Koncerter

Roskilde Festival 2016: Savages, 30.06.16, Avalon

Foto: Colin Lane
Skrevet af Sabina Hvass

Det roste, britiske postpunk-projekt Savages skulle lukke Avalon torsdag nat, og svært svingende lydkvalitet og en lavenergisk performance blev en lidt skuffende afslutning på dagen.

Foto: Colin Lane

Foto: Colin Lane

Det roste postpunk-projekt Savages skulle lukke Avalon-scenen torsdag nat, og selvom jeg sjældent hopper på hype-ekspressen, så havde jeg alligevel en forhåbning om at se en eksplosiv og højenergisk performance, som bandet, i hvert fald på papiret, er notoriske for. Hjemsøgte guitarer introducerer nummeret “I Am Here”, men allerede her kan man fornemme, at alle fire bandmedlemmer måske ikke kan stå inde for den udmelding. Så det klinger en smule hult, da en tilbagetrukket og kontrolleret Jehnny Beth messer: »The world is with me / and you’re coming for the ride«.

Derefter er der dog ikke så meget pis på “Sad Person”, der rusker lidt op i de søvndrukne masser bag den mosh, der opstår momentvis blandt de forreste publikummer. I et forsøg på at komme derhen, hvor energien øjensynligt lander, finder jeg en række døde huller, hvor volumen simpelthen ikke kan overdøve en samtale to meter fra, hvor jeg står. Efter at have stået i sådan et hul på det energiske “Husbands”, leder jeg forgæves efter et spot, hvor volumen matcher det febrilske hvide scenelys. Det lader til, at der er sammenhæng mellem de vekslende lydniveauer og en alt for mekanisk afviklet leadguitar, og de mudrede melodier falder helt sammen på det ellers smukke “City’s Full”. Dernæst må bassen lide på “When in Love”, men her fra er der et fornuftigt lydleje, så det sarte “Slowing Down the World” får den levering, nummeret fortjener.

“I Need Something New” får lov at være det første nummer, hvor energien når længere ud, end til den moshende mængde på de forreste rækker. »Be safe. But do it!« siger Beth og sparker gang i det Pixies-klingende nummer “T.I.W.Y.G.”, der tordner gennem Avalon. “Mechanics”, som har en god opbygning, ender uheldigvis lidt upræcist til slut, men meget er tilgivet, fordi bandet i de afsluttende minutter bestemmer sig for at kæmpe for at overbevise hele teltet. De holder sig akkurat oven vande med “Adore Life”, hvor blødt klingende guitarlyde smyger sig om de eksistentielle tekster, men også ligger ret præcist som på den seneste plade af samme navn. Men så holder forsanger Jehnny Beth en kunstpause og sender den sidste energiudladning ud i form af “Fuckers”, og når altså lige akkurat at skabe den kontakt til publikum, som resten af koncerten savnede, nej, hungrede efter. Men det var alt andet lige en stejl sti op af bakke.

★★★½☆☆

Deltag i debat