Interview

Simon Scott (Slowdive) – Mellem trommer, feltoptagelser og elektronisk manipulation

Simon Scott er både trommeslager i det legendariske shoegazeband Slowdive og elektronisk musiker, der manipulerer optagelser af naturen i sin computer. Forud for hans koncert på Strøm Festival tog vi en snak med ham om det nye Slowdive-album, tilgangen til elektronisk musik og Slowdive-bruddet for 20 år siden.

Der er nogle musikere, der på mærkværdig vis formår at holde sig fuldstændig under radaren, selvom deres musik har opnået en vis klassikerstatus. Sådan er det med Simon Scott, der er trommeslager i det legendariske britiske shoegazeband Slowdive og derudover også elektronisk musiker. Som trommeslager i Slowdive følte han sig nødsaget til at forlade bandet, da den primære sangskriver Neil Halstead ville lave det hidtil sidste album, Pygmalion (1995), alene og uden trommer.

I stedet begyndte Simon Scott at fordybe sig i ambiente, elektroniske kompositioner, og efter Slowdive blev gendannet i 2014, er han nu både rocktrommeslager og eksperimenterer med feltoptagelser af naturen.

Vi tog en snak med Simon Scott forud for hans koncert i Cisternerne under Strøm Festival. Her fortæller han om det kommende Slowdive-album, hans tilgang til elektronisk musik og bruddet med Slowdive for 20 år siden.

Hvad skete der, da du gik ud af Slowdive?

»Det var godt at være Slowdive-trommeslager, men ingen kunne lide Souvlaki, da det udkom i 1993. Alle begyndte at hade shoegaze, vi blev betragtet som et kedeligt jokeband, og der dukkede ingen op til koncerterne. Efter Souvlaki-koncerterne sagde Neil (Halstead, red.): »Jeg er virkelig træt af alt det her. Jeg vil lave en elektronisk plade med min trommemaskine, og undskyld Simon, men jeg får ikke brug for, at du spiller trommer på den.« Så hvis der bare skulle være trommemaskine på pladen, ville jeg hellere udforske andre typer musik. Der var ikke nogle skænderier, men det var skørt, for da jeg hørte Pygmalion, elskede jeg den og syntes, at det var en forbløffende Slowdive-plade. ”Rutti” er en af mine yndlings-Slowdive-sange, og jeg er virkelig ærgerlig over, at jeg ikke kunne hjælpe med den plade. Hvis jeg havde vidst, at han ville lave den plade, var jeg sikkert blevet hængende.«

Ville pladen ikke have været anderledes, hvis hele bandet havde indspillet den?

»Jo. Det er bare bizart, fordi Neil og jeg har en ret ens musiksmag. Vi elsker begge elektronisk musik, ambient, krautrock og 60’er-eksperimenter som Steve Reichs og Phillip Glass’ minimalisme. Neil ville bare gerne lave det selv. Rachel (Goswell, guitarist og sangerinde i Slowdive, red.) sang nogle sange, men Nick (Chaplin, bassist i Slowdive, red.) siger, han ikke engang kan huske, om han er med på pladen.«

Hvad lavede du så, da du forlod Slowdive?

»Jeg købte en båndmaskine, som jeg brugte ret lang tid på bare at finde ud af, hvordan jeg skulle bruge. Ved at loope båndene, vende dem om og gøre dem langsommere begyndte jeg at komponere igen.«

Manipulation af feltoptagelser

Siden da har Simon Scott forfinet sine elektroniske kompositioner. Hans seneste album, Insomni, er delt i to dele. Den første del er baseret på feltoptagelser af naturen, som han har manipuleret elektronisk i computeren, og den anden del består af næsten ren akustisk guitar.

»Jeg genfandt min kærlighed for at spille på akustisk guitar, som var det instrument, jeg startede med at spille. Jeg kan godt lide balancen mellem digitale lyde og de smukke lyde fra guitaren. Min musik er dog primært feltoptagelser. Der hvor jeg bor, optager jeg en masse wild life-lyde, som jeg putter ind i computeren. Det er faktisk sådan, jeg skriver.«

Hvordan begyndte du at arbejde med at bruge computeren til at lave musik?

»Jeg blev interesseret i digitalt lydende musik, og jeg ville gerne lære, hvordan man bruger computeren som et studie, fordi jeg ikke har plads til alle de her kæmpe båndmaskiner og pulte. Med et ordentligt lydkort kan du lave alt i computeren, så jeg begyndte faktisk på et musikteknologikursus på universitetet for at lære det basale. Jeg blev interesseret i at manipulere lydene med software og brugte lang tid på at finde de rigtige plug-ins. Nogen sagde, at jeg skulle kigge på musiksoftwaren Maximus P fra Cycling ’74, hvori jeg har lavet en serie af måske 12 loopers, to reverbs, distortion, delays og nogle filtre. Her kan jeg sample og gå meget dybt ned i lydene. Det er ligesom en masse guitarpedaler, som er nemme at bruge.«

Så du kører feltoptagelserne igennem effekterne i computeren, og det er det, der laver musikken?

»Ja, præcis. Den første del af Insomni er loops fra mine feltoptagelser. Nogle af dem lyder næsten som computerlyde. De er meget komplekse og musikalske lyde, så jeg behøvede ikke engang at bearbejde dem alle sammen. Så det bliver et miks af naturlige feltoptagelser, undervandsoptagelser, lyde fra et sted under en bro med fantastisk akustik, der er blandet med de manipulerede lyde. Det er nok sådan, jeg bedst føler, jeg kan udtrykke mig kunstnerisk.«

Det er sjovt at gøre det i 2016, for det lyder som en ret old school måde at lave elektronisk musik. Det lyder som om, du laver musique concrète-kompositioner.

»Ja, bestemt. Pierre Schaeffer gjorde det tilbage i 1948, så jeg er enig. I dag kan du virkelig dykke dybt ned i de her lyde med den moderne teknologi og lave noget, der er originalt og interessant. Det er som at indsamle musik udefra og kombinere det med musikken. Men dengang havde man jo kun båndmaskiner og mikrofoner, der var meget dyre, så du var nødt til at arbejde for et universitet eller en radiostation, som Stockhausen gjorde, for at kunne arbejde med de maskiner. I dag har alle råd til det, man mange folk lader elektronikken overtage. Der er så meget elektronisk musik, der bare lyder som Ableton, og det er en ret steril og kunstig form for elektronisk musik. Personligt synes jeg, der skal være noget organisk i den elektroniske musik.«

Et elektronisk manipuleret liveband

Det lyder som en ny musikalsk tilgang, du har udviklet, siden du forlod Slowdive. Hvordan bruger I det i de nye Slowdive-sange?

»Vi er færdige med at indspille albummet, og det vil blive mikset denne sommer, men vi ved ikke, hvornår det udkommer. Det er Neil, der er den primære sangskriver, men det, der har ændret sig siden 90’erne, er, at han bad mig om at manipulere nogle af de lyde, vi har optaget. Det er ikke fordi, albummet kommer til at lyde elektronisk. Vi har spillet sammen i to år efter gendannelsen, og Neil ville gerne fange, hvor godt et liveband, vi er blevet, i studiet. Så på den måde er det en liveplade.«

Det glæder jeg mig til at høre. Jeg synes, det er interessant, at I virkelig dykker ned i jer selv som et liveband, men at I stadig laver en elektronisk manipulation af musikken. For mig er Slowdive et rockband, men I brugte også den elektroniske manipulation på en sang som ”Souvlaki Space Station”, hvor alle sporene bliver kørt igennem tapedelays, Neil og dig skruede op og ned for – som man kan se det i Pitchfork-dokumentaren om albummet. Det beskriver ret godt, hvordan I egentlig altid har brugt den her elektroniske manipulation.

»Jeg tror, ”Souvlaki Space Station” er en af mine yndlings-Slowdive-sange. Men vi brugte virkelig mange takes, inden vi ramte det rigtige. I dag har vi meget mere teknologi. På albummet er vi et liveband, der bruger elektroniske trommer blandet med rigtige trommer. Der er også manipulerede guitarer blandet med akustiske guitarer, så det bliver ikke bare et indierockalbum. Det bliver meget mere interessant.«

Da jeg så jer spille på Roskilde Festival for to år siden, nød jeg virkelig koncerten, men jeg savnede netop de elektroniske lyde på f.eks. ”Souvlaki Space Station”.

»Til nogle af koncerterne havde jeg min laptop med og afspillede samples, men det udfasede vi. Vi var egentlig mere interesseret i at spille sangene for publikum og ikke slæbe rundt på en masse gear. Men måske prøver vi at spille nogle elektroniske lyde på den næste tour.«

Det ser ud til, at I er meget mere populære i dag, end da I stoppede i 1995. Hvad har det gjort ved bandet, at I er blevet mere populære?

»Det har chokeret os, fordi folk virkelig hadede os, da vi stoppede. Det var primært Primavera Festivalen, der sagde: »I er nødt til at komme her og spille, for der er et kæmpe publikum, der venter på jer.« Vi troede virkelig ikke på dem. Hvis nogen i 1999 havde sagt: »I kommer tilbage om 15 år og spiller for 20.000 personer på Primavera, alle jeres koncerter vil være udsolgte, og I laver et nyt album,« så ville vi have troet, at det var en joke. Vi vidste, at Souvlaki var en god plade, men det skulle åbenbart tage 20 år, før den blev populær.«

Har det ændret jeres sangskrivningsproces, at folk er begyndt at kunne lide musikken?

»Vi ved, at vi er nødt til at lave et virkelig godt album. Det er et pres, men det er et godt pres, for vi vil ikke tilsmudse, hvad vi allerede har lavet. Hvis folk ikke kommer til blive vilde med det, når de hører det, vil vi ikke udgive det. Vi synes, bandet er virkelig værdifuldt, og når vores publikum har taget så godt imod os, efter vi kom tilbage, skal den næste plade virkelig også røre deres hjerter. Det hele har ændret sig siden dengang. Der fandtes hverken Mogwai eller Sigur Rós. Nu kan vi stå og jamme sammen, indtil én siger: »Vent lige lidt. Det lyder som Sigur Rós«.«

Er det et klassisk Slowdive-album? Altså det som nogle vil kalde for et shoegaze-album.

»Nej. Det er ikke sådan, at shoegazerne virkelig har brug for mere shoegaze. Vi vil lave noget, vi selv er begejstret for, og hvis det ikke lyder shoegazet, er det stadig Slowdive, når vi spiller sammen. Men med alle vores lange reverbs, lyder vi nok ikke så anderledes som i 90’erne, selvom der også er nogle sange, der er et nyt territorie for bandet. Neil har gjort et virkelig godt arbejde med sin smukke sangskrivning, og man kan sagtens genkende hans smukke melodier. Men jeg vil ikke spoile for meget om, hvordan pladen lyder. Det kan folk selv vurdere, når den udkommer.«

Simon Scott spiller i Cisternerne i Søndermarken den 8. august kl. 20-22 som en del af årets Strøm Festival. Få mere info her.

2 kommentarer

  • Simon har jo her i 2017 udgivet “Sugar for the Pill”. Måske det er tid til at skrive en ny artikel om ham.. Den nye udgivelse er MEGA fed – sådan noget indie/alternativt men med samme undergrunds stemning. Jeg er helt nede med den :)

Leave a Reply