Interview

Trailerpark Festival 2016: Grand Prix: »Vi lever i en helteløs tid.«

Foto: Lasse Dearman

Med sit enmandsband Grand Prix vil Bastian Emil have folk til at ranke ryggen og marchere stolt og modigt. Undertoner tog en snak med Bastian Emil under årets Trailerpark Festival.

Bastian Emil er en mand, der ikke bare stiller sig op på Trailerpark-scenen for sjov. Som en provokerende samfundsrevser vil han lave en musik, folk kan marchere stolt og modigt til. Da jeg møder ham på Trailerpark Festival i silende regn, spørger jeg til sidst: »Er der noget, du vil tilføje?« efter en række spørgsmål fra min side. Herefter åbnes en lind talestrøm hos Bastian Emil:

»Jeg synes, man skal huske at dyrke sine helte. Man skal dyrke, det man tror på. Man skal være modig og ranke ryggen, når man går ud af døren om morgenen. Man skal finde det, man kan være stolt og tilfreds i. Hvis Grand Prix kan gøre folk modige, synes jeg, jeg er nået virkelig langt.«

Således fik Bastian Emil defineret et klokkeklart formål for enmandsbandet Grand Prix, der ikke engang har eksisteret i et år. Inspireret af mytologier og helteberetninger etableres storslåede sange, hvori den ambitiøse musiker iscenesætter sig selv som de karakterer, han synger om.

»Hvis sangen handler om en helt, vil jeg også gerne være en helt, når jeg synger den,« siger han.

»Vi lever i en tid, der er virkelig svær at navigere i. Det er en helteløs tid, hvor man ikke har noget, man kan spejle sig i. Der er ikke nogen politisk helt eller nogen krigshelt – selvom jeg ikke er begejstret for krig. Der er ikke noget moralsk holdepunkt. Der er ingen indlevelse. Derfor synger jeg bl.a. om sportshelte, fordi, jeg synes, det er et af de eneste steder, hvor folk virkelig lever sig ind i sine helte. Når de slår sig, slår man sig også selv, og når de græder, så græder man også selv,« siger Bastian Emil.

På trods af manglen på helte, bestræber Bastian Emil sig alligevel på at disciplinere sig selv i arbejdet med musikken. Debutpladen udkommer i november, men tiden indtil da skal absolut ikke bruges på langs på sofaen.

»Jeg vil virkelig gerne arbejde hårdt med Grand Prix, og betragte det som min hovedbeskæftigelse. Selvom pladen er færdig, skal jeg bare lave en ny plade. Man er nødt til at have en indre ild, der bliver ved med at stimulere en,« siger Bastian Emil.

En mytologi bliver til en sang

Hvordan er processen, fra at du starter på en sang, til at du færdiggør den?

»Jeg starter med en lang inspirationsperiode, hvor jeg ikke laver så meget musik. På et tidspunkt når jeg en følelse, jeg gerne vil udtrykke. Så starter jeg som regel med trommer og bas og slutter af med tekst. Det er rart at bygge en ramme op. Så kan jeg f.eks. lave en sang om en græsk helt, og alligevel får jeg skrevet mig selv ind i det, uden jeg er klar over det. Jeg synes ellers, det er vildt svært at skrive en personlig sang. Derfor opbygger jeg nogle meget definerede rammer, for hvad jeg gerne vil skabe.«

Hvordan går du fra idéen om at lave noget om en græsk helt til at starte med et trommebeat?

»Det er mega bogstaveligt. I nogle sange begynder jeg f.eks. med nogle marchtrommer eller en trommehvirvel, og så kan jeg føle, at det skal være helt vildt storladent, med store synthflader, der kun spiller i dur. Det handler om at beslutte sig for, hvordan den overordnede følelse skal være i sangen. Så kan man spørge sig selv, hvordan det lyder, når trommerne skal spille op til heltedåd eller depression.«

Det er gået rimelig hurtigt med at etablere Grand Prix for et publikum, selvom du ikke engang har spillet i et år.

»Det er svært at vide, hvor langt man er, når man står midt i det. Mit udgangspunkt har været, at musikken skal være, ligesom jeg godt kan lide den. Hvis jeg har en dårlig dag, lytter jeg tit selv til min egen musik. Når man selv er tilfreds med sin musik, betyder det mindre, om andre kan lide det.«

I din pressemeddelelse står der, at du ikke synes, at popmusik nødvendigvis behøver at være careless. Hvordan det?

»Jeg ville gerne kalde min musik for popmusik, for at der ikke var nogle, der blev ekskluderet. Jeg skriver ret nichépræget musik uden så mange omkvæd, men jeg synes også, der var noget poppet over det med de mange melodier. Jeg vil gerne give en følelse af, at den rammer en stolthed, og at den indbyder til mod. Det optimale vil være at konstruere sin egen genre, og der vil jeg kalde det majestætisk marchpop.«

Deltag i debat