Koncerter

Ghostface Killah & Killah Priest, 29.09.16, Pumpehuset, København

Skrevet af Simon Freiesleben

Fans af bastung 90’er-hiphop bliver automatisk vilde i varmen, når et af Wu-Tang Clans medlemmer annoncerer koncert. Men denne aften i København indeholdt alt for lidt Ghostface Killah og alt for mange opvarmningsacts og reklamer for e-cigaretter…!

ghostface_killah_pr-foto_vandretNår et medlem af Staten Islands legendariske hiphop-kollektiv Wu-Tang Clan kommer til byen, så spidser mere eller mindre alle fans af bastung 90’er-hiphop ører. Når det så endda er selveste Ghostface Killah, så er der selvsagt god grund til at iklæde sig sin største guldkæde og indfinde sig i Pumpehuset, for at høre en af 90’ernes mest talentfulde rappere slå sig løs. Desværre var Ghostface og hans kompagnon Killah Priest knap så opsatte på at spille med deres betydelige lyriske muskler, som de var på at sælge merchandise og holde fest. Det der kunne have været en magtdemonstration udviklede sig i stedet til en decideret pinlig og uforløst affære, men lad os starte ved aftenens begyndelse for at se, hvor det gik galt.

Koncerter med store hiphopnavne har mange paralleller til stort anlagte boksekampe. Ligesom de store boksere ofte er programsat på ukristelige tidspunkter, så skal man også ofte ud på de sene aftentimer, før man kan gøre sig forhåbninger om at se sine rapidoler indtage scenen. En anden parallel er den lille horde af letvægtere, der skal have lov til at prøve kræfter på scenen, før de tunge drenge indfinder sig.

Således også denne aften. Først får DJ Typhoon lov til at vende plader i en lille times tid, inden Johnny Hefty og Jøden – dansk hiphops svar på jokebandet Red Warszawa – får endnu en halv times tid til at gå med deres infantile tjaldtrip. Felix de Luca er next man up, og han beviser, at han behersker det engelske sprog i en grad, der er ulig andre danske rappere. Felix de Luca er en yderst velvalgt booking som opvarmning for de hårde drenge fra Staten Island, men selv med tre opvarmningsnavne er aftenens hovednavne ikke helt klar til at gå på endnu.

Da klokken slår elleve trisser DJ Technician om bag sin pult og begynder at hype publikum for Ghostface Killah og Killah Priest. Han serverer et træfsikkert medley af tidernes (læs: 90’ernes) bedste hiphop-beats, der får rusket godt op i publikum, der efterhånden har fået en del fadøl inden for vesten. Man kan med en vis rimelighed stille spørgsmålstegn ved, om vi virkelig har brug for mere opvarmning, men går man til en koncert som denne, må man vist være indstillet på, at det er et helaftensprojekt.

Efter tyve minutter i selskab med DJ Technician kommer Killah Priest endelig på scenen, dog i første omgang uden Ghostface. Killah Priest er næppe blandt de mest kendt ansigter i Wu-Tang Clans brogede skare af hang arounds, men han har leveret solide gæstevers på adskillige Wu-Tang-projekter, og hans debutplade Heavy Mental fra 1998 har en stor stjerne blandt kendere. På det efter min mening bedste Wu-Tang album (Liquid Swords af GZA) har Killah Priest såmænd den ganske fænomenale solosang “B.I.B.L.E (Basic Instructions Before Leaving Earth)”, der viser hans særegne spirituelle tilgang til hiphop i fuldt flor. Det er et nummer, der kun ganske sjældent bliver spillet til Wu-Tangs koncerter, og det udløste derfor en del jubel blandt de inkarnerede Wu-fans, da det faldt som et aftenens første numre.

Selvom Killah Priest lagde godt ud, viste det sig hurtigt, at der også er en grund til, at han ikke rigtig er slået bredt igennem. Hans velmenende Ol’ Dirty Bastard-hyldest i form af coveret “Shimmy Shimmy Ya” udstiller klart Killah Priests vokalmæssige begrænsninger. Derfor er det en fornøjelse at se aftenens ubestridte hovedperson træde ind på scenen til tonerne af “Criminology”. Ghostface Killah er ubestridt en af hiphoppens bedste historiefortællere og en sand mester i at skabe levende billeder med sine tætpakkede stream of consciousness-vers. At han også har et formidabelt legende flow, viser han på overlegen vis med sit vers fra Raekwons “Ice Cream”. Herfra går det dog hastigt ned af bakke.

I stedet for at indtage scenen og vise, at han ejer den, så virker Ghostface alt for tilbagelænet og uinteresseret. Det hjælper ikke på oplevelsen, at halvdelen af scenen er fyldt med rapperens crew, der tager selfies, pjatter og bæller champagne. Killah Priest får uforholdsmæssigt meget spotlight, men vokser desværre ikke med opgaven. Hans hæse, hakkende flow fremstår karikeret uelegant i forhold til Ghostfaces adrætte røst – og endnu værre er DJ’en, der i tide og utide bruger sin mikrofon til at råbe med på versene. Fremfor at dykke ned i sit imponerende bagkatalog, får vi nærmest alle Ghostfaces vers fra Wu-Tangs debut, Enter the Wu Tang – 36 Chambers. Der skal ikke lyde et ondt ord om det album fra min side, men det virker som et bizart valg ene mand at tackle lige netop dette gruppealbum, når Ghostface har ikke mindre end tolv soloudgivelser, han kunne fremhæve i stedet. En fremragende sang som “One” bliver kun akkurat lige teaset, inden DJ’en cutter beatet og kører videre med “Da’ Mystery of Chessboxing”.

Lavpunktet når vi, da Killah Priest på bizar vis afbryder showet for at lave reklame for Wu-Goo, en e-cigaret beregnet til at ryge cannabisolie med, som makkerparret har designet. Jeg er tydeligvis ikke den eneste, der finder det lige lovlig åndssvagt at skulle høre på dette salgsfremstød, da der lyder spredte buhråb blandt publikum, jo længere han bliver ved. Det tager Killah Priest dog ikke så tungt, da han ufortrødent tager nogle velvoksne sug på e-cigaretten og resten af koncerten holder sig til med jævne mellemrum at råbe »Wu-Goo!« ind i mikrofonen.

Mod aftenens slutning bliver to publikummer inviteret op på scenen, hvor de skal rappe med på “Protect Ya Neck”. En unik form for publikumsinddragelse, og ham der fik lov til at starte sangen med Inspectah Decks udødelige vers (»I smoke on the mic like “Smokin’ Joe” Frazier / The hell-raiser, raising hell with the flavor / Terrorize the jam like troops in Pakistan /Swinging through your town like your neighborhood Spider-Man«) får muligvis aftenens største bifald og en oplevelse for livet. Selvom seancen tager ret lang tid at eksekvere, så er det en sjov måde at kickstarte feststemningen på.

Men lige som man tror, at nu er hiphopfesten ved at eskalere, så er det hele åbenbart slut, og vi får igen at vide, at vi skal »Go downstairs and buy our shit«. Gavmildt sat er der vel gået 45-50 minutter, siden Killah Priest kom på scenen, og fraregner man den tid, der blev brugt på at reklamere for Wu-Goo og på at finde frivillige gæsterappere blandt publikum, så har Ghostface vel været på scenen i en halv time. Uanset hvordan man vender og drejer det, så er det altså meget at betale 300 kroner for så kort en optræden.

Men sådan er hiphopkoncerter jo desværre ligesom boksekampe. Nogle gange går kampen alle tolv runder, og man får valuta for pengene. Alt for ofte ender hovedkampen imidlertid med knockout i første runde, og så kan man ellers trisse skuffet hjem i seng. Således også denne aften i Pumpehuset.

★★½☆☆☆

Deltag i debat