Interview

Nicolai Elsberg – En brobygger mellem rytmisk og klassisk musik

Nicolai Elsberg blev kendt for sin meget dybe lidt snakkende stemme i Spillemændene. Nu er han tilbage med bandet Adi og Nicolai.

Nicolai Elsberg løb med meget af opmærksomheden i front for Spillemændene, men siden sangskriveren i bandet, Thorbjørn Radisch Bredkjær, sprang ud som Bisse, har der været lidt stille omkring den karismatiske sanger. Nu er Elsberg tilbage med egne numre i en ny duo, som blander klassisk og rytmisk musik.

Nicolai Elsberg blev kendt for sin meget dybe lidt snakkende stemme i Spillemændene. Nu er han tilbage med bandet Adi og Nicolai.

Nicolai Elsberg blev kendt for sin meget dybe, lidt snakkende stemme i Spillemændene og blev blandt andet kaldt en hul træstamme.

Pludselig stod den tårnhøje mand med de karakteristisk genstridige krøller, der som altid var forsøgt strøget til siden, midt på scenen foran en projektion af lysglimt på mørk baggrund. Som en statue med et ansigt mejslet i alvorlige folder ventede han blot på, at musikken blev dæmpet, og at de enkelte stemmer i baren og ved bordene forstummede i Loppens sortmalede, lavloftede og bjælkebårne lokale.

Det var, som om en usynlig skikkelse gik rundt mellem bordene og op til baren og tyssede på det ellers sparsomme publikum, for kort tid efter lød den sidste klirren af en flaske. Den mørkhårede og lettere spinkelt byggede pianist, der havde sneget sig ind på scenen i den høje mands skygge, slog to dybe toner an hurtigt efter hinanden og gentog igen og igen, så en stemning af spænding opstod. Herefter skiftede han akkord, og efter en rundgang begyndte den høje mand at røre på sig. Han åndede tungt i mikrofonen: »Silly me, I didn’t notice you at first/Until my dream burst,« sang han med sin dybe røst, og publikum lyttede andægtigt.

Træstammen er tilbage i ny duo

Ovenstående fandt sted ved arrangementet Loco på Loppen under den nyligt afholdte Copenhagen Jazz Festival. Den høje mands navn er Nicolai Elsberg og pianistens er Adi Zukanovic, og begge er blandt Danmarks mest interessante musikere pt. Elsberg slog sit navn fast som forsanger i Spillemændene, der blandt andet stod bag albummet Nationalsange. Bandet er nu om ikke hedengangent, så i hvert fald sat på pause på ubestemt tid. Her tog Elsberg med sin karakteristiske røst, der synes dyb som en brønd i buldermørke, og stærke scenepersonlighed, så stor opmærksomhed i 2014, at han blev nomineret til en Steppeulv som Årets Vokalist, mens bandet blev nomineret til Årets Håb.

Adi Zukanovich må siges på ganske kort tid at have slået sit navn fast i musikmiljøet som en af de mest eftertragtede og travle sidemen. Han spiller med alle fra gammelkendte, etablerede navne som Nikolaj Nørlund, Kira og Oh Land over et lovende upcoming band som Irah til eksperimenterende og undergrundsjazzede konstellationer som den Den Magnetiske Ørn og Svin, og så er han keyboardmand i bandet bag Bisse, som jo er det soloprojekt, Spillemændenes sangskriver Thorbjørn Radisch Bredkjær prioriterer i disse år.

Det kan jeg godt beklage, for selv om jeg synes, at Bisse er et helt usædvanligt interessant bekendtskab, så har Spillemændene også en meget stor stjerne hos mig. Det skyldes ikke mindst Elsbergs lettere manierede scenepersonlig med en vokal, der i sin tid på morsom vis blev beskrevet som »en muteret ost i Riberhus Saltmine« og »en velhængt, hul egetræs stamme, der giver sig til at synge« af Undertoners anmelder og forfatter Jens Blendstrup. Om det er sandt må være op til den enkelte at bedømme, men unik, det er stemmen i hvert fald, og personligt kan jeg næsten ikke komme på andre end gode, gamle Povl Dissing, der tåler sammenligning i dansk sammenhæng.

Jeg var derfor begejstret, da Nicolai Elsberg kontaktede Undertoner med tilbuddet om interview efter debutkoncerten med den nye duo. Her skriver han selv sangene, som han derefter tager med til Zukanovic, hvor de sammen udvikler de dunkle og dystre klaverarrangementer, der på spartansk vis bakker op om vokalen. Det foregår ofte om natten i Davids Kirke på Østerbro, hvor de øver.

»Jeg skriver sangene på guitar eller finder en enkel klaverfigur og tager det med til Adi, som så kommer med ideer til rytmiske mønstre, harmoniseringer og sådan noget,« siger Elsberg, da jeg møder ham i backstagelokalerne på Loppen efter koncerten, hvor publikum fik syv kompositioner. De seks var af egen avl, og den sidste var Frank Jægers digt “Håndslag til Tony (Vi, der valgte regnen)” med musik af Tony Vejslev.

Nu med opera

Sangene er, i modsætning til Bisses, ikke skrevet på dansk, men i stedet på et højtideligt og teatralsk engelsk. De er ikke nær så syrede og slet ikke samfundskritiske. De bærer nærmere præg af noget mystisk og magisk, og de tager ofte udgangspunkt i eksistentielle spørgsmål. Det kan f.eks. være ens relationer til menneskene omkring en.

»Et nummer som “We Know Each Other” handler om følelsen af at stå alene – uanset hvor stærke relationer, man har,« fortæller Elsberg om aftenens syvende og sidste nummer, hvor Zukanovic med en filmisk klaverfigur, der kunne være taget ud af en Hitchcock-film, akkompagnerede Elsbergs dybe sangforedrag.

Som noget nyt – og til min store overraskelse – synger Elsberg opera i flere af sangene. Oftest i mellemspillene. Det skyldes, at han er begyndt at studere klassisk musik på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium efter at have afsluttet sin bachelor på Rytmisk Musikkonservatorium.

»På andet år af Rytmekons begyndte jeg at studere hos den klassiske sanglærer Susanna Eken, og det var så fedt, at jeg er blevet ved med at udforske det univers,« fortæller Elsberg, som fandt ud af, at hans stemme passede godt til opera. Han tog derfor springet, og i takt med, at han udforskede stemmen, blev de sange han skrev også anderledes end dem, han tidligere skrev til A Key Is a Key, det band han har haft siden 2006 og dermed også sideløbende med Spillemændene.

Dystert og magisk

Disse numre spiller han altså nu med Zukanovic, som han mødte i miljøet, der har sit udspring omkring Rytmisk Musikkonservatorium. Zukanovich er godt nok selv uddannet på Syddansk Musikkonservatorium i Odense, men spillede med Mathias Wolf Andreasen (Den Magnetiske Ørn), som Elsberg studerede sammen med. De to havde en jazztrio med den nu afdøde legendariske bassist Hugo Rasmussen, fortæller Elsberg, og udbryder et »vildt nok« med tanke på, hvilken enestående position, bassisten med det lange røde hår havde i jazzmiljøet i Danmark, ja, måske i vores alles fælles bevidsthed, så folkekær som han var.

»Vi havde samme omgangskreds og havde længe snakket om at lave et eller andet. Vi var bare ikke helt sikre på hvad og hvordan og hvorledes,« siger Elsberg, »indtil vi blev venner og fandt et eller andet stemningsfællesskab omkring det her lidt dystre og magiske univers. Vi begyndte så småt at spille og svingede virkelig, virkelig godt. Der var bare en god kemi, ja, det var næsten som om vi telepaterede. Det var begge vores oplevelse. Det vibrerede simpelthen,« fortæller Elsberg.

Nu har Elsberg og Zukanovic så indspillet en EP i i Nikolaj Nørlunds Sauna-studie på Frederiksberg. Den har de planer om at udsende i slutningen af i år. »Det er indspillet på flygel og med sang, that’s it,« siger Elsberg og tilføjer, at de engang i fremtiden også kunne tænke sig at lave noget i andre konstellationer. »Måske laver vi noget med et kammerensemble. Man kan jo godt høre nogle strygere indover, så det kunne også være sjovt at lave,« siger Elsberg og fortæller, at de er inspireret af det, Nørlund gjorde på sin Villa-plade, som Zukanovic også var med til at lave.

Ud med genrerne

Fremtiden tegner i hvert fald lys for dette projekt – med eller uden strygere – og man kan ikke andet end at glæde sig over musikerne, der i dag ikke lader sig begrænse af genrer, men er åbne for at eksperimentere. Som den navnkundige jazzmusiker Duke Ellington engang sagde, så findes der kun to slags musik: god og dårlig. Det er Elsberg i høj grad enig i, og når det kommer til den diskussion, der i øjeblikket raser i musikmiljøet omkring fremtidens musikuddannelse på Rytmisk Musikkonservatorium, så er han tilhænger af den reform, som især prorektor Hanne Boel står for.

»Jeg er jo vildt glad for, at skolen er blevet så rummelig. Den tillod, at jeg kunne tage timer på klassisk kons, og at jeg kunne begynde at interessere mig for klassisk musik,« siger Elsberg, der gerne vil være slags brobygger mellem den klassiske og rytmiske musik. Han kan godt se sig selv synge et klassisk repertoire, men han er også utrolig glad for de genrenedbrydende projekter, han allerede er med i udover det med Zukanovic. Det gælder eksempelvis operaen Leaves – The Colour of Falling, som er komponeret af Efterklang og Karsten Fundal, og det eksperimenterende korværk Harmony of the Exopheres af Valby Vokalgruppe, som blev fremført i forbindelse med Click Festival 2016.

Og så er der selvfølgelig det med Spillemændene, som jeg lige skal have svar på. Bliver Spillemændene nogensinde gendannet?

»Det tror jeg helt sikkert. Det er Thorbjørn, der nævner det oftest, når vi mødes; at han kunne tænke sig at samle det igen,« siger Elsberg og tilføjer med et grin: »Han skal bare lige have lov til at lave sin Værsgo-plade eller -plader.«

Deltag i debat