Koncerter

Roskilde Festival 2016: Andromeda Mega Express Orchestra, 02.07.16, Avalon

Det 17 mand store tyske orkester præsenterede publikum for koncentrationskrævende progressiv jazz på festivalens sidste eftermiddag.

andromedaDet er det største band, der skal spille på Roskilde. I al fald hvad angår gruppens omfang (endda større end Reykjavíkurdætur). Andromeda Mega Express Orchestra (AMEO) er 17 mand højt, og da de indtager Avalonscenen lørdag klokken 14, er den spækket med vibrafoner, tværfløjter, saxofoner, trompeter, klarinetter, fagotter, keyboards, violiner, mundharmonikaer, melodikaer, kontrabas, cello, en guitar og et trommesæt. Instrumenter nok til at tage publikum på den intergalaktiske rejse, som bandets navn lover. Sådan en rejse skulle vi få. Der var knivskarpe formskift, uigennemskuelige polyrytmer, evige temavariationer og skæve synkoperinger nok til at gøre selv Joe Zawinul lidt svimmel, da vi blev inviteret op i ensemblets store rumskib.

Træblæsere og strygere fremhvisker truende klangflader. Ud af den ildevarslende stemning bryder det store orkester ud i et tungt hiphop-beat, der afbrydes af lange, snublende breaks forsiret med hurtige løb op og ned ad de symfoniske instrumenter. AMEO gør det fra starten klart, at deres version af moderne progressiv jazz er helt deres egen. Det er gennemkomponeret big band progjazz i en moderne og vedkommende skikkelse, der, hvis den skulle, bedst kunne sammenlignes med norske Jaga Jazzist. På Roskilde Festival kan disse herlige underfundige fund samle flere tusind mennesker, som ellers aldrig ville finde sig selv til lignende arrangementer. Det er en smuk oplevelse for både publikum og orkester.

Musikkens formelle kompleksitet er inciterende og koncentrationskrævende: Så snart man tror, at man har gennemskuet et mønster, ændrer det sig. Så snart man tror, at man har luret formen, tager den en uventet drejning. Man kan ikke være passiv passager i AMEOs UFO. Selvom det går lige i hjertet på en gammel prognisse som mig, finder jeg det udfordrende at stå på festivalens ottende dag og fokusere på de forrygende intrikate og hurtige kompositioner med en uges tømmermænd hængende over hovedet. Derfor virkede den charmerende bagmand og komponist Daniel Glatzels sjove indfald imellem numrene og de små subtile performance-elementer opkvikkende morsomt. Eksempelvis da bandet kiggede tomt ud over publikum i et minuts tid under et break. Derudover var koncertens collagekuriøse fjerde nummer, “Cheeseburger”, et fint afbræk fra den hastige progjazz med sine samples og aparte instrumentindfald.

★★★★½☆

Deltag i debat