Koncerter

Roskilde Festival 2016: Kakkmaddafakka, 30.06.16, Pavilion

Foto: Eirik Lande
Skrevet af Sabina Hvass

Jeg er ikke sikker på, jeg er der, hvor jeg kan adskille norske Kakkmaddafakka fra et balleband til en 50 års fødselsdag. Men festen var ikke til at dæmpe på Pavillon tidlig eftermiddag på Roskilde Festivals torsdagsprogram

Foto: Eirik Lande

Foto: Eirik Lande

I ti år har norske Kakkmaddafakka sat fester i gang på klubber og spillesteder. Et imponerende karaktistika hos det unge band, hvor intet medlem endnu har rundet de 30. De spiller popnumre med en indiefeel, som drengene i 1D kun kan være misundelig over. Det er ca. samme ungdoms- og kærlighedsinficerede tekster med simple rim (ie. »We can do whatever / as long as we’re together«) og dansevenlige grooves. Og denne torsdag når de ét af deres mål med bandet: at spille på Roskilde!

Efter et »Good morning, Roskilde Festival,« sætter “Touching” gang i sættet. Regnen uden for teltdugen har taget til, men allerede efter to numre kan Kakkmaddafakka rejse hænderne sejrende i vejret, for publikum bliver trods alt stående og fester. Der er ingen tvivl om, at bandet fra første færd ud i deres discopops letbenede univers, er stålsatte på at få sparket dagens Pavillon-program i gang med et brag! Det er derfor også en smule pudsigt, at se bandet hoppe rundt med kæmpe smil på læben på numre, der måske kalder på en lidt roligere fremførsel som på jalousi-sjæleren “Someone New”.

Men de er simpelthen røvcharmerende, som de står og dirigerer publikum i call response-kor, og modtager glædesråb og enorme klapsalver. Bandet har destilleret de bedste numre ud af deres fire fuldlængdeudgivelser, og omkring halvvejs i sættet tager de os tilbage til 2011 med “Is She” fra albummet Hest, hvor fællessangen om muligt bliver skruet endnu en tand op. Det kommer ærligt talt bag på mig, at jeg kan kigge rundt i teltet og se så mange, der kan gengive hver eneste strofe, og jeg bemærker næsten ikke en al for løst leveret klaversolo.

Jeg lader mig også rive med af stemningen på “Gangsta”, som mest af alt virker som en joke-sang om at ville være en Original G. Men pludseligt er det som om, at der eksperimenteres med lyden. Tydelige dyk i niveauerne på guitarerne, og efterfølgende voldsom kompensation, hiver mig ud af den ekstremt festlige stemning, som Kakkamaddafakka leverer. Det er også her jeg begynder at tænke, at der måske er lige lovligt meget leflen for at holde publikums energi oppe, men en sjæler i form af “Forever Alone” får rådet bod på den ubalance. Nummeret er virkelig tight og kontrolleret, lige som det bliver på det følgende “Your Girl”.

Jeg er ikke sikker på, jeg er der, hvor jeg kan adskille norske Kakkmaddafakka fra et balleband til en 50 års fødselsdag. Men festen var ikke til at dæmpe på Pavillon tidlig eftermiddag på Roskilde Festivals torsdagsprogram, hvor de slutter stærkt af med radiohittet “Young You” og et cover af Haddaways “What is Love”. Hatten af for det!

★★★★½☆

Deltag i debat