Plader

Crystal Shipsss: Holly

Crystal Shipsss: Holly
Skrevet af Frederik Voss

Det seneste udspil fra Faurholts krystalskibe, Holly, bevæger sig væk fra eksperimenterne og de kringlede albumsammenhænge i et strømlinet og monotont album, som også markerer hjemkomsten til Danmark, hvor han selv har indspillet albummet.

Jacob Faurholts soloprojekt har siden 2011 været lidt af en gemt dansk indieperle, der fra Berlin har udgivet charmerende indiestøj-plader som I Will See No Moon No Sky (2015), Dirty Dancer (2013), Yay (2012) og den selvbetitlede EP (2013). Dette bagkatalog hænger overraskende fint sammen på trods af et væld af forskellige idéer og udtryk indenfor samme albums rammer. Det seneste udspil fra Faurholts krystalskibe, Holly, bevæger sig væk fra eksperimenterne og de kringlede albumsammenhænge i et strømlinet og monotont album, som også markerer hjemkomsten fra Berlin til Danmark, hvor han selv har indspillet albummet.

Den albumbetitlende sang “Holly” åbner og fungerer som et klart pejlemærke for resten af albummet. En akkorddefinerende synthflade, et simpelt trommebeat, der utvivlsomt er født af en computer, samt en simpel baslinje udgør grundfundamentet. Faurholts halvsvage, falsetsungne vokalmelodi, skal derefter på egen hånd være stærk nok til at bære popnumrene. Det er en utrolig simpel opskrift, der stiller ekstremt høje krav til netop vokalmelodien. Sangen “Holly” adskiller sig på to fronter i forhold til resten af albummet. Den har den eneste vokalmelodi, der virkelig har sat sig fast hos undertegnede efter adskillige gennemlytninger og er med sine fem minutter og otte sekunders længde omtrent dobbelt så lang som resten af sangene på albummet.

“Flowers” tager måske prisen for at lyde mest syntetisk og har en vokalmelodi, der ikke bare bringer tankerne henimod Depeche Modes “Enjoy the Silence”, men som også starter den lignende melodi med teksten »All I ever wanted.« “Love” ender til gengæld som en billigt-lydende shoegaze-produktion. “Pink” leder mine tanker hen på et halvfærdigt Twin Peaks-intermezzo, og “Captain” giver mig kort håb om en afstikker med sin apeggiosynth. “Eerie” har udeladt trommerne og er albummets mest organisk-lydende sang, hvor Faurholts vokal ender med at stå stærkest. Derudover er der ikke rigtig noget, der adskiller sig fra den indledende opskrift i løbet af de omtrent 22 minutter albummet varer.

I albummets pressemeddelelse skrives der indledende: »On Crystal Shipsss’ 4th album Holly bubblegum pop and lo-fi weirdness collides with noisy outbursts!« Min lytteoplevelse bliver desværre aldrig rigtig underlig, og de støjende udbrud er stort set fraværende. Tilbage står forudsigelighed, tyggegummien i form af de syntetiske produktioner og nogle popmelodier, der ikke fænger, som jeg kunne ønske mig. Måske består det største eksperiment for Faurholt i at holde et stringent udtryk igennem et helt album. Det lykkes han trods alt med på dette album.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat