Plader

To My Green Lands: How to Store Memories

How to Store Memories hvirvles man gennem melankolske erindringer, der bærers af en hæs stemme og et skramlet guitarriff.

To My Green Lands er et dansk indie-projekt med sangeren Jimmie Nolsøe i front. Pladen How to Store Memories er en skættende debut, der får pillet de yderste lag af og når ind til en autentisk lo-fi-lyd.

Pladen er delt i to. På de første numre ”Pictures” og ”Real World” er det som at høre en popsanger fanget i et lo-fi øvelokale. Der er noget poppet og meget kompetent over vokalen, som lyttede man til et britpopband a la Blur eller Oasis.

På det tredje nummer ”Mr. Writer Is Gone” sker der noget. Den diskante herrevokal får pludselig en langt dybere andenstemme at lege med. Som der passende synges på nummeret: »Seems like we’ve both been growing apart.« Det er nemlig som om, vokalen har delt sig i to – nærmest som Johnny Cash og Bob Dylan i duet på ”Girl from the North Country”. Vokalen udvikler sig herfra og bliver mere voksen og hæs på numrene efter.

På de første numre er der den samme vrængende vokal som Damon Albarns, men på de efterfølgende numre bliver stemningen langt mere dyster som i Nick Caves tunge univers.

Selvom man får kraftige associationer til et mere poppet univers på de første numre med de fængende melodier, er How to Store Memories i langt højere grad skramlet. Det er især de mange guitarriffs, der mudrer lyduniverset til. Og pladen bærer præg af en lidt smadret garagerocklyd. Trommerne og klaveret danner lydbilledet sammen med guitarriffene, der af og til akkompagneres af strygere og klokkespil.

Det stærkeste nummer på pladen er ”The Darkest Wound”, hvor den hæse vokal ligger som en perfekt melbolle oven på suppen af bløde guitarriff og koret af strygere. Samtidig er der mere energi på nummeret, der nærmest hæver sig op til stadionrock i dets klimaks. Det får dog ikke lov at lette fra jorden, for som der bliver sunget »So close is where you are,« pilles nummeret ned igen og ender med nærmere at være en sjæler.

Det sidste nummer “Journeys” afrunder pladen med rolig popperfektion. Det er en vellydende rejse gennem mindernes grønne land tilbage til den mere opstemte lyd fra de første numre. Som der synges på det sidste nummer, er det »A place where we can let go« og få afløb for den intense og dystre stemning, der har kendetegnet pladen siden skiftet efter de første numre.

To My Green Lands er et spændende projekt med en lækker blanding af fængende melodier og autentisk lo-fi-lyd, men af og til får man fornemmelsen af, at det er et nærmest ufærdigt kælderprojekt, når sangene ikke får lov at klinge ud til fuldbyrdede melodier, med den afrunding de fortjener. Det virker til tider skitseagtigt på de lidt korte numre, der sjældent når meget over tre minutter, og ofte er under. Numrene er nedpillede og ærlige, men det bliver til tider lidt for bart.

★★★★☆☆

Deltag i debat