven
Dansk-chilenske Devon Seven blev i oktober sidste år udnævnt af The Guardian som en del af næste generation af skandinaviske popstjerner på baggrund af hendes singleudgivelse ”The Real One”. Denne blev udgivet på pladeselskabet No3, der har gjort sit indtog på den danske musikscene med kunstnere som The Minds of 99, Kill J og Chinah. En sang der har den franske producer og DJ Paul De Homem-Christo som co-writer. Hvis navnet virker bekendt, så er det nok fordi, det er broderen til Guy-Manuel fra Daft Punk. Uden megen opmærksomhed udgav Devon Seven efterfølgende Everything Ends – en elektrobaskende EP inspireret af blandt andre Crystal Castles og Grimes og med Simon Littauer (De Underjordiske) bag knapperne. Et spændende udgangspunkt, som jeg glædede mig til at opleve live.

Hun også ret tjekket ud, da hun helt i sort og med solbriller på et overskyet, patetisk forsøg på en dansk sommerdag trykkede start på computeren og alene forsøgte at vocode en fest i gang for de cirka 100 mennesker i Byhaven med sangen ”Infinite Sadness”. Rimelig hurtigt endte sangerinden dog med at stå solidt plantet forrest på scenen foran mikrofonen, hvor et samlebånd af klichéfyldte linjer som »Shut the blinds and door / I don’t wanna see daylight anymore« og »Darkness coming faster, the darkness, the darkness« blev leveret hen over playback, der bedst beskrives som simple popstrukturer med 00’ernes techno/trance-lydkarakteristika. Vel at mærke ikke på en fornyende måde.

To gange rev hun mig dog kortvarigt ud af den monotone oplevelse. På sangen ”Sun-Kissed by the Eternal Girl”, der er produceret af Nils Kirk (Treefight for Sunlight), opstod der nogle rytmisk spændende momenter tilsat en mere Kygo-lignende lyd – dog fortsat over linjer som »I don’t care what you do, because I love you«. Et samarbejde der måske besidder noget potentiale. Det andet tidspunkt var, da hun forsøgte sig med et cover af Tame Impalas ”The Less I Know the Better”, der, ligesom Rihannas cover af et australiernes andre numre, fulgte originalen 1:1. Det var i sig selv karakteristisk for hele performancen, der i sidste ende fremstod mere som selvsikker karaoke-opvisning med en middelmådig sanger end en egentlig koncert.

Når det så er sagt, skal det retfærdigvis også nævnes, at de korte, gratis koncerter i Pumpehusets Byhave med øldrikkende og småsludrende gæster, der er kommet for at dyrke sommerhumøret, ikke er der, hvor der virkelig skabes grobund for et melankolsk dansegulv, som Devon Seven kunne bruge.

★½☆☆☆☆

FAE
Duoen FAE er endnu et No3-navn, der indtil nu kun har udgivet de to singler ”Watch Me Burn” og ”RUOK”, hvoraf førstnævnte er at finde på Sound of Copenhagen Vol. 14. På de to singler bevæger de sig mere frit mellem en række af slut-90’ernes og start-00’ernes elektroniske genrer ledt an af en stærk vokal fra Mathilde Bocher.

På scenen kom dette til udtryk ved hjælp af et par synthesizere, en computer, drum-pad og Bochers vokal. Sangene fik fint lov til at flette sammen, mens duoen skiftede nænsomt mellem techno-undergenrer, hvor specielt sektionerne med acid techno rev mig med. Internt virkede de to også til at have det godt på scenen, og de formåede til tider at skabe en smittende energi imellem sig.

Højdepunktet var netop den næsten 10 minutter lange single ”RUOK”, der byggede op mod adskillige klimaks, men formåede at forløse dem på forskellige vis, hvor specielt frontsangerinden indlevede sig smukt og viste, at hendes vokal også er stærk live og nærmest skræddersyet til 90’er-referencerne.

Det var dog svært at levere den fest, som tydeligvis tilstræbtes – igen på grund af et småsnakkede publikum i dagslys på bænkene, hvilket utvivlsomt holdt oplevelsen tilbage. Potentialet var dog til stede, og under de rigtige omstændigheder tror jeg på, at FAE kan levere en god fest.

★★★★☆☆

Deltag i debat