Artikler Interview

Roskilde Festival 2016: Greg Fox – »I den musik, jeg er interesseret i at spille, er det godt med en elasticitet«

Vi tog en snak med Roskilde Festivals travleste trommeslager Greg Fox, der spillede med tre forskellige bands i løbet af festivalen, til en snak om de hans bands, improvisation og den nye trommesoftware “sensored percussion”.

Den travleste musiker på årets festival har utvivlsomt været den eksperimenterende trommeslager Greg Fox, der spiller med i et utal af projekter. På festivalen spillede han torsdag med avantgarde-støj-supergruppen Ex Eye bestående af Fox på trommer, saxofonisten Colin Stetson (Arcade Fire, Bon Iver m.fl), Shahzad Ismaily på synthbas og Toby Summerfield på math/jazz/avantgarde-guitar. Dagen efter spillede Fox sammen med Kid Millions i trommeduoen Fox Millions Duo, og på sidstedagen med bandet Guardian Alien som Fox udgør sammen med kæresten Alexandra Drewchin

Vi mødtes med Greg Fox efter de to første koncerter til en snak om de mange bands, improvisation og den nye trommesoftware sensored percussion.

Du blev inviteret til at spille tre koncerter i løbet af festivalen, hvor du selv måtte vælge med hvilke projekter. Hvordan valgte du Ex Eye, Fox Millions Duo og Guardian Alien?

»Det var de første, jeg kom i tanke om. I de her bands er der en stærk samarbejdsånd. Det er sammen med folk, som jeg virkelig holder meget af at arbejde sammen med. Guardian Alien har været mit band i lang tid sammen med min kæreste Alex, så det er altid rart at spille. Da vi blev booket med Ex Eye, havde vi slet ikke øvet, vi havde ikke skrevet noget musik, og vi havde ikke engang et navn. Derfor blev Roskilde-bookingen en mulighed for at puste lidt til ilden.«

Hvorfor dannede I Ex Eye?

»Colin Stetson og jeg har spillet sammen i et stykke tid, som jeg også har gjort det med Shahzad Ismaily. Vi kan virkelig godt lide at spille sammen, og Colin har i et stykke tid gerne ville lave et heavy-band med mig – så vi ville egentlig bare mødes og spille noget heavy.«

Efter koncerten med Ex Eye lagde danske Torben Sangild, der har skrevet speciale om støjens æstetik, et billede op på Facebook, hvor han skrev »Det lød ikke som noget andet, man har hørt før. Det var det tungeste dronemetal.« Hvordan laver I noget, man ikke har hørt før?

»Du følger din mavefornemmelse, tror jeg. Det er overhovedet ikke intentionen, at vi skal være fornyende. Det er et glædeligt tilfælde, for vi mødes bare for at lave en masse støj, derfor er det virkelig cool, at en, der har lavet en ph.d. om støjmusi,k værdsætter musikken på det niveau. Shahzad Ismaily og Colin Stetson er to af mine favoritmusikere. De er dybt faglærte, de spiller meget nuanceret, ligesom Toby Summerfield. Så det er måske et naturligt biprodukt af folks talent, at vi virker fornyende. De tre andre har alle muligheden for at lave mange forskellige lyde, så de kan indtage forskellige, dynamiske områder. Ingen er låst fast til at spille på én måde.«

Hvor meget er planlagt, og hvor meget er improviseret, når I spiller?

»Når jeg spiller med Fox Millions Duo har vi en planlagt struktur, vi spiller i løbet af sættet. I den struktur spiller vi frit. Med Ex Eye spiller vi sange, vi har skrevet sammen, men der er også manøvrerum til momenter, hvor vi improviserer. Med Guardian Alien er det ret improviseret. Vi har nogle forprogrammeret elektroniske elementer, hvor vi har bestemt, hvilke lyde vi skal udforske. Der kender vi hinanden ret godt og ændrer, når det er tid til, at noget skal ændres.«

Hvad giver det musikken, at den er improviseret fremfor struktureret?

»Det giver musikken liv. Du kan have kontakt med publikum, så det ikke bare bliver en envejskommunikation. Der er en reaktion fra publikum, du kan tage og putte ind i musikken. Kommunikation er, hvad musik virkelig er. For mig gør det musik mere effektiv, når du kan føle, at der sker en udveksling. På en måde er det mere realistisk, når du kommunikerer, hvad du føler i øjeblikket. Det er ikke fordi, jeg vil tale traditionel sangskrivning ned. Meshuggah, der også spiller på Roskilde Festival, er et af mine yndlingsbands. De improviserer ikke. De spiller sangen, som den er, og det er fucking fedt. Men i den musik, jeg er interesseret i at spille, er det godt med en elasticitet.«

Jeg var fascineret af dit ansigtsudtryk, da jeg så dig spille. Hvad tænker du på, mens du spiller?

»Det afhænger af øjeblikket. Når Kid Millions og jeg spiller, tænker jeg på, hvor sjovt det er, hvor ondt det gør i min krop. Derefter griner vi og smiler til hinanden, fordi vi kan lide, det vi gør og værdsætter at vi kan få lov til at komme og spille det. Det kan du se på vores ansigter. Jeg prøver ikke at se seriøs ud eller sådan noget. Jeg skjuler ikke noget. Derfor er ender mit ansigtudtryk med at være en kombination af begejstring, smerte og humor.«

Det så ret ærligt ud, da I spillede det første nummer med Fox Millions Duo, hvor I begge tæskede løs på en lilletromme i ekstremt lang tid. Der kunne man virkelig føle din fysiske smerte.

»Jeg varmede ikke ordentligt op og spillede også på festivalen dagen i forvejen med Ex Eye. Jeg kunne virkelig mærke, at min albue gjorde ondt. På et tidspunkt var jeg nød til at rejse mig fra trommestolen, fordi det gjorde så ondt. Det nummer er baseret på, et nummer der kun består af lilletromme fra Kid Millions soloprojekt Man Forever. Så kombinerer vi det med sensored percussion, der tricker nogle elektroniske lyde. Den teknologi arbejder jeg meget med i mit soloprojekt.«

Du lavede nogle variationer i slagenes hårdhed?

»Det var til dels på grund af det fysiske, men det var også for at påvirke de elektroniske elementer via sensored percussion. På den måde kan jeg ændre de elektroniske lyde igennem, hvor hårdt jeg slår.«

Hvordan fungerer det?

»Det er noget, der er udviklet af min ven Tenoch Esparza- Han står bag firmaet Sunhouse, der laver sensored percussion. Det er en hardware sensor, han har udviklet, så du kan træne softwaren til at reagere på den måde, du spiller på. Det er et system, der vil revolutionere, hvordan man spiller trommer. Endnu mere end da pickupen blev udviklet til elektriske guitarer. Det vil sætte trommeslageren i stand til at styre udtrykket i sin musik, fordi du kan skabe mange flere klange, mens du spiller. Al anden algoritmebaseret musiksoftware minimerer faktisk betydningen af musikeren. Baseret på forskellige faktorer kan softwaren genere musik, som fx i Logic (musikindspilningsprogram, red.), hvor en trommesimulator kan spille i stedet for en normal trommeslager. Det er cool, at man kan det, men den software gør musikeren overflødig. Sensored percussion betyder til gengæld, at det er computeren, der skal indordne sig vores præmisser og ikke omvendt.«

Så er det en samtale mellem mennesket og maskinen?

»Ja, på en måde. Men systemet er sat op efter, hvor på trommen jeg slår, og hvor hårdt jeg slår. Det igangsætter så en lang række af samples, afhængigt af hvad jeg spiller. Det er endnu ikke en samtale med computeren, fordi jeg bestemmer, hvad computeren gør, men i takt med, at man lærer computere at improvisere, bliver det mere og mere spændende.«

Læs også vores anmeldelser af koncerterne med Ex Eye, Fox Millions Duo og Guardian Alien

Deltag i debat