Plader

Pardans: Heaven, Treason, Women

Skrevet af Frederik Voss

I slipstrømmen af Mayhem-scenens fremkomst, debuterer sekstetten Pardans med en fandenivoldsk postpunket udgivelse med udgangspunkt i The Pop Group og The Birthday Partys genreeksperimenter. Det er en energiladet, velspillet og lovende hyldest.

Historien om Mayhem-miljøet og dets mange musikere, der som en plasma flød rundt imellem hinanden og skabte et ny dansk grobund for postpunk, avantgarde og andre alternative udtryk, der havde lidt ilde tider i Danmark, er velkendt. Det er denne slipstrøm sekstetten Pardans lægger sig i med debutalbummet Heaven, Treason, Women.

De selverklærede referencer er The Pop Group og The Birthday Party. Da jeg læste dette i den vedlagte pressemeddelelse, må jeg nok indrømme, at jeg var lige dele utrolig spændt og bange for at lytte til pladen. Jeg elsker selv de bands, og det er en utrolig høj barre at sætte. At skulle indspille og bevare energien i den slags live-orienteret musik er derudover lidt som at fange helvedesild og efterfølgende sælge den i lanterner, man har købt nede i Søstrene Grene.

Pardans har grebet opgaven an med guitar, bas, trommer, saxofon, bratsch og forsanger Gustav Berntsens skiftende reciterende og skrigende dybe postpunk-vokal. Sammen med den i støjkredse vellidte producer Jens Benz, har de lavet live-optagelser i studiet for at bevare energien i deres sammenspil. Dét er vel netop nok også den største præstation ved bandets entré på den danske musikscene. Energien er i den grad at finde på tværs af de syv sange på albummet, og det lyder sgu tight.

Når det bliver allermest energifyldt på sange som ”Moonlit Bags of Meat” og ”Blow Me (Some More Wind in My Sails)”, tænker jeg på, om der er nogle, der i et genialt fandenseksperiment har forsøgt at samle The Mars Volta med kropsdele fra døde punkmusikere. Det er kun én vej i disse disharmonerende udladninger, og det er i et herligt frit fald nedad.

Andetsteds på albummet leges der mere med kontraster i sangenes opbygning. ”Let Darkness Descend” trækker lytteren igennem bombastiske langsomme passager, hvor der efterlades rum til den opgivende fortæller, der blandt andet proklamerer: »I envy your passion/I envy your happiness/I envy your ability to make me feel worthless.« Disse smertende udbrud afløses af piskesmældende lilletrommeslag og et ønske om at lade mørket falde på.

På ”Eurostar” ryger tempoet og kompleksiteten et hak ned for at give plads til teksterne, præcis som Nick Cave ville værdsætte det. Jeg ligger hovedet på blokken her nu, da jeg ikke har teksterne til sangene, og skriver ud fra hvad jeg kan høre, når jeg lytter. Men dét sted, hvor Pardans for mig stadig ikke når sine selverklærede referencer, er netop også teksterne. Billederne er væsentligt mindre forstyrrende, og det brænder sig bare lidt mindre fast på nethinderne at synge: »I don’t want things to change/But I don’t want things to stay the same,« end den tilsvarende klagesang over tiden som koncept som The Pop Group sendte af sted i slutningen af 70’erne med: »No waiting, no running, no searching behind/I will break you time/I will break your mind/Waiting is a crime.«  Ja, det er helt sikkert tarveligt at skulle holde et dansk upcoming band op mod Nick Caves og Mark Stewarts tekster, men det er ikke desto mindre, det man beder om, når referencernes laves.

Dette skal dog ikke skygge for (eller burde man måske sige skinne på, eftersom Pardans føler sig mest tilpas i mørket), at dette er en rigtig spændende og velspillet debut, der energisk hylder de disharmonerende jazz-, punk-, blues- og rockeksperimenter fra slut-70’erne og start-80’erne med bravur. Herfra skal der i hvert fald lyde en opfordring til at lytte til albummet. Eller endnu bedre: tag til en koncert med bandet, hvor jeg er sikker på, energien vil komme yderligere til sin magt.

★★★★★☆

Deltag i debat