Koncerter

King Gizzard & the Lizard Wizard, 22.08.16, Loppen, København

Skrevet af Simon Freiesleben

De australske psychrockere har lavet en af årets allerbedste rockplader, Nonagon Infinity, og den fik vi talrige numre fra på Loppen. Bandet kunne sagtens have spillet det hele fra start til slut!

Australiens måske for tiden mest hårdtarbejdende band King Gizzard & The Lizard Wizard lagde mandag den 22. august deres vej forbi Loppen på Christiania. I år har de australske psych-troldmænd ikke blot turneret nådesløst, de har også fundet tid til at udgive 2016’s, for mit vedkommende, bedste rockalbum. Nonagon Infinity er sprængfyldt til bristepunktet med maniske energiudladninger og knivskarpe guitarriff-progressioner i skøn forening. Det er simpelthen bare skandaløst underholdende rock’n’roll! Og så er albummet endda uendeligt. Sætter du pladen på repeat, glider sidste sang nærmest ubemærket tilbage til tonerne af den første, og herligheden starter forfra. »Nonagon Infinity opens the door!« lyder pladens passende, psykedeliske mantra.

Med så god en plade i baghånden, var der lagt op til, at de sidste timer af denne regnvåde mandagsaften skulle blive en garagerocket psychfest af andre dimensioner. King Gizzard & the Lizard Wizard lagde benhårdt fra start men den fræsende psychpunkede “Robot Stop”, der også indleder Nonagon Infinity. Der var noget herligt forløsende over frontmand Stu Mackenzies gakkede sceneoptræden. Når han af sine lungers fulde kraft skriger: »Woooo!«, for derefter at hamre løs på sin guitar som skulle den straffes, mens hans hoved med de lange lokker dasker fra side til side, og tungen hænger slaskende langt ude af munden. Det var et trick, han brugte adskillige gange i løbet af aftenen, men det føltes også bare vildt passende til musikken.

Fra første guitaranslag var der fuld fart over feltet, og i lang tid føltes det som om, at King Gizzard & the Lizard Wizard udelukkende havde tænkt sig at operere med intensitetspedalen i bund. Det var først efter den paranoidt rablende sang om menneskegribbenes ankomst, “People-Vultures”, at der kom en kort pause, hvor publikum og band kunne puste ud. På dette tidspunkt i koncerten havde bandet udelukkende spillet sangene fra Nonagon Infinity, i samme rækkefølge som på pladen endda. Den korte pause passede sågar med LP-pladens overgang fra side A til side B. Jeg begyndte derfor at tænke, at vi ville få serveret Nonagon Infinity i sin helhed, hvilket jeg absolut ikke ville have noget imod. Det er et unikt konceptalbum, så hvorfor ikke lave det til en unik konceptkoncert?

Min formodning syntes at blive bekræftet, da bandet (efter en slurk vand) fortsatte, hvor de slap, og kastede sig ud i nummeret “Mr.Beat”. Det faldt sammen med et temposkifte i koncerten, eller måske snarere et stemningsskifte, for der blev stadig spillet, så sveden drev fra væggene på Loppen. Hvor koncertens første numre i høj grad rammer det helt særligt gungrende psychgroove, hvor det føles som om, det hele går sindssygt hurtigt, mens man i virkeligheden ikke kommer ud af stedet, så læner “Mr.Beat” sig i højere grad op af den psychrock-beslægtede genre krautrock med sin stærkt repetitive opbygning og Mackenzies hypnotiserende fløjtespil.

Efter “Mr.Beat” rystede King Gizzard & the Lizard Wizard posen og hev den nye sang “Lord of Lightning” op. Sangen vekslede mellem smidig psychrock og tonsertunge Black Sabbath-klingende guitarriff. Den passede egentlig ganske fint ind i øgletroldmændenes œuvre, hvor især “Wah Wah” fra deres seneste plade lyder umiskendeligt af Sabbath. Ikke desto mindre blev det blot starten på en længere afstikker fra Nonagon Infinity, omend mantraet om at åbne døren til en større bevidsthed lejlighedsvis blev gentaget. Afstikkeren gik uden slinger i valsen direkte over til de første fire numre fra gruppens album I’m in Your Mind Fuzz samt endnu en ny sang, som jeg desværre ikke opfangede navnet på.

Der var ikke en finger at sætte på leveringen af materialet under denne afstikker, men jeg stod alligevel og ærgrede mig en smule over, at bandet ikke gik linen helt ud. Når man har så stærkt et konceptalbum som Nonagon Infinity, så havde det givet pluspoint i min bog at være mere kompromisløse i udførelsen af konceptet. Men når et band er så sammentømrede og har den spilleglæde, som det australske orkester fremviste denne aften, så er det selvfølgelig svært at klage for højt som publikum. Akkurat som jeg stod og tænkte, at nu var koncerten faretruende tæt på at tabe pusten og publikum ved at tabe kampen mod Loppens saunaagtige klimaforhold, så slog gruppen over i en fortrinlig afsluttende tretrinsraket bestående af den øresønderrivende tunge “Wah Wah”, det skånselsløse stormløb “Road Train” og ultimativt en reprise af det indledende nummer “Robot Stop”.

På den måde fik bandet alligevel rundet aftenens af med et vip på kasketten til uendelighedskonceptet, og publikum kunne storsvedende trippe ud i aftenregnen for at blive kølet ned. King Gizzard & the Lizard Wizard er et formidabelt medrivende liveorkester, og de formår virkelig at tage mange af de bedste elementer fra psychrocken og med rund hånd drysse elementer fra kraut, progrock og Black Sabbath ud over hele herligheden. Det beviste de endnu en gang denne aften på Loppen, hvor jeg dog savnede en tand mere vision, der kunne have løftet koncerten fra en rigtig god til en uforglemmelig aften.

★★★★½☆

Fotos: Simon Freiesleben

Deltag i debat