Koncerter

Roskilde Festival 2016: Foals, 01.07.16, Orange

Skrevet af Sabina Hvass

Det var det hele værd at blive stående i den silende regn foran Foals på Orange, der var eminent musikalsk selskab.

Foals

Onde tunger ville sige, at britiske Foals ikke har formatet til at spille Orange Scene op tidligt fredag aften. Men de skulle skamme sig, skulle de! De fem gutter fra Oxford kaster musikalske gaver ud fra den enorme scene, som jo kan være ærefrygtindgydende. Og efter vokalen bliver nivelleret gennem første nummer, er der næsten ikke en tone, der misses eller en musikalsk chance, der bliver forbigået.

Det kommer øjensynligt bag på bandet, at så mange vælger at stå i det silende regnvejr. Selv synes jeg, det er klart, når et så velspillende orkester tager tyren ved hornene og holder så højt et niveau fra start til slut. Og så gør det heller ikke noget, at man bliver rost undervejs: “You guys are bad ass!”, lyder det fra forsanger Yannis Philippakis, der mener at være blevet informeret om den nordiske stolthed og resiliens.  Selv prøver han kræfter med vejrforholdende og tager turen fra scenen ned til de die hard fans, der troligt synger med på nummeret “Providence”. Fedtet? Måske. Kan jeg i så fald tilgive det? Ja, det kan jeg sagtens.

Bandet lever klart op til rygterne om, at være ét af de bedste britiske livebands. Et godt eksempel, i en perlerække af højdepunkter, er den dynamiske “Olympic Airwaves”, hvor cirkulerende guitarer går klart igennem, og en pumpende storetromme sætter gang i de ømme festivalben. Det er en mesterligt syngende Philippakis, der går til biddet på “Spanish Sahara”, og bandets fabelagtige overskud fortsætter på det højenergiske hit “My Number” fra den tre år gamle, og Mercury Prize-nominerede Holy Fire-plade. Philippakis kommer dog momentvist i problemer med sin growlen, der knapt når gennem de komplicerede kompositioner. Fordi musikken varierer et sted mellem mathrock, indie, grungerock og discopop er helhedsindtrykket heller ikke nødvendigvis det klareste. Men sættet er bygget op om et middel tempo, der kan skrues en tand op eller ned, som på “Mountain at My Gate”, der sammen med “Two Steps, Twice” forener mathrock og punket disco.

Skærmen afslører til sidst trommeslager Jack Bevans bare fod, der har trådt sig sikkert gennem en times forsvar til de, der mente at Orange blev for stort til Foals. Det var det hele værd at blive stående i den silende regn. Bare glemme vejret og nyde det eminente musikalske selskab.

★★★★★☆

Deltag i debat