Plader

The Kills: Ash & Ice

Skrevet af Fie Neergaard

Duoen The Kills, bestående af amerikanske Alison Mosshart og engelske Jamie Hince, er tilbage med første nye album i fem år. Men er der overhovedet stadig behov for deres simple, cigaretlugtende rock i 2016?

Indrømmet, den er måske ikke det mest eftertragtede og efterspurgte i tiden, den simple garagerock, der dominerede 00’erne – selvom The Strokes stadig prøver at finde nyt fodfæste, og Jack White fortsætter solokarrieren ufortrødent, senest i en mere nutidig konstellation med Beyoncé, som han hjælper med at få aggressionerne ud på “Don’t Hurt Yourself”. Ikke desto mindre har to af fordums garagerocks aficionadoer udgivet et nyt udspil.

Den britisk/amerikanske duo The Kills opnåede måske aldrig samme status som The Strokes og The White Stripes, men med en af 00’ernes mest cool frontfigurer, Alison Mosshart, er bandet ét, de fleste alligevel vil kunne genkende. At hendes ansigt også blev sat i forbindelse med skødesløs mode og endnu et af Jack Whites sideprojekter i The Dead Weather har også hjulpet. Sidst jeg selv rigtig dyrkede The Kills var med det sublime Midnight Boom fra 2008, siden da har den simple rock virket knap så aktuel i en tid domineret af omtågede rappere og kantet R&B.

Fem år er der gået siden sidste udspil, Blood Pressures, grundet en slem håndskade, som The Kills’ anden halvdel, guitarist Jamie Hince, pådrog sig i 2013. Her nogle år efter er The Kills klar igen, men spørgsmålet er så, om der overhovedet stadig er behov for den slags simple, cigaretlugtende rock i 2016? Opskriften har i hvert fald ikke ændret sig synderligt siden 2008, eller siden debuten i 2003 for den sags skyld. The Kills byder stadig på simple, kradse, men vellydende guitarriff med en ofte elektronisk bund, domineret af Mossharts skiftevis sagte og skarpe vokal.

De elektroniske suppe-steg-og is-elementer har The Kills også altid haft en forkærlighed for. De kan høres på åbneren “Doing It to Death” og på det efterfølgende nummer, “Heart of a Dog”, hvor en rasleæg-lignende lyd er pakket ind i effekter, som står i en mere spøjs end vellydende kontrast til den buldrende guitar, mens Mosshart her prædiker sin loyalitet og sammenfatter i et poppet oh-oh-omkvæd, faktisk både på andet og første nummer. Allerede der skuer man en manglen på variation. På tredje nummer er det trommerne, der får en forsimplet maskinel lyd, men giver en anderledes rytme med de tilsatte breakbeat-trommer, der sammen med den ellers rå retrorocklyd får en mere støjende og fræsende guitar. Det klæder duoen, og man får næsten lyst til at danse.

Lyden er ellers blevet klarere med årene, og på “Days of Why and How” er de traditionelle trommer skiftet ud med et beat, der kunne være nutidens R&B værdig, mens Mosshart sårbart synger om sin længsel. “Hum for Your Buzz” er det tætteste, vi kommer på en ballade, hvor Mosshart kun er akkompagneret af Hinces guitar, der virker medrivende og oprigtig. En mere uinspireret omgang får man på “That Love”, hvor guitaren må stå over for klaveret, og det bliver sådan set bare kedeligt. De dansevenlige perkussioner bliver genoptaget på “Siberian Nights” og gør det til et af de mere mindeværdige numre på pladen.

Sydstatsklingende guitar bliver serveret på “Echo Home”, hvilket klæder The Kills og de to samstemmige vokaler, især når den sydstatsgrædende guitar bliver parret med electrotrommer. Pladen bliver meget sigende rundet af med endnu en gang »oh-oh« på “Whirling Eye”, men med mere effekt på vokalen, der vækker minder om den omtågede attitude, der var en af The Kills’ attraktioner på tidligere udspil.

Den fandenivoldskhed og variation, som herskede på Midnight Boom er sværere at spotte på Ash & Ice. Legen med parringen af rå, simpel rock og elektroniske elementer virker ikke længere så frisk, og selvom det uden tvivl er et vellydende album, der særligt har sine øjeblikke i første halvdel på de riff-tunge sange og den inderlige “Hum for Your Buzz”, havde vi nok overlevet også hvis der var gået fem år mere, før den nye The Kills-udgivelse kom.

★★★☆☆☆

Deltag i debat