Plader

Nikolaj Nørlund: Turisten EP

Nikolaj Nørlund er endnu engang gået på opdagelse i den danske sangskat og har fundet tre perler, som han pudser af. Det kommer de til at skinne af. Funkler gør de dog ikke alle.

»Det, at fortolke andres sange, er for mig en lige så vigtig og gyldig del af det at lave musik som selv at skrive,« siger Nikolaj Nørlund i pressematerialet til Turisten, der er indie-aristokratens nye EP med fortolkninger af danske sange.

Man kunne ligeså godt spørge: Har paven en sjov hat? Det er kort sagt åbenlyst og bedst personificeret ved, at The King of Rock’n’roll Elvis Presley ikke skrev en eneste af de mere end 600 sange, han indspillede. Hans betydning vil ingen ved deres fulde fem vidst undervurdere. Stemmen og den karakteristiske sceneoptræden med de vrikkende hofter og karismaen med den flamboyante livsstil skabte jo grobund for, den musikkultur vi kender i dag. John Lennon har således udtalt: »Før Elvis var der ingenting, og hvis der ikke havde været en Elvis, ville der heller ikke være noget Beatles.«

Så selvfølgelig har det at synge andres sange lige så meget vægt som selv at skrive. Jeg tror dog godt, jeg forstår, hvorfor Nørlund siger det. Det hænger formentlig sammen med begrebet autencitet, der jævnligt kommer op til overfladen – især i den del af musikbranchen, der kaldes indie. Her møder man således ofte mennesker, der mener, at en kunstner ikke er ærlig og ægte, hvis han eller hun ikke selv skriver egne sange (som i øvrigt ofte helst skal være selvbiografiske), og opfører sig i overensstemmelse med det, der synges om.

Det skete for Lana Del Rey, da hun blev udsat for en sand shitstorm, fordi hun blev mistænkt for at være udtænkt af et smart pladeselskab. Især da det kom frem, at hun havde fået opereret sin overlæbe, var fanden løs. Mange mente således, at hun overtrådte reglerne for korrekt indiekunstner-adfærd, og en sand horde af selvhøjtidelige hipstere var således på nakken af den stakkels pige. Efter min mening var den sag ærlig talt dybt latterlig og ubehagelig. Den biografiske læsning af hendes værk tog ganske enkelt overhånd og skyggede for musikken, som jo var ganske fed. Heldigvis overlevede hun smædekampagnen, og Lana del Rey er i dag still going strong.

Det er heller ikke første gang, at Nørlund kaster sig ud i at fortolke andres sange. Turisten er således en efterfølger til Kom med et bud fra 2011, der ligeledes var en EP. Dengang var det seks numre fra den nationale sangskat, han fortolkede alene på akustisk guitar. På tracklisten finder man blandt andet Otto Brandenburgs evergreen “To lys på et bord” og dansktopklassikeren “Smilende Susi” sunget af Birgit Lystager efter Volmer Sørensens fordanskning af “Pretty Belinda” af Chris Andrews.

Denne gang nøjes han dog med tre sange, og endnu engang viser han en udsøgt evne til at plukke sange, der i lang tid har stået i skyggen, i nationalparken af underskønne sange. Sange som Nørlund nu planter om, så solen igen rammer deres blade. Det drejer sig om “Den sidste turist i Europa”, sunget af Lulu Ziegler første gang i 1948, “Det blonde danske smil” fra C.V. Jørgensens kanoniserede plade Tidens tern fra 1980 og “Lil’ Johnnys mund” fra 1970 af kunstnerkollektivet Røde Mor.

Han slipper forholdvis godt fra alle tre sange. Bedst synes jeg om hans fortolkning af Lulu Zieglers nummer, som er en vise, der handler om at gense et sønderbombet Europa efter 2. verdenskrig. »Jeg er kommet for at møde mit Europa og den gamle verden, som engang var min. Jeg er kommet for at se, om det er sandhed, at den nu kun er en rygende ruin.« Sangen har på sin vis et skær af aktualitet over sig, i en tid hvor terror, flygtningestrømme og en intern uro i form af Brexit truer det europæiske projekt kaldet EU, og der passer som fod i hose til Nørlund, som der uden tvivl er gået en visesanger tabt i. Hans affekterede og lettere distancerede vokal har noget arkaisk over sig egner sig rigtig godt til visekunstens krukkede og aristokratiske stil.

Også C.V. Jørgensens “Det blonde danske smil” slipper han forholdvis hæderligt fra. Mange har i tidens løb prøvet på at fortolke den underspillede, men sylespidse og til tider ætsende onde samfundsrevser fra Birkerød, men ganske få har haft held med det. Jeg kan kun komme på Sort Sols fortolkning af “Indian sommer”, der helt lever op til mesterens tårnhøje niveau. Nørlunds nasale klang kan dog minde om C.V.’s, og derfor er han da et af de mest oplagte bud på, en dansksproget sanger der kan fortolke C.V. Eneste problem er, at det altså ikke lyder helt overbevisende, når Nørlund synger politiske tekster. Måske er det fordi, han jo heller aldrig selv har haft skyggen af noget politisk i sin egen sangskrivning.

“Det blonde danske smil” er nemlig en af C.V. Jørgensens meget politiske sange, og man kan vel egentlig kalde den en ukendt slægtning til “Costa del Sol”, der også er at finde på Tidens tern. Den har således holdt sig i skyggen under en parasol, mens den mere kendte landeplage har ført sig frem ved poolkanten på luksushotel Giro 413. Sangen handler om, at vi danske er selvtilstrækkelige og bekvemmelige. Første vers er helt klassisk C.V. fra den periode og lyder således: »Det gode danske humør er lige vendt tilbage fra de Kanariske Øer/med en kuffert fuld af billige grin blandt andet/det smukke danske smil blev praktiseret i den letkøbte stil/højt over jorden og endnu før maskinen var landet/ja, livet er den smalleste sag/vi ka’, hva’ vi vil, men gør det kun i ro & mag/for i morgen er der atter en dag«.

Hvad Nørlund mangler i vokalen opvejes til gengæld af musikken, som meget rammende kaldes »en slags flosset elektrisk kammermusik« i pressematerialet og er frembragt i samarbejde med guitaristen Jeppe Brix (Trentemøller (live), Howl Baby Howl og Chimes & Bells) og keyboardentusiasten Adi Zukanovic (Bisse, Irah, Den Magnetiske Ørn, Oh Land (live) og Frisk Frugt). Den er jo langt, langt federe end Billy Cross’ gumpetunge røvballerock. Han er jo sågar akkrediteret som co-writer på mange af sangene på Tidens Tern. Det overgår ganske enkelt min forstand, hvordan han fik det igennem, og efter sigende er det da også en af årsagerne til det fjendskab, der eksisterer den dag mellem ham og C.V. Et andet er, at C.V. lagde kraftig afstand til sounden på pladen, der jo gjorde ham til den nationalskjald, han så inderligt ikke ønsker at være. Som han fortæller i filmen Skygger af magi fra 1994, fik han fortalt branchen, hvem han var, og hvad han stod for.

Det sidste nummer, som er kunstnerkollektivet Røde Mors protestsang om Vietnamkrigen er fra perioden i 70’erne, hvor holdningerne sad løst og parolerne fløj hen over bordene. “Lil’ Johnnys mund” er dog heldigvis ikke en af de mest dogmatiske, og kan derfor stadig spilles uden, at man trækker overbærende på smilebåndet. Den er før blevet fremragende fortolket af Spids Nøgenhat, i en version der med fuld damp under de psykadeliske kedler vækker mindelser om The Doors “The End”, som atter får mig til at tænke på Vietnam-krigsfilmen Apocalypse Now. Nørlunds version bliver altså en smule fesen i sammenligning med denne. Stemningen i hans fortolkning leder nærmere mine tanker hen på sol, sommer og glade dage på stranden. Derfor passer musik og tekst ikke sammen i min verden.

Alt i alt er det dog en vældig fin lille EP, som Nørlund og hans to fremragende medmusikanter har lavet. Kommer der en vol. tre med fortolkninger af danske sange af Nørlund, kan han dog passende tage næste skridt med fuldt orkester. På den måde kan han gå Lars H.U.G.’s klassiske album Kopy (1989) i bedene. Det vil fryde en nostalgisk sjæl som undertegnende.

★★★★☆☆

Deltag i debat