Koncerter

Roskilde Festival 2016: Courtney Barnett, 30.06.16, Avalon

Skrevet af Simon Freiesleben

Gode sangskrivere går aldrig af mode, så der er ingen tvivl om, at australske Courtney Barnett er kommet for at blive.

courtneybarnett-poonehghana-3-800px

Foto: Pooneh Ghana

Det var lidt over spisetid, da Courtney Barnett og slæng kom på scenen. Det tog den australske singer-songwriter dog let på, da hun kom ud iført en baggy T-shirt og pjusket morgenhår. Der skulle blot et par kikset-ironiske solbriller til, og så ville looket som den kvindelige pendant til kollegaen Ryan Adams være perfekt. Den sløsede påklædning manifesterede sig også musikalsk i hendes slackerrockede tilgang til grunge-revival, hvor især koncertens første par numre føltes lige lovligt slacker-sløsede. Det har selvfølgelig sin charme, men med tanke for Barnetts rå rockpotentiale, så kunne man frygte, at det ville blive en alt for hygge-nygge-sød omgang slackersuppe.

Den frygt blev dog heldigvis gjort til skamme, og da Barnett og band havde spillet sig varme, kom der andre boller på suppen. Det var faktisk under den lange, stenede og lettere navlepillende blues-stikpille “Small Poppies”, at man virkelig mærkede Barnetts intensitet skinne igennem. Nummeret belyste virkelig Barnetts evne til at skrive catchy, men dog eftertænksomme hooks og kulminerede i et herligt støjende crescendo af guitar-feedback.

Hvad der fulgte, var en fuldstændig forrygende trio af sange: den melankolske forstadshymne “Depreston”, den cheeky sang om overforbrug af Instant Noodles “Three Packs a Day” og slutteligt røg hænderne i vejret, da der var dømt fællessang til den bidende sarkastiske og punkvrede “Pedestrian at Best”. Nøj, hvor var det altså bare godt! Lige her så man klart alle Barnetts mange kvaliteter som sangsmed springe ud i fuldt flor.

»Put me on a pedestal and I’ll only disappoint you. Tell me I’m exceptional, I promise to exploit you,« synger Courtney Barnett i omkvædet på føromtalte “Pedestrain at Best”. Selvom det ville være løgn at sige, at jeg følte mig skuffet eller udnyttet, så må jeg alligevel indrømme, at koncerten dalede en anelse mod jordniveau efter dette himmelstræbende midterstykke. Barnett og band holdt gryden godt i kog med fedt grungerocket guitarlir og god energi, men det var omtrent samtidig, at en pæn portion af publikum begyndte at udvandre fra koncerten. Langt de fleste forlod sikkert Avalon for at sikre sig en god plads til Barnetts åndsfælle PJ Harvey ovre på Arena, men det faldt altså også sammen med en række af sange, der føltes lidt mere anonyme. Så anonyme som man kan sige Courtney Barnetts sange nu bliver – de rummer stort set alle en stykke lyrik eller en musikalsk reference, der får lytteren til at trække på smilebåndet.

Med lidt færre fyldnumre kunne Barnett og hendes to kompagnoner med fordel have skåret et kvarter af koncerten, der desværre føltes en kende lang mod enden. Men til de tålmodige der blev hængende, faldt der også guldkorn af. Den sløve og apokalyptiske “Kim’s Caravan” endte i et katarsisk inferno af guitarstøj, mens Barnett skreg i kor med publikum: »Take what you want from me!«. Koncerten blev rundet fint af med den korte og intense “Nobody Really Cares if You Don’t Go to the Party”, der snildt kunne tolkes i konteksten som en dejligt selvironisk tak til de fremmødte publikummer, der blev hængende på trods af, at rockgudinden PJ Harvey samtidig gjorde klar til at holde hof på Arena.

Gode sangskrivere går aldrig af mode, så jeg har ingen tvivl om, at Courtney Barnett er kommet for at blive. Spørgsmålet er, om hun med tiden lærer at brænde lige så kraftigt igennem som performer, som hun gør i sin lyrik. Jeg tror på det, men hun er der altså ikke helt endnu.

★★★★½☆

Deltag i debat