Plader

Nite Jewel: Liquid Cool

Skrevet af Simon Freiesleben

Ramona Gonzalez har forladt indiepladeselskabet Secretly Canadian og selv udgivet sit nye album. Resultatet er ujævnt, men albummets bedste numre er drømmende og åbenhjertig lo-fi synthpop, som er absolut tiltrækkende.

Den 32-årige Ramona Gonzalez fra Californien er et endnu ubeskrevet blad i Undertoner-regi, men ikke desto mindre er hun aktuel med sit tredje studiealbum under kunstnernavnet Nite Jewel. Tidligt i sin karriere blev Gonzalez hjulpet frem af kunstnere som Julia Holter og Dâm-Funk (et samarbejde, der for nylig er mundet ud i den glimrende EP Nite-Funk), hvilket førte til en kontrakt med indie-pladeselskabet Secretly Canadian og albummet One Second of Love. One Second of Love fra 2012 var en gennemproduceret og mere kommerciel satsning på indie-R&B og rendyrket pop, der stod i kontrast til den lo-fi-æstetik Nite Jewel egentlig var kommet frem på. Efter udgivelsen brød Gonzalez samarbejdet med Secretly Canadian grundet kreative uoverensstemmelser.

I den kontekst er det svært ikke at tolke Liquid Cool som en slags frigørelsesproces – en art back to basics-album. Albummet er indspillet i Gonzalez’ hjemmebyggede studie og udgivet på hendes eget pladeselskab, Gloriette. Selv pladens coverart virker som et opgør med det foregående One Second of Love. Hvor dette positionerede Gonzalez i stilfuld sort-hvid som en form for indie-electro/R&B-pendant til Amy Winehouse, så er Gonzalez’ ansigt totalt udvisket og anonymiseret på det portræt, der pryder Liquid Cools cover. Hun forkaster det popstjerneimage, som pladeselskabet forsøgte at presse ned over hende.

Desværre forekommer pladen indledningsvis mere forceret og let famlende end som en triumferende tilbagevenden til en friere kreativ proces. Albummets første tredjedel er decideret anonym – ja, man fristes til at kalde den lettere kedsommelig. Det virker som om, Gonzalez forsøger at tage tilløb til at smide pladeselskabets åg af sig. Heldigvis sker der noget på pladens fjerde nummer, ”Kiss the Screen”, og pladen slutter så let på tå, ubesværet og stærkt, at det gør den gumpetunge indledning til skamme.

”Kiss the Screen” viser, at Gonzalez’ kortvarige møde med popverdenen alligevel har været en lærerig affære. Hun kan virkelig skrive fængende musik, og ”Kiss the Screen” er uimodståeligt catchy. Den bedårende, lo-fi popsang om en digital kærlighedsaffære lyder lidt som mødet mellem Taylor Swifts bittersøde hjertesukspop og M83s svævende drømmeelectro. Resultatet er ørehængende, sødt og lidt fjollet og burde gå direkte ind hos enhver med et bankende pophjerte.

”Kiss the Screen” er klart den mest umiddelbare sang på Liquid Cool, men over pladens sidste to tredjedele formår Gonzalez at vise sine talenter som sangskriver. ”Over the Weekend” parrer en upbeat rytme drevet frem af vuggende basgroove og håndklap med Gonzalez’ verdensfjerne og melankolske vokal. ”Boo Hoo” fortsætter, hvor ”Kiss the Screen” slap, om end i en mere danseorienteret og house-inspireret facon. Det er simpelthen glimrende popsange klædt i glitrende smukke synth-klæder. Flere steder minder Nite Jewel mig om Grimes, hvis weirdness-faktoren blev skruet i bund og erstattet med lidt mere cool natklub-stemning fra L.A.

Albummets næstsidste og længste sang, ”Running Out of Time”, trækker med sin brug af oktav synthbas-referencer til en genre som italo-disco. Den seks minutter lange ballade bygger langsomt en stemning op, der simpelthen emmer af bittersød storbymelankoli, og det er svært for mig ikke at blive lidt forelsket i, hvordan Gonzalez’ drømmesøvnige stemme løfter nummerets fragmenterede lyrik og får det hele til at gå op i en højere enhed.

Med tanke på albummets forcerede indledning, så er det en fascinerende udvikling, der sker i lyden. Hvor et nummer som ”You Now” virker forknyt og nærmest kun modvilligt lukker lytteren ind, så virker albummets afsluttende sange ubesværet svævende og åbenhjertige. Jeg skal ikke kunne afvise, at der er tale om intenderet stemningsudvikling fra Gonzalez’ side, når hun har valgt at bygge pladen op på denne måde. Personligt kunne jeg have undværet albummets første tre sange, hvilket ikke er optimalt på en plade, der i forvejen kun tæller ni sange og har en spilletid på beskedne 33 minutter.

I sidste ende føles Liquid Cool som et ujævnt, men nødvendigt procesalbum, hvor Nite Jewel flasher sine styrker som sangskriver og popsmed, samtidig med at hun genmanifesterer sin uafhængighed. Desværre er der for mange forglemmelige øjeblikke iblandt de unægteligt stærke og dragende ørehængere til, at affæren virkelig kommer op i et højere luftlag. Ikke desto mindre er Liquid Cool et behageligt, underspillet og atmosfærisk bekendtskab.

★★★½☆☆

Deltag i debat