Koncerter

Julia Holter, 18.08.16, Koncerthuset studie 3, København

Foto: Tonje Thilesen/PR
Skrevet af Frederik Voss

Los Angeles-musikeren besøgte igen Danmark i intime rammer, som viste sig at være helt rigtige i forhold til hendes artpop, der efterhånden sætter hende i fornemt selskab med navne som Joanna Newsom og Kate Bush.

Foto: Tonje Thilesen/PR

Foto: Tonje Thilesen/PR

Der var egentlig rigeligt med ringende alarmklokker til at gøre mig nervøs for aftenens musikoplevelse, da jeg 20 minutter før planlagt koncertstart stadig blev afvist ved døren i Koncerthuset grundet lydprøver. En gennemgående kritik af Holter-koncerten i Lille Vega i november var netop problemer på lydfronten. Derudover var den amerikanske West Coast darling med den iboende europæiske aura blevet rykket fra Studie 2 til det bogstavlig talt halvt så store Studie 3 – formodentligt på grund af et haltende billetsalg. Jeg var alligevel forholdsvis rolig, og der skulle heldigvis også vise sig at være et payoff for at ignorere sirenerne.

Julia Holter har rimelig konsekvent høstet gode anmeldelser og levet en udmærket indie-tilværelse fra karrierens begyndelse, men siden koncerten i Lille Vega er det som om, anerkendelsen af hendes æuvre er nået et højere niveau. I maj var hun at finde på Jean Michel Jarres Electronica 2: The Heart of Noise sammen med Pet Shop Boys, Primal Scream, Edward Snowden og Peaches, mens hun på dette års Roskilde Festival kortvarigt havde taget trinnet fra Gloria op på Orange Scene, hvor hun sammen med The Orchestra of Syrian Musicians optrådte med en yndefuld og overraskende indadvendt version af singlen ”Feel You” samt en duet med Damon Albarn på The Beatles’ klassiker ”Blackbird”.

Flankeret af Devin Hoff på kontrabas, Dina Maccabee på bratsch samt Corey Fogel bag sig på trommerne trådte Holter frem på scenen for at leve op til anerkendelsen i et fyldt Studie 3. Hoff påbegyndte insisterende og energisk pulsen fra ”Horns Surrounding Me” fra Loud City Song, og de resterende musikere fulgte trop… lige indtil der ikke var hul igennem til Holters mikrofon. Der var alarmklokkerne så igen. Efter en mindre afbrydelse blev sangen genoptaget og gennemført, hvorefter et yderst tålmodigt publikum måtte vente på udredelse af flere tekniske problemer. »Jeg har ikke nok vin til denne situation,« sagde Julia Holter emblematisk, før hun kastede sig ud i yderligere charmerende akavet småsnak.

Holter fik til sidst sit go fra lydmanden, og derefter blev publikum ført igennem tre sange fra Holters seneste album, Have You in My Wilderness. Den luftige ”Silhouette” med de underfundige betoninger gik rent hjem, og ”How Long” lod hendes vokal bekræfte sit potentiale for inderlige leveringer. Den glimrende single ”Feel You” havde til gengæld sine problemer med at leve op til den opløftende, lagdelte produktion fra albummet.

Holter har bevæget sig fra eksperimenterende soveværelsesalkymist med speciale i græske tragedier til en Domino-udgivet popsangerinde, der trækker retfærdige sammenligninger til Joanna Newsom og Kate Bush. Trods denne udvikling lod omfortolkningen af ”So Lillies” fra debutalbummet Tragedy sig inkorporere overraskende let i sættet. Sansen for melodier har rigtig nok hele tiden været der, og overgangen til den upbeat ”Everytime Boots” virkede ikke akavet, som man kunne frygte. Væk fra hukommelsen var de tekniske problemer.

Den afsluttende sektion af koncerten byggede videre på den gode midtersektion og tog koncerten op i det højeste luftlag af min bevidsthed. Havde min stemme kunne matche Holters, havde jeg muligvis sunget linjerne »Oh it seems like a mighty long time/I’m so glad you’re here again« tilbage mod hende, da hun spillede koncertens højdepunkt ”Hello Stranger” for et tryllebundet publikum. ”Vasquez” lod sig overbevisende demontere, hvor saxofonsoloen fra albummet blev erstattet af en glimrende kontrabassolo efterfulgt af en tilsvarende fra bratschen. Denne patosfyldte sidste del af koncerten lod sig afslutte af ”Betsy on the Roof”, som netop kunne have været skrevet og leveret af ingen ringere end Kate Bush.

Her kunne koncerten egentlig godt have stoppet for mit vedkommende. Bandet lod sig dog pligtopfyldende hidkalde af publikum til ekstrasangen ”Sea Calls Me Home”, der desværre led lidt under samme problemer i forhold til albumproduktionen som ”Feel You” tidligere på aften, og denne gang blev den manglende saxofonsolo ikke erstattet lige så nydeligt.

Det bringer mig så til det svævende payoff fra første afsnit. Alle der mødte op i Studie 3 var egentlig heldige, at der ikke var solgt flere billetter. Det meste af Julia Holters musik er af en sådan indadvendt karakter, at jo mere intimt et spillested, des bedre. Udover den uheldige start var lyden fremragende, og det er lang tid siden, jeg har været til en koncert med et så respektfuldt og lyttende publikum, hvilket blev gengældt af Holter og band.

★★★★★☆

Leave a Reply