Koncerter

Roskilde Festival 2016: Cate Le Bon, 02.07.16, Pavilion

Skrevet af Camilla Grausen

Waliserens spøjse artrock blev leveret uden at fortrække en mine på festivalens sidste aften. Blandt andet derfor blev det en noget uinspireret affære.

Cate Le Bon-800pxWaliseren Cate Le Bon, der er bosat i Los Angeles og aktuel med sit fjerde album, Crab Day, var sat til at spille på Pavilion-scenen tidligt på festivalens sidste aften. Hun entrede scenen, sortklædt med sort guitar og sorte streger malet øverst på kinderne sammen med yderligere tre sortklædte musikere. Uden nogen form for intro startede hun lige på med titelnummeret fra Crab Day, hvor trommeslageren hurtigt fik tæsket sig varm med kraftige, simultane slag med stikkerne igen og igen.

Cate Le Bon fulgte langt hen ad vejen sangenes rækkefølge på Crab Day og fortsatte således med den blidere “Love Is Not Love” og den skæve “Wonderful”. Cate Le Bons markante Nico-agtige udtale er et af hendes kendetegn, den skæve artrock et andet. Det er indimellem interessant på albummet, men denne koncert på Roskilde Festival var en uinspireret affære. Et lille højdepunkt var “I’m a Dirty Attic”, hvis rullende rytme skabte variation, mens Le Bon fremførte nummeret i grønt lys, dog uden at fortrække en mine.

Dem fortrak hun i det hele taget ikke mange af, minerne. Smilene var også minimale, også fra bandet, og Cate Le Bon ytrede kun de mest obligatoriske høflighedsfraser til publikum. Det var medvirkende til, at man som publikum ikke følte sig inviteret indenfor. Blikke rundt i teltet i løbet af den første halve time viste da også, at waliseren havde svært ved at fange publikums opmærksomhed. Under koncerten begyndte et kraftigt regnskyl, og det var nok hendes held, for så blev folk under Pavilions teltdug, og der kom endda flere til. Det udtryksløse ansigt lod dog ikke til at gå op i, om der var færre eller flere til stede.

Når der ikke foregår andet på scenen end musikken, er det ekstra vigtigt, at vellyden er der, så man i det mindste kan fordybe sig i kunstnerens musik og høre den fra sin bedste side. Men det lod til, at der var skruet for højt op for både guitar og vokal hos Le Bon, i hvert fald fremstod de ret skingre en del af tiden, og da ringlende klokker kom ind i lydbilledet, var det helt ubehageligt at lytte til.

Cate Le Bons krævende, artsy rock- og popmusik med skiftevis skabelonagtige, krautede dele og skæve, hektiske  kaosmomenter er ikke den slags, der forfører et publikum umiddelbart. Min ven hviskede: »Det lyder som noget, jeg kan lide, men jeg keder mig.« Det kunne jeg godt følge ham i. Hvis jeg ikke havde været på arbejde med anmelderblokken, og solen havde skinnet udenfor, så var jeg nok smuttet fra koncerten efter et kvarter.

Det var nu udmærket, at jeg var på arbejde, og at det regnede, for i sidste del kom Le Bon lidt igen. Her rockede hun og hendes band mere ud, og der var endda smil fra to af hendes bandmedlemmer. Tempoet blev sat op, og enkelte steder mindede det ligefrem om Savages, når trommernes tunge slag lød, og Le Bons vokal stod insisterende frem. Le Bon og bandet syrede ud til “What’s Not Mine”, hvor Le Bon fik mulighed for at lave flere variationer med hovedet bøjet ned over guitaren, mens keyboardspiller og trommeslager hamrede staccato på henholdsvis tangenter og trommer.

Til slut spillede Le Bon et stille nummer, hvor singer/songwriter-traditionen var langt mere tydelig, ligesom på flere af hendes tidligere album. Den lyd havde jeg egentlig på forhånd forventet, vi ville høre mere til. Her minder Le Bon nærmere om Joni Mitchell med hvem, hun deler den let talende sangstil. Denne side af Cate Le Bon havde jeg gerne hørt mere af – eller mere rock med tempo på. De numre, der faldt mellem disse to stole, blev noget ligegyldige.

Det var så det, farvel og tak. Det passede også publikum udmærket, og de blev ikke ved med at klappe som efterspørgsel af et ekstranummer. Nu var det alligevel også holdt op med at regne.

★★★☆☆☆

Deltag i debat